Bortset fra Benin og Ghana, som begge et gået et hanefjed frem på det seneste verdensomspændende korruptions-indeks, er det sort i sort for de danske programsamarbejdslande i indekset, der netop er offentliggjort af organisationen Transparency International.
Faktisk er en stor del af disse lande raslet ned i forhold til forrige indeks, der kom ud i efteråret 2006.
Den suveræne bundspringer er Burkina Faso, der har modtaget dansk bistand i årevis. Sahellandet i Vestafrika er faldet fra nr. 79 til nu nr. 105, altså en tilbagegang på samfulde 26 pladser. Og jo lavere placering, desto mere korruption.
En anden bundspringer er Bhutan i Asien med en tilbagegang på 14 pladser i indekset over 180 lande. Det lille Hamalya-kongedømme er nu nede på 46.- pladsen, hvor det før indtog nr. 32.
Alligevel ligger netop Bhutan armslængder foran de øvrige danske samarbejdslande for bistanden til Den 3. Verden, når det gælder udbredelsen af korruption og korrupt adfærd.
For trods udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) besværgelser om at sætte ind mod korruptionen, er det gået støt tilbage de fleste steder ifølge Transparencys indeks for 2007.
Mali i Vestafrika – som netop Tørnæs har udpeget til nyt samarbejdsland – er gledet tilbage fra plads nr. 99 i 2006 til nr. 118 i år. Irak, som VK-regeringen og et folketingsflertal så gerne vil hjælpe med reel udvikling, er sunket ned som nr. 178 – eller som næstsidst – fra nr. 160 i 2006.
Med minusser på henholdsvis 19 og 18 pladser er det markante tilbagegange for begge lande
Nicaragua, Zambia og Vietnam er alle gået tilbage fra nr. 111 til nr. 123. Igen en klar tilbagegang. Det samme gælder Nepal, der er hoppet ned som nr. 131 mod før nr. 121, og Mozambique, der nu ligger nr. 111 mod nr. 99 sidste år.
End ikke det relativt veludviklede Kenya, der i forvejen ligger tæt på bunden – kun “overgået” af Bangladesh, Afghanistan og Irak blandt de (påtænkte) store danske bistandsmodtagere – præsterer at rykke bare en smule frem.
Tværtimod. Det østafrikanske land er gledet ned på en 150. plads fra før nr. 142. Til trods for en demokratisk regering og et påstået ønske om at rydde op.
Derimod er der trods den aktuelle dystre stilling for Bangladesh – nu nede på plads nr. 162 mod før nr. 156 – håb om forbedringer, efter at et midlertidigt overgangsstyre til demokrati har gennemført omfattende tiltag mod korrupte politikere og embedsfolk.
Vi får se, hvordan det går i indeks 2008.
Lande som Tanzania og Bolivia holder skindet på næsen, mens “bistandsdarlingen” Uganda må lide den tort at glide ned som nr. 111 mod før nr. 105.
-Søe.
Læs meget mere på www.transparency.org