Næppe havde Fidel Castro udsendt meddelelsen om sin midlertidige tilbagetræden, før masserne strømmede ud i gaderne i Miami, USA, som er hjemsted for tusinder af eksil-cubanere.
De kørte rundt i gaderne og viftede med cubanske flag, skriver eksil-avisen La Nueva Cuba (Nyt Cuba), som pt har base i Puerto Rico.
Uden omsvøb håber de, at Castros sygdom er så alvorlig, at han ikke kommer over den.
I visse kredse er begejstringen dog iblandet en god portion skepsis. Formanden for Fundación Nacional Cubano-Americana, (svarer til: cubansk-amerikansk forening), Alfredo Mesa, siger til Nueva Cuba, at situationen lige nu er meget forvirret.
Han tilføjer, at det er nødvendigt at granske de få nyheder, der kommer fra Havana meget nøje den kommende tid.
– I disse øjeblikke minder vi det cubanske folk om, at vi er parat til at hjælpe med en ikke-voldelig overgang; siger Alfredo Mesa og fortsætter: – Lige nu er det bedst at vente. Det er klart, at vi står overfor en magtoverdragelse; men det er for tidligt at drage konklusioner.
Bekymring
Lederen af Movimiento Democracia (Den demokratiske Bevægelse), Sául Sánchez, er bekymret over, at Castros lillebror, Raúl, nu er statschef.
– Der kan komme stærke reaktioner, siger han til Nueva Cuba. Avisen bringer også en læges bedømmelse af, hvor alvorlig Castros sygdom er.
Alle er de enige om, at Cuba nærmer sig et vendepunkt.
For de spansk-læsende: http://www.lanuevacuba.com