FNs egen førstemand
Af Henrik Døcker
anmeldelse i seneste udgave af FN-forbundets elektroniske nyhedsbrev
Stanley Meister: Kofi Annan – fredens mand i en verden af krig 276 sider, Forlag TV2 News
Blandt FNs generalsekretærer vil Kofi Annan mange år frem tiltrække sig opmærksomhed alene fordi han var den første af slagsen, der blev rekrutteret fra FNs egne rækker.
Den meget erfarne amerikanske udenrigskorrespondent, tidligere medarbejder ved Los Angeles Times, Stanley Meisler er forfatter til denne fortræffelige biografi om ghaneseren, der 1997-2007 var FNs førstemand. Meisler har som journalist dækket FN og skrevet en bog om verdensorganisationens første 50 år.
Det er sagt til hudløshed, at FN ikke er mere ned summen af medlemsstaterne (hvoraf de 5 permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet som bekendt vejere tungere end de andre) – og dog må organisationen lægge ryg til megen kritik for ikke at have “skredet ind”, eller “gjort noget” i situationer, hvor det meste af verden oprørtes over forfærdende borgerkrige – om ikke ligefrem folkedrab.
Med al sin veneration for Annans fortjenstfulde indsats refererer forfatteren da også den kritik, der i sin tid blev rettet mod Annan for at have været for forsigtig, da massakrerne i Rwanda og Bosnien satte ind, og FN ikke rigtig kom til at spille nogen rolle.
Annan kom efter at have afsluttet sin skolegang – i øvrigt det år, 1957, da den britiske koloni Guldkysten blev en uafhængig stats under navnet Ghana – ind på en form for teknisk skole, men studierne dér blev afbrudt af en amerikansk “talentspejder”, der i stedet skaffede ham et studieophold i USA.
Med en grad i økonomi fra universitetet i Minneapolis, Minnesota, blev han i 1962 ansat i Verdenssundhedsorganisation WHO i Geneve. Siden da var FN Annans arbejdsgiver.
Bogen giver et væld af godt afbalancerede informationer om FNs forsøg på at afbøde nogle af verdens værste kriser og krige i Annans tid.
Som afrikaner erkender han selv mange gange at have været frustreret og irriteret – en sammenligning mellem hans eget land Ghana og Malaysia viser, at de i begges selvstændighedsår 1957 havde nogenlunde lige store valutareserver i deres respektive nationalbanker – men i dag har Malaysia en lang højere levestandard end Ghana.
Annans forsøg på at få den afrikanske enhedsorganisation OAU, i dag AU, til ikke at optage lande, hvis ledere var kommet til magten ved kup, synes at have været uden større virkning. Organisationens vilje til at intervenere mod folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller andre grove magtmisbrug er beskeden eller nærmest ikke-eksisterende (eks: Darfur, Zimbabwe, H.D.).
Blandt de resultater, Annan opnåede i sin tid, nævner Meisler princippet om, at det internationale samfund har ret til at intervenere, når en regering forfølger befolkningsgrupper i eget land. Det må være ved en fortolkning af Annans indirekte “godkendelse” af NATOs angreb på Serbien, som led i den humanitære intervention til fordel for de folkedrabstruede kosovo-albanere.
Mange iagttagere og politikere er dog fremdeles optaget af, at FN-Sikkerhedsrådet ikke havde godkendt denne intervention, og af at de 5 permanente rådsmedlemmer (særlig vel nok i dag USA, Rusland og Kina) udgør en latent stopklods for mange interventioner, som store dele af FNs medlemskreds kunne ønske sig (eks.: Darfur/Sudan).
Annan pustede nyt liv i den svækkede FN-afdeling for fredsbevarende operationer heddet det, jovist.
Selv om det er glædeligt, at FN derved har fået våbnene til at tie mange steder, virker FNs tilstedeværelse dog også visse steder lammende på energien til virkelig at få løst den konflikt, der måtte ligge bag f.eks. en borgerkrig.
