Egypterne er ved at vælge ny præsident. Nyhedsmedierne viser reportager af de lange køer foran byernes valgsteder, og der rapporteres om ro og orden i Cairo og Alexandria. Men afgøres valget i de store byer?
BBC’s Jon Leyne skriver fra Manawet, at det er mest sandsynligt, at det er i landsbyerne og på landet uden for Cairo, at valget afgøres. Det er her hovedparten af egypterne stadig bor.
I parlamentsvalgene sidste år overraskede vælgerne på landet mange ved i stort tal at stemme for de hardline islamister, der er kendt som salafisterne, Men den mest fremtrædende salafist-kandidat til præsidentposten, Hazem Saleh Abu-Ismael, blev diskvalificeret af valgkommissionen.
Det betyder, at salafist-bevægelsen nu er splittet over, hvilken anden kandidat man skal støtte, og dertil kommer, at egypterne i stadig stigende grad tænker for sig selv, skriver BBC og citerer en landsbyslagter for følgende:
”I gamle dage drejede det sig som enighed om aftaler og afstemninger. Hvis de sagde Mubarak, var det Mubarak. Hvis de sagde Gamal, var det Gamal. Den tid er nu forbi, og det er strålende”.
Andre landsbyboere kan fortælle om hvordan de lider under stigende priser og øget kriminalitet efter revolutionen sidste år. Mange synes at mene, at hvad Egypten har brug for er en stærk mand.
Selv ellers trofaste støtter af den islamistiske oppositionsbevægelse, Det muslimske Broderskab, synes at overveje at stemme på en af kandidaterne med bånd til det tidligere styre.