Mads Christian Barbesgaard
Mads Christian Barbesgaard (født 1988) er aktivist og – siden 2013 – politisk formand i solidaritetsforeningen Afrika Kontakt.
Som del af dette har han i en årrække deltaget i forskellige internationale mobiliseringer i kampen mod privatisering, resource grabbing og EU’s frihandelsaftaler.
Han har herudover bredere set beskæftiget sig med EU’s rolle som global aktør og international politik generelt, bl.a. for den europæiske venstrefløj i EU-Parlamentet og som udenrigspolitisk sekretær for Enhedslisten.
Blog’en vil for det meste handle om magt, ulighed og kampen mod markedssystemets uretfærdigheder.
Ovenstående udtalelse fra vores kære udenrigsminister faldt i forbindelse med referat af en samtale med en kinesisk kollega, og Jensen mente ‘farlig’ som i ‘samfundsomstyrtende’.
I lyset af hans og regeringens tilgang til udviklingsmiljøet siden Venstre kom til magten, synes jeg nu alligevel, at udtalelsen er spot-on ift. et langt større problem, som vi alle står overfor i udviklingsmiljøet: politisk er vi helt og aldeles ufarlige og irrelevante for alle andre end måske dele af SF og Enhedslisten.
Hvad angår højrefløjen kan vi bare kigge på den nyligt vedtagede finanslov. Og hvad angår ‘venstrefløjen’, så vi under den tidligere regering, at både de Radikale og Socialdemokraterne jo var klar til at gå hårdhændet til værks over for os og vores venner rundt omkring i verden og kampen mod global fattigdom og ulighed bredere set. Og det er egentlig ikke så mærkeligt, når man reflekterer lidt over vores opførsel.
Ved det førnævnte møde lagde udenrigsministeren ud med en lang smøre om hans udviklingspolitiske visioner, og om hvorfor nedskæringerne var absolut nødvendige. Og hvad var responsen fra de fine damer og herrer, som var samlet fra udviklingsmiljøet?
Efter at blive ‘pisset på’ (for nu at bruge Johanne-Schmidt Nielsens famøse anklage mod den tidligere regering) skiftedes vi med få undtagelser til at ‘takke for dialogen’ og så mumle noget om, at vi måske ikke var helt tilfredse med nedskæringerne, men alligvel så frem til et fortsat samarbejde med Jensen og hans regering(!?).
Hvis det er alt, hvad vi kan mønstre i en situation af et historisk angreb på Danmarks relativt progressive rolle internationalt, kan man dårligt klandre ministeren for FL-16 nedskæringerne eller de kommende nedskæringer – for dem skal der nok komme flere af.
Hvad er civilsamfundets rolle?
I det lys, mener jeg, at der er behov for en bredere kritisk, men konstruktiv diskussion af hvad vores rolle er.
Det er selvsagt forskelligt fra organisation til organisation, men alligevel mener jeg, at der sker nogle skred i udviklingsmiljøet som helhed. Et nyligt høringssvar til Danidas erhvervsprogrammer mener jeg, er symptomatisk for dette skred (DISCLAIMER: dette ikke for at pege fingre af nogen enkelt organisation eller individer, jeg anerkender og sætter pris på de mange kræfter, der er lagt og lægges i denne slags arbejde!!!).
Grundlæggende er erhvervsprogrammerne jo udtryk for en ændring af, hvilke præmisser, der skal være bestemmende for vores udviklingsbistand: profit for de få eller udvikling for de mange?
I tråd med tilgangen til mødet i UM gennemsyres høringssvaret af venlig dialog og samarbejdsvilje. Dette illustreres særligt i høringssvarets afsnit om ‘multi-stakeholder approach’.
Hvor der internationalt florerer en diskussion om, hvorvidt ‘multistakeholderisme’ egentlig bare indebærer ‘corporate capture’– nemlig at den private sektor, der jo grundlæggende styres af profitinteresser, spiller en større og større rolle i, hvordan vi skal indrette vores samfund nationalt og internationalt – er det danske udviklingsmiljø bare ‘glad’ for denne tilgang, fordi den vil sikre ‘effektivitet’ i projekterne.
Denne tendens skal selvsagt ses i en international kontekst, hvor den private sektor spiller en større og større rolle i ‘global governance’ processer, hvor udviklingsorganisationer spiller en faciliterende rolle for at fremme profitinteresser ud fra en – i mine øjne – naiv idé om, at profit for de få går hånd i hånd med udvikling for de mange. Alle mulige former for FN-retningslinjer der ellers i udgangspunktet blev set som et progressivt værktøj for sociale bevægelsers kamp for at opretholde og fremme menneskers rettigheder står for skud.
Senest har Oxfam (host: jeg håber på svar fra IBIS?) været med til at korrumpere FN’s ‘tenure guidelines’ for at gøre dem mere spiselige for agro-industrien og dermed udvande dem totalt ift. de mennesker på jorden, de egentlig skulle tilgodese (se opråb fra sociale bevægelser og deres støtter her).
Vi er trætte af at blive pisset på
Hvornår er det, at vi begynder at sige fra? Trækker en streg i sandet og siger: nu er det nok! Kan vi virkelig samarbejde med alle? Er der ikke modstridende interesser blandt dem vi samarbejder med i Syd og Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og alle de andre? Skal vi stiltiende (og taknemmeligt) se til, mens udviklingsmidlerne slagtes og underordnes erhvervslivets interesser?
I sidste ende handler vores manglende politiske styrke jo om, at den danske befolkning er ligeglade med os og vores arbejde. Det er der ganske vist forsøg på at rette op på med alskens kampagner og fundrasinginitiativer.
Men også her mener jeg, at de især i julemånederne og ifm. Danmarksindsamlingen rammer helt ved siden af.
Burde vi ikke kunne appellere og gøre os, vores partnere og vores fælles kamp mod global fattigdom og ulighed relevant på en måde uden at reducere os selv til brøndbyggere og gedegivere, der frelser fattige hjælpeløse afrikanere?
Vi skal turde tale om de grundlæggende årsager til, hvorfor den globale ulighed er støt stigende og klimakrisen galoperer derud af uden nævneværdige tiltag fra beslutningstagerne.
Det indebærer, at vi siger fra over for den politiske og økonomiske elite i Danmark og internationalt, der hårdnakket holder fast i deres egne interesser mens alle os andre og klimaet mærker konsekvenserne.
En mere politisk offensiv linje udadtil står ikke i kontrast til forsøgene på at påvirke en tilsyneladende upåvirkelig regering gennem de mere lobby-agtige initiativer – vi skal selvfølgelig gå på ’begge ben’.
Det betyder imidlertid et opgør med det konsensusdiktatur, der hersker, hvor alle er venner med alle, og det har selvsagt konsekvenser for hvad man så siger til de lobbymøder.
I Afrika Kontakt er vi i hvert fald trætte af at blive pisset på!
