Elsebeth Krogh midlertidig forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke

Forfatter billede

Efter næsten 30 år i arbejdet for udvikling i verdens fattige lande tager Elsebeth Krogh et nyt skridt: Fra den 3. januar 2011 afløser hun Trine Pertou Mach som forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, mens Pertou Mach er på et halvt års orlov (hun er politisk aktiv som folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti og 2011 er valgår; tilføjelse u-landsnyt.dk).

Det skriver organisationen i sit seneste elektroniske nyhedsbrev tirsdag.

Artiklen af mediearbejder Sara Schlüter fortsætter:

“Hvis der er et barn, som rører ved dig, skal du skynde dig at afspritte dine hænder. Du ved aldrig, hvad der kan ske.”

Elsebeth Krogh gnider hænderne mod hinanden for at illustrere, mens hun fortæller om oplevelsen for 4 år siden i Afghanistan, da en soldat fortalte hende om reglerne for feltbesøg. Hun fulgte ikke ordren.

– Det var sådan helt… Jeg var chokeret over den holdning. En hold-ning om afghaner-ne som de vilde, og man bliver syg, hvis børnene rører en, og man skal ånde lettet op, når man er tilbage i campen. Sådan kan man ikke lave udviklingsarbejde.

Udviklingsarbejde handler om respekt. Og mødet mellem mennesker. Det er de ting, der driver 54-årige Elsebeth Krogh, der som led i sit intense bistands- og konsulentvirke har rejst i en stor del af verdens lande.

VIL RIGTIG MEGET

Nu kan hun snart skrive forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke på et i forvejen imponerende CV, når hun overtager posten fra Trine Pertou Mach, der går på orlov.

Hun er dog ikke ny i MS-regi og har både siddet i bestyrelsen og været ambassadør for Kvinder for Indflydelse.

Derudover er det ikke helt tilfældigt, at hun har valgt at engagere sig i MS.

– På kort tid er der sket utrolig meget med MS. Fra næsten at være dømt ude på et tidspunkt, har organisationen rejst sig og er blevet meget stærk og meget spændende. MS har tiltrukket rigtig mange gode folk – både frivillige og ansatte, siger Elsebeth Krogh og tilføjer, at organisationen har “en slags helt særlig tiltrækningskraft”.

– Der er simpelt hen så meget liv i den organisation. Den vil hele tiden noget. Den vil rigtig meget.

EN VERDEN UDENFOR

Det hele startede med et lysbillede. En aften i 2.G havnede Elsebeth Krogh og hendes veninde ved et tilfælde hos nogle bekendte, der viste et lysbilledshow fra en tur til Nepal.

– Jeg var totalt betaget. Der var sherpaer. Og så var der bjerge og skægge små huse, siger Elsebeth Krogh om oplevelsen, som hun betegner som en ren “åbenbaring”.

– At der boede spændende mennesker i de lande, som man blot havde lært om som ensartede masser i geografi. Pludselig så jeg, hvordan de boede og arbejdede, og hvordan deres familie boede.

En to en halv måned lang tur til Indien med en venindes familie efter gymnasiet bekræftede hende i valget af fremtid. Men planen var ikke fra starten lagt an til udviklingsarbejdet:

– Jeg har hele tiden haft en plan i mit liv, men det er ikke altid, at den er blevet til noget. Jeg havde en plan om at blive gymnasielærer. Men det her synes jeg er meget bedre.

VERDEN ER IKKE SOM I AVISEN

Med næsten 3 årtier i bistandsarbejdet er der rigeligt at tage fat i. Uddannelsen til kulturgeograf (som hun elskede), de 3 år i Zimbabwe (hvor den yngste af 2 døtre er født), opholdet i Sydafrika (der til sidst sled så meget på nerverne på grund af apartheid, at hun ikke kunne holde det ud) og de 12 år som international chef i Folkekirkens Nødhjælp (en ekstremt spændende tid).

– Jeg kan ikke skifte til en anden branche. Jeg kunne aldrig arbejde på en pølsefabrik. Mit arbejde handler om mennesker, som har det svært. Det handler om uretfærdigheder og at være med til at gøre en forskel.

– Det, som driver mig, er at komme ud og møde mennesker i de lande, vi arbejder i og møde den styrke, kreativitet og insisteren på, at de vil udrette noget med deres liv. Verden ser meget anderledes ud end det, man læser i avisen, siger hun og lægger til:

– Det møde med mennesker griber mig og holder mig kørende. Jeg har en forpligtelse til at blive ved og til at bringe historier med hjem og fortælle dem.

Hun affejer holdningen om, at udviklingsbistanden ikke virker:

– Det passer jo ikke. Vi, der har arbejdet med det her i mange år, ved jo, at det gør en forskel. Jeg mener, at det er en høj grad af uvidenhed, der giver den holdning.

– NGO’erne er heldigvis blevet bedre til at dokumentere deres resultater. Men det er meget, meget vigtigt at fortsætte, så andre også kan se, hvor mange mennesker der bliver hjulpet til at hjælpe sig selv.

MS SOM KONSTRUKTIV PARTNER

Elsebeth Krogh har netop indrettet nyt kontor i hjemmet i Valby, hvor det nyåbnede firma “Copenhagen Consultants” hører til. Hun er blevet selvstændig efter en periode som seniorkonsulent hos Cowi.

Hjemmet er også godt fyldt op med bøger, der giver indhold i fritiden ved siden af arbejde. Men fritid er der ikke meget plads til. Når hun ikke arbejder, “laver jeg mit frivillige arbejde,” siger hun med et smil og skynder sig at understrege, at der stadig er plads til de mange gode venner.

Der er mange udfordringer at tage fat på det næste halve år i spidsen for Mellemfolkeligt Samvirke.

De 3 vigtigste prioriteter i Elsebeth Kroghs kommende tid som forkvinde er at få sat tydelige spor af MS’ mærkesager i den ny ActionAid-strategi, at være en konstruktiv spiller i forhold til dansk udviklingspolitik og at fortsætte organisationens store fokus på unge.

– Min ældste datter rejste for et par år siden ud med Next Stop Mellem-østen og gennem hele forløbet fulgte jeg hendes begejstring. Det er hamrende spændende at møde de unge, som kommer med julelys i øjnene og et brændende engagement, siger hun.

Hun fremhæver også arbejdet i Kvinder for Indflydelse som et eksempel, der gerne må følges. Og der er tydelig stolthed i stemmen, når det kommer til det frivillige engagement.

– MS kan give nogle rammer, fordi MS tænker kreativt og samtidig har en soliditet, så man ved, at det er kvalitet. Det siger jeg ikke for at smigre nogen. Sådan er det bare, lyder det slutteligt.

BLÅ BOG

Født i 1956, uddannet cand.scient. i kulturgeografi og dansk fra Københavns Universitet, pædagogikum fra Solrød Gymnasium i 1981 og Executive MBA fra Scandinavian International Management Institute i 2000.

Direktør i eget firma, Copenhagen Consultants. Har tidligere været konsulent for Nordic Consulting Group, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, seniorkonsulent hos Cowi og siddet i U-landsstyrelsen i 10 år. Var kandidat til at blive generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp i 2005, men jobbet gik i stedet til Henrik Stubkjær.

Har bl.a. boet i Indien, Zimbabwe og Sydafrika.

Medstifter af den almennyttige forening, der siden oktober 2007 har udgivet og drevet internettjenesten U-landsnyt.dk. Bestyrelsesmedlem i foreningen i 2 år.

Bestyrelsesmedlem i det nye Institut for Flerpartisamarbejde, medlem af repræsentantskabet hos Realdania. Har 2 voksne døtre.