Du kan nok ikke nå det hele.
Denne uge anbefaler vi, at du tager til Maribo, hvor der Madens Folkemøde. Der er et pakket program, som ikke kun er nyt nordisk men som også kigger og smager langt ud over Danmarks grænser. Lørdag aften er der to meget forskellige koncerter – desværre på samme tid. Heldigvis går den sydafrikansk-krydrede western Dark Noon i tre uger, så den skal du nok nå at se.
Madens Folkemøde på Lolland
Vi begynder med lidt godt til ganen – og til hjernen. På den gamle kongsgård Engestofte Gods ved Søndersø på Lolland er der dækket op med debatter, talks, workshops og et stort madmarked til første udgave af Madens Folkemøde.
Maden og snakken har mest fokus på Danmark men den store verden stikker også hovedet forbi. Det sker bl.a. her:
- Hvordan løser vi klimakrisen med mad? Den store debat fra landbrug til gastronomi
– Fredag 10-12.15
- #UNCity4Schools
#UNCity4Schools inviterer skoleklasser ind i teltet til Madens Folkemøde, hvor vi gennem aktiviteter og lege skaber verdensborgere med indsigt i FN’s Verdensmål.
– Fredag 10-14
- Fremtidens fødevarer – insekter på tallerkenen
Lær om spiselige insekter; hvorfor de er sunde at spise og hvordan de produceres meget miljøvenligt.
– Fredag 10-14
- Det oversete verdensmål: En debat om Mål 14 – Livet i havet
Havet forkæler os hver dag med utrolige smagsoplevelser. Men verdenshavene er under pres, og skal der være fisk til fremtidige generationer, skal vi handle nu. Plastikøer, temperaturstigninger og overfiskeri er blot nogle af de faktorer, der udfordrer havets balance og truer biodiversiteten. Men hvem har egentligt ansvaret for at gøre noget ved problemerne? Og hvem har det bedste bud på en løsning?
– Lørdag 10-10.45
- Film om Gustus skole og restaurant, som i 2016 blev kåret til Bolivias bedste + oplæg v. Claus Meyer
Hvad NOMA har gjort for det nordiske køkken, har Gustu gjort for det latinamerikanske. Og det er langt fra tilfældigt, for manden med visionerne bag begge stjernerestauranter er den samme, danske Claus Meyer.
– Fredag d. 10. maj kl. 19:00
Det koster 50 kr. i entré for at deltage i Madens Folkemøde, og du kan købe din entrebillet på folkemødets hjemmeside. Børn til og med 12 år kommer gratis ind.
Fredag 10. og lørdag 11. maj
Engestofte Gods, Søvej 10 4930 Maribo
Læs mere på folkemødets hjemmeside
Musik: DengueDengueDengue på Loppen
Fra de mørkeste klubber i Peru kommer den maskerede duo DengueDengueDengue og serverer deres helt eget psykedeliske dansemix af tropiske rytmer og electronica.
Duoen, der tidligere har spillet på Global og Roskilde Festival, vrider genrerne fra cumbia til dub, fra salsa til footwork og tribal til techno.
Lørdag 11. maj kl. 21 (dørene åbner kl. 20)
Spillestedet Loppen, Christiania, København
Læs mere på Loppens hjemmeside
Musik: Master Musicians of Jajouka på Alice
Rolling Stones’ Brian Jones gjorde europæerne og amerikanerne opmærksomme på den helt særlige musik fra byen Jajouka i Marokko, da han i slutningen af 1960’erne tog han til den lille by Jajouka i den sydlige del af Rifbjergene og optog pladen ”Brian Jones presents the Pipes of Pan at Joujouka”.
Siden da har to konkurerende ensembler, der begge hedder Master Musicians of Jajouka, turneret i verden og det har angiveligt skabt en lidt dårlig stemning i Jajouka. Ensemblet der kan opleves lørdag er ”Master Musicians of Jajouka led by Bachir Attar” og risikoen for dårlig stemning denne aften på Alice er nok minimal.
Musikken er bygget op omkring de to fløjter, »rhaita« og »lira«, hvis distinkte og gennemtrængende lyde skaber repetitive mønstre. Fløjterne går i en telepatisk dialog med forskellige trommer og skaber hypnotiserende og overjordiske lydbilleder.
Musikken er angiveligt opstået fra et ritual til ære for det mytiske væsen Boujeloud, der ifølge legenden én gang om året kom ud af sin hule for at bringe frugtbarhed til Jajouka. Et ritual der stadig opføres i dag og som danner bund for Master Musicians of Jajoukas fantastiske og mytiske koncerter.
Lørdag 11. maj kl. 21
Spillestedet Alice, Nørre Allé 7 i København
Læs mere på spillestedet Alices hjemmeside
Teater: Dark Noon – en afrikansk western
Den prisbelønnende instruktør Tue Biering, koreografen Nhlanhla Mahlangu og syv sydafrikanske skuespiller har skabt en western, som lover ”white facing, overgreb, lovløshed, Det lille hus på prærien, ludere, lommetyve og andet godt fra Det Vilde Vesten.”Forestillingen udspiller sig i en wild west-by med cowboys og indianere, saloon og guldmine, dueller og et publikum, der bevæger sig rundt i scenografien.
”Dark Noon er white facing, overgreb, lovløshed, Det lille hus på prærien, ludere, lommetyve og andet godt fra Det Vilde Vesten. Dark Noon er den vestlige civilisations vilde og lovløse historie, fortalt af en gruppe sydafrikanske skuespillere. Det er forholdet mellem Vesten og Afrika vendt på vrangen, og publikum ved aldrig, hvad der venter.” Sådan skriver teatret Revolver på Republique om forestillingen.
Instruktøren Tue Biering vandt i 2018 dansk scenekunsts fornemmeste pris, en Reumert, som årets instruktør.
Fra 11.maj til 1. juni 2019, tirsdag – fredag kl. 20 og lørdag kl. 16
Forestillingen spiller på engelsk.
Teater Revolver på Republique, Østerfælled Torv 34, 2100 København Ø
Læs mere på Revolver på Republiques hjemmeside