Dyrlæge Bjørn Fredebo Thomsen, Vedbæk, fylder 70 mandag den 9. august.
Han har en lang international karriere bag sig, og selv om pensionisttilværelsen officielt er startet, er han stadig internationalt aktiv, sidst med udstationering for Christian Hansens Laboratorium i Kenya, hvor opgaven er at opbygge et nyt levnedsmiddellaboratorium, skriver Berlingske Søndag.
Den internationale karriere har bragt Fredebo vidt omkring med længere stationeringer så forskellige steder som Indonesien og Dubai og mange kortvarige stationeringer i bl.a. Indien, Jordan, Somalia, Yemen, Burma, Nordkorea, Indonesien og Kenya.
De internationale arbejdsgivere har været WHO i flere omgange, Carl Bro, Christian Hansens Laboratorium og Dubai Municipality. Opgaverne har kredset om uddannelse, opbygning og ledelse af levnedsmiddelkontrol-miljøer.
Når efteråret kommer til Danmark, går turen igen til Kenya for at færdiggøre opbygningen af det nye levnedsmiddellaboratorium.