Det er afgørende, at der kommer gang i en fredsproces, som omfatter alle krigens parter ellers er den nye fredsstyrke i Darfur dømt til at fejle
Af Malene Haakansson,
katastrofemedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp og forfatter til Darfur-bogen “Det værste er at dø i stilhed”, indlæg i Berlingske Tidende fredag
Nyheden om, at FNs Sikkerhedsråd enstemmigt har vedtaget en resolution, der giver grønt lys til at sende 26.000 soldater og politifolk til den borgerkrigshærgede Darfur-region i Sudan, er glædelig.
I over 4 år har uskyldige børn, kvinder og mænd været udsat for etnisk udrensning, mord, voldtægt, tortur og fordrivelse, imens den vestlige verden har tørret sin samvittighed af med nødhjælp i stedet for at gribe ind politisk og sætte hårdt mod hårdt mod Sudans regering, der har ansvaret for at beskytte sin befolkning.
En kæmpe opgave
Den nye fredsstyrke har en kæmpe opgave foran sig. I Darfur – et område på størrelse med Frankrig – venter en kompliceret krig, hvor alliancer skifter dagligt og nye fraktioner og grupper opstår.
Veje er hjulspor i sandet, og i regntiden er store områder aflukket fra omverdenen. Der er våben overalt, og nye forsyninger kommer i en lind strøm ind over grænserne.
Derfor er det altafgørende, at der kommer gang i en seriøs fredsproces, som sikrer, at alle krigens involverede parter er med ombord, ellers er fredsstyrken dømt til at fejle.
Vi må ikke glemme, at grunden til, at FN nu sender tropper til Darfur og ikke gjorde det i 2003, da en massiv etnisk udrensning fandt sted, er, at Sudans regering endelig har givet FN lov.
Uoverskuelig lovløshed
I flere år har Sudans regering med præsident Omar al-Beshir i spidsen trukket forhandlingerne om en FN-styrke i langdrag.
Fredsaftalen fra maj sidste år, som blandt andet er skyld i den kaotiske situation i Darfur lige nu med et utal af oprørsgrupper og en uoverskuelig lovløshed, er resultatet af regeringens krumspring over for det internationale samfund.
Fredsaftalen, som endte med, at kun en fraktion af den største oprørsgruppe, Sudan Liberation Movement, skrev under, blev hastet igennem, bl.a. fordi Sudans regering havde stillet det internationale samfund i udsigt, at efter en fredsaftale kunne det måske være, at en FN-styrke fik lov til at komme civilbefolkningen i Darfur til undsætning.
Kompromiset er nu blevet til, at det er en fælles fredsstyrke bestående af soldater og politi fra FN og Den Afrikanske Union, som sendes ud under Den Afrikanske Unions ledelse.
Styrken skal operere under et såkaldt kapitel 7 mandat, hvilket betyder, at styrken har lov til at beskytte sig selv med magt og sikre sig fri bevægelighed. Det vigtigste spørgsmål er, om styrkerne også vil være i stand til at beskytte den så hårdt plagede civilbefolkning i Darfur.
Overgrebene fortsætter
Jeg husker tydeligt et møde, jeg havde med en gruppe kvinder i en lejr i Vest Darfur i maj.
Situationen i byen, der huser omkring 100.000 fordrevne i de omkringliggende lejre, var yderst anspændt. De lokale myndigheder var i gang med en klapjagt på landsbylederne i lejrene og benyttede enhver lejlighed til at arrestere dem, når de begav sig uden for lejren, hvor hverken soldater eller politi fra Den Afrikanske Union tør komme – eller de lokale myndigheder.
Lejrene er derimod fyldt med spioner, og hver nat kunne jeg høre skud i mørket.
På grund af den anspændte situation valgte jeg bevidst ikke at spørge direkte til sikkerheden i lejren, men det var det eneste, som kvinderne ville tale om.
De bliver stadig voldtaget, når de går ud efter brænde. De sender oftest de ældre kvinder af sted i stedet for de unge piger, for så er chancen for at blive voldtaget mindre.
En af kvinderne hev op i sin kjole for at vise mig arrene, som hendes voldtægtsmand havde efterladt. Kvindernes mænd bliver også banket af bevæbnede mænd, og mord ved højlys dag finder jævnligt sted.
Drømmen om at vende hjem til deres nedbrændte landsbyer og begynde forfra blegner dag for dag. De nævnte alle de mange bevæbnede grupper som den største hindring for at kunne vende hjem i sikkerhed. Afvæbning af grupperne er deres største ønske – men den finder ikke sted.
Den Afrikanske Union, som har omkring 7.000 soldater i Darfur, stoler de ikke længere på. De har ikke kunnet beskytte dem på grund af deres svage mandat, manglende udstyr og ekspertise. Kvindernes forventninger til en ny fredsstyrke er derfor tårnhøje.
Fortsæt pres for en fredsaftale
Men 26.000 soldater kan ikke stoppe krigen i Darfur. Det kan international nødhjælp heller ikke.
De fordrevne er ikke i tvivl om, at internationale nødhjælps organisationers tilstedeværelse har været med til at sikre deres overlevelse, men stoppe krigen kan vi ikke. Der skal meget mere til.
Militser, oprørsgrupper og Sudans regering skal blive enige om en fredsaftale, der kan sikre freden i Darfur. Derfor opfordrer Folkekirkens Nødhjælp den danske regering til at støtte den nye fredsstyrke, men også fortsat at presse på for at få en holdbar fredsaftale på plads, så de over 2 millioner fordrevne familier i Darfur kan vende hjem.
Hvis der bliver skabt en platform for fred, vil Folkekirkens Nødhjælp, der har arbejdet i Darfur siden 2004, hellere end gerne skifte nødhjælpen ud med massiv genopbygning – og gerne i samarbejde med fredsstyrken og den danske regering
Indlægget stod under Opinion i Berlingske Tidende fredag den 3. august 2007 og gengives med forfatterens tilladelse.
