Af Helle Schøler Kjær, Dansk Egyptisk Dialog Institut
I Egypten har mange revolutionsaktivister sadlet om og arbejder i dag for social forandring helt lokalt. Cinema Community underviser lokale i at dokumentere deres leveforhold og kræve forandring.
”Det er Egyptens virkelige frivillige”, siger Nadim Amin El-Din.
Han taler med begejstring om de mange ungdomsnetværk, der har etableret sig rundt om i Egypten. Efter op- og nedture i den revolutionære gejst siden Hosni Mubaraks fald i februar 2011 har grupper af unge egyptere kastet sig over det humanitære arbejde.
De hjælper analfabeter med at læse og skrive, og de tager ud til slumområder og forsømte landsbyer i landområderne og taler med folk om deres rettigheder, så de selv kan gøre noget ved problemerne.
Mens mange af de unge fra den egyptiske opstand mod diktatur og undertrykkelse er deprimerede over den politiske udvikling, og nogle flytter fra landet, så vender andre grupper af aktivister sig mod dagligdagens problemer for de mange fattige egyptere, og overalt dukker nye unge frem, der vil hjælpe til.
”Jeg tror, det er fordi, man ved at arbejde med konkrete ting – vand, uddannelse, sundhed – kan flytte noget”, siger Nadim. ”Og selvom det kan være meget lidt, man flytter, så betyder det noget”.
Selv er Nadim Amin El-Din leder af kommunikationsafdelingen på Egyptisk Center for Økonomiske og Sociale Rettigheder, der blandt andet arbejder med spørgsmål som uddannelse, boligforhold, sundhed, arbejderrettigheder og miljø. Organisationen samarbejder med unge i alle dele af Egypten.
”Lige nu arbejder vi sammen med ungdomsnetværk i blandt andet Kairo og Alexandria og i seks områder i det øvre Egypten”, fortæller Nadim.
Ud i landsbyer med dårlige leveforhold
Shereen Talaat er en af de aktivister, der allerede kort efter Januar-revolutionen i 2011 tog ud i landsbyer i det sydlige Egypten for at fortælle folk om deres rettigheder. Sammen med tre venner, der som hun selv arbejder med dokumentarfilm, stiftede hun initiativet ”Cinema Community”. Med støtte fra en udenlandsk donor tog de ud til to landsbyer i nærheden af Minya og Sohag og kontaktede beboere for at tale med dem om deres leveforhold og fortælle om deres rettigheder.
”Til at begynde med var folk meget afvisende”, fortæller Shereen. ”Men efterhånden fik de tillid til os. Vi lærte dem at lave små videofilm, så de kunne dokumentere, hvordan de levede, og gå til myndighederne og stille krav”.
I Sohag handler det om retten til en ordentlig bolig.
”Der er seks etagebyggerier, hvor loftet ind imellem falder ned i hovedet på folk. Det er et gammelt asyl for fattige, men myndighederne har ladet det forfalde i mange år”, siger Shereen.
”Der bor omkring 100 familier i de seks ejendomme. Ofte bor to familier i et rum; det er 12 mennesker, uden køkken, uden indlagt vand og elektricitet”. Hvis der overhovedet er lys, kommer det fra strøm, der stjæles, og vand løber ind gennem rør, som beboerne selv har forbundet med andre vandrør.
Ret til en ordenlig bolig
Læs resten af artiklen på Det Arabiske Initiativ.
