FOGHS KÆLEDÆGGE Bjørn Lomborg kører lystigt videre på statens regning. Selv om hans misfoster af et institut omsider lige så stille blev nedlagt sidste år, indleder Ekstra Bladet sin bidske lederartikel mandag. Bladet fortsætter:
Som Ekstra Bladet beskrev i går, modtager Lomborg stadig årligt kontant bevis for statsministerens besynderlige forkærlighed for den altmodische miljødebattør. Millioner af offentlige kroner sluses med diskret præcision i armene på den århusianske statistiker.
BEVILLINGERNE foregår blot ad lidt forskellige kanaler, så de ikke alt for tydeligt tegner det samme ubegribelige scenarie: Lomborgs krumspring for at bevise, at det bedre kan betale sig at bruge penge på alt muligt andet end at dæmme op for klimaforandringerne.
DE TO SENESTE ÅR har Lomborg personligt modtaget en god halv million kroner om året. For at være konsulent 20 timer hver måned. Ekstra Bladets oplysninger om den overdådige timeløn skal nu diskuteres på næste miljøudvalgsmøde i Folketinget efter ønske fra Dansk Folkeparti.
DERUDOVER er han som bekendt fra i år på finansloven med sit eget lille center på Handelshøjskolen. Det koster to en halv millioner kroner årligt. Stadig flere medarbejdere bliver ansat i det særlige Copenhagen Consensus-sekretariat på skolen. Mens Lomborg selv flagrer verden rundt og snakker konsensus til de få, der gider høre på ham.
Det kneb, da Consensus-centeret skulle åbnes sidste år med statsministeren som special guest-star. Fogh var klar, men alle de indbudte forskere og erhvervsfolk udeblev, så åbningen blev droppet. Kurt Strand blev aldrig ordstyrer, og statsministeren kunne blive hjemme. Men han arbejder ufortrødent videre mod målet: en ny Copenhagen Consensus-konference i 2008.
ULLA TØRNÆS, minister for udvikling, har også bidraget til Lomborgs forgyldning, da hun for 2006 skaffede 4,4 millioner kroner. Også til noget consensus-fnidder, som ingen begreb et pluk af. Hun står ellers lavt på Foghs hitliste over ministre, men hér fungerede hun altså som hans nyttige idiot, da legebarnet skulle have noget at lege med.
SIDEN DEN FØRSTE Consensus-konference, hvor otte kendte forskere endte med at sætte klimaforandringer som det mindst fornuftige at bruge penge på, er der sket meget.
Både FNs klimarapport fra i år og den engelske økonom Nicholas Stern har overbevist resten af verden om, at klimaforandringer skal øverst på dagsordenen. Altså det stik modsatte af Lomborg. Miljøministerens ambition er, at Danmark skal være vært ved FN’s vigtige klimakonference i 2009. Alligevel poster regeringen millioner i Lomborgs luftige projekter.
LOMBORG-INSTITUTTETS nytteværdi var lig nul – selv når regeringens egne embedsmænd skal prøve at pege på, hvad der egentlig kom ud af legebarnets seks år. Også denne nedslående kendsgerning ses i de papirer, som Folketingets miljøudvalg nu skal diskutere … Jo, der var noget med partikelfiltre til dieselkøretøjer, der var en lille smule medvirkende til, at regeringen afsatte en større sum støttekroner, som vognmændene kan søge, hvis de ønsker at gøre deres lastbiler miljøvenlige. En ordning, der i øvrigt har været et flop. Men ellers nul.
TIL GENGÆLD var Institut for Miljøvurdering dyrt, trods sin lidenhed og ligegyldighed. Nu er det lagt ind under de økonomiske vismænds sekretariat. Som er en ren amatør til at skaffe midler i forhold til Lomborg. IMV kostede over seks år skatteyderne 82,8 millioner kroner. Til sammenligning kostede vismændene 65,3 millioner kroner i et tilsvarende tidsrum, slutter lederartiklen.
Lederen stod i Ekstra Bladet mandag den 5. marts 2007