Af Kamilla Bøgesø Kjærgaard og Ane Nordentoft, U-landsnyt.dk
Revolutionen i Egypten sluttede ikke med Mubaraks afgang, der er stadig masser at gøre op med. I dokumentarfilmen”Private Revolutions” følger vi fire kvinder, der på hver sin måde forsøger at fortsætte revolutionen og er villige til at betale en høj pris for det.
Da Egyptens daværende præsident Hosni Mubarak blev væltet fredag den 11. februar 2011, festede egypterne som de aldrig havde festet før. Årelang opposition og 18 dages protester med voldsomme sammenstød havde båret frugt.
Dagen efter Mubaraks afgang var Kairo fuld af mennesker der samlede skrald, malede fortovskanter og vaskede byens statuer for at vise, at de ville være med til at genopbygge landet og tage ansvar.
”Og så gik de hjem,” konstaterer Sharbat Abdallah tørt i dokumentarfilmen ”Private Revolutions”, der handler om fire egyptiske kvinders kamp for forandring, frihed, lige rettigheder og for at få lov at være med til at forme Egyptens fremtid.
Kvindekamp røg i baggrunden
De kvinder, der under oprøret mod Mubaraks regime stod frem med krav om at blive mødt med større grad af respekt og lige rettigheder, så sig selv skubbet i baggrunden i de tumultariske måneder efter hans afgang i februar 2011.
Den politiske udvikling gik lynende hurtigt, og egypterne diskuterede ivrigt emner som sikkerhed, økonomi, benzinpriser og hvordan der skulle komme mad på bordet.
Vi møder Sharbat, der sammen med sine to sønner trodser tåregassen og demonstrerer på den ikoniske Tahrir-plads i Kairo.
Hun og de andre kvinder stemmer ved Egyptens første frie parlamentsvalg, hvor filmen fanger den entusiastiske og engagerede ånd, der på det tidspunkt stadig hang tykt i Kairos gader.
Maj Ga Allah ved valglokalet. Foto fra filmen.
Undervejs i filmen reflekterer Sharbat over kvindernes rolle i det Egypten, der er ved at forme sig, og skrider også til handling over for sin mand derhjemme.
”Vi kæmper ikke kun for forandring på gaden, men også for forandringer inden for familien og hjemmet,” siger hun.
Filmen tegner et billede af et land, hvor der endnu er lang vej at gå for de kvinder, der ønsker øget frigørelse.
Tradition, religion og statslig kontrol
En anden af de fire kvinder, Amani Eltunsi, har skrevet en bog om skilsmisser. Det er et emne, der ikke blev talt om for blot 15 år siden.
Ud over det har hun startet en radiostation for kvinder, der diskuterer tabuiserede emner som seksuel diskrimination, vold i hjemmet og personlig frihed.
Under Mubaraks styre kostede det hende et besøg af sikkerhedsstyrkerne, fortæller hun.
De dukker op igen på et senere tidspunkt, selv om Mubaraks styre for længst er væk, og den ny præsident, islamisten Mohamed Mursi, som har sin baggrund i Det Muslimske Broderskab, er indsat som Egyptens første demokratisk valgte præsident.
Gennem Amani møder vi en purung kvinde der fortæller, at hun skal adlyde ordrer fra sin 10-årige lillebror, fordi han – sammen med sin far – er ”manden” i huset.
Pigen er en af de mange, der er omskåret, og efterhånden som den halvanden time lange film skrider frem, får vi et lille indblik i, hvor meget tradition og religion fylder i det konservative Egypten, og hvordan det påvirker landets piger og kvinder.
Forhindringer på vejen
Vi følger endvidere Fatema Abouzeid, der forsøger at bidrage til revolutionen ved at hjælpe Det Muslimske Broderskab med at vinde magten ved de forestående valg, og Maj Gah Allah, der er en del af landets nubiske minoritet, og som forlader sit lukrative job i bankverdenen for at forbedre livskvaliteten for sit folk.
Maj fortæller, at folk i det lille nubiske samfund er begyndt at spørge, hvorfor hun ikke er gift.
”Jeg er 25 år, så jeg betragtes allerede som gammel. De kan ikke forstå, at jeg bor uden en mand i huset. Hvem skal så tage sig af dig, spørger de,” fortæller Maj Ga Allah.
Hendes hjerte ligger imidlertid i det projekt hun har kastet sig over – Nubian Projects – der skal forbedre livskvaliteten for den lille nubia-minoritet.
I første omgang skal det ske ved blandt andet at bygge et sportscenter og lære de lokale kvinder at bruge en computer, og undervejs følger vi Majs arbejde med at indhente de nødvendige tilladelser fra en skeptisk omverden.
Alle fire kvinder støder undervejs på nogle af de mange de forhindringer, der bunder i traditioner, religion og fastlåste kønsroller, og alle fire oplever perioder med modløshed og opgivelse.
Sharbat møder modstand, både fra naboer, der er imod revolutionen, og sikkerhedsstyrker, der forsøger at forhindre hende og hendes sønner i at demonstrere på Tahrir-pladsen.
Amani beskyldes for at være blasfemisk og overvejer seriøst, om hendes fremtid ligger i Egypten eller ej.
”Indtil videre har revolutionen ikke forandret noget, ud over at en masse uskyldige unge mennesker døde,” sukker Sharbat opgivende.
Naive revolutionære
Da filmen blev vist på CPH:DOX tidligere på ugen, stillede den østrigske instruktør Alexandra Schneider op til debat sammen med Amani Eltunsi og den egyptiske feminist, journalist og kommentator Mona Eltahawy.
De var alle tre enige om, at revolutionen ikke er slået fejl, den er stadig i gang. Men også, at det er på tide, at oprøret rykker ind i privatsfæren, gør op med patriarkatet og sætter gang i grundlæggende sociale forandringer.
”Der er også ting, jeg gerne vil ændre i mit samfund, og noget jeg er frustreret over,” siger Alexandra Schneider. “Jeg ville gerne se, hvordan det er i et samfund, der kæmper en endnu sværere kamp. De fire kvinder har det tilfælles, at de har et stort ønske om forandring og er villige til at betale en høj pris,” tilføjede hun.
Amani Eltunsi, der så den færdige film for første gang i København, erkendte, at hun var naiv i starten af revolutionen.
”Jeg troede, at vi ville være fri, hvis vi slap af med Mubarak. Det år, Mursi var ved magten, er det værste i mit liv. Det var rædselsfuldt,” fortalte hun.
”Jeg er ikke politisk. Jeg vil ændre de dybe ideer om kvinder i mit land. Jeg er ligeglad med politik. Folk siger at revolution tager år. Men Egypten kan ikke vente.”
”Men folk skal ændre sig, før vi beder om demokrati. For de forstår slet ikke demokrati,”mener Amani Eltunsi.
Mubarak er i soveværelset
Mona Eltahawy, som efter mange år i New York for nylig er flyttet tilbage til Kairo for at være en del om revolutionen, understregede, at Egypten har brug for både en kamp for ligestilling og en revolution mellem kønnene.
”Vi har brug for at tage revolutionen ind i soveværelset, for der er Mubarak stadig. Og det er ikke kun i Egypten, det er en global kamp, der har foregået mange andre steder,” sagde hun.
”Ude i offentligheden og i fagforeningerne stod alle skulder ved skulder, der var alle comrades. Men derhjemme var det som om mændene tog det kostume af, og så var der ingen solidaritet og ‘skulder ved skulder’.”
Private Revolutions vises igen søndag i Palads.