FN er kastet ud i håbløst-vanskelige problemer f.eks. i Congo-Kinshasa, i Irak og Somalia er der ikke en egentlig indsatsstyrke, men blot FN-missioner. Verdensorganisationens udsigter til at løse de fortsatte stridigheder, baseret på stammers, klaners og religiøse samfunds magtkampe, er kort sagt forsvindende.
Bogen citerer fra en forelæsning af Annan hans påpegning af, at ”FN-pagten beskytter folkenes suverænitet” (frem for staternes, må man forstå. H.D.) og at denne passus ikke skal opfattes som legitimerende regeringers menneskeretskrænkelser.
At FN-pagten tillader intervention for at redde en truet befolkningsgruppe, som bogen anfører, har i hvert fald intet belæg i selve pagtens ordlyd.
Men ifølge Annan bifaldt verden da 3 militære interventioner, nemlig Indiens i 1971 for at standse Vestpakistans væbnede forsøg på at hindre Bangladeshs “fødsel” som selvstændig stat, Vietnams i Cambodja i 1978 for at standse Khmer Rouges folkedrab dér samt Tanzanias i Uganda i 1979, hvorved Idi Amins terrorregime blev bragt til ophør.
Meislers bog giver et væld af oplysninger om Annan og FN i hans generalsekretær-periode, måske en anelse for positivt, men dog med mange kritiske analyser og indgående beskrivelser af kriserne. Læs den!
En erfaren internationalist gør status
Sven Burmester: Fred & fare – Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit, 255 sider, Gyldendal
Kemikeren og udviklingsøkonomen Sven Burmesters karriere i Verdensbanken og FNs Befolkningsfond (UNFPA) har givet ham spændende udgangspunkter for at bedømme, hvad man kunne kalde “Den 3. Verdens skæbne” i de sidste godt 30 år.
Når han så i de senere år har fået mulighed for at inddele året i 4 perioder, hvor han på skift underviser og forsker i Kina, Egypten, Danmark og USA, er han enestående godt klædt på til at vurdere “verdens tilstand”, herunder FNs rolle og indflydelse f.eks. for at få fordelt verdens goder lidt mere rimeligt.
Generelt synes jeg dog ikke, at Burmesters mange adresser har givet ham en større indsigt end os andre, der almindeligvis må nøjes med at tilbringe kortere tid alverdens steder på kloden.
Adgangen til viden, herunder detalje-indsigt i verdens skiftende politiske situationer er jo øget fantastisk i de senere år, ikke mindst takket være Internettet. Han er ikke bange for mellem almengyldige konstateringer (for ikke at sige banaliteter) at indføje en skarpt skåren påstand.
”Vi kræver med rette demokrati i den vestlige verden (vel også udenfor? H.D.), vel vidende at vi må underkaste os noget, der ligner diktatur på vore arbejdspladser, hvis vi vil beholde vort arbejde”, hævder Burmester indigneret og fortsætter: ”Vi kræver menneskerettighederne overholdt…, selv om vi godt véd, at isolationsfængsling ikke burde finde sted i Danmark”.
Nu er isolationsfængsling altså ikke forbudt i nogen menneskeretstraktat, og selv om en del lande ikke praktiserer den, tvivler jeg på, at vældig mange mennesker i Danmark ønsker den totalt afskaffet.
Sådanne konkrete “håndkantslag” uden videre seriøse argumenter, statistik m.v. gør læseren en smule skeptisk over for forfatterens videre spilfægteri.
Når han tillige hævder, at danskere måske er ”ved at være trætte af, at seksuelle forhold har en gennemsnitslevetid på knap en uge”, og at børn af travle forældre ”får ca. lige så megen kærlighed og omsorg som familiens skildpadde”, fristes man til at lægge bogen væk som useriøs for ikke at sige underlødig.
Måske er det en amerikansk-humoristisk indpakning, som han har tilegnet sig blandt sine venner i Washington, der er hans bopælsadresse?
Under sin fyldige omtale af islam og den arabiske verden oplyser forf., at over halvdelen af de unge mænd dér har til hensigt at udvandre fra deres hjemlande, men at der alt for ofte er tale om muslimer, der ikke bidrager til, men derimod belaster finanserne i vore lande.
Det er værd at mærke sig, at islam er den næststørste religion i Danmark (200.000), og at de muslimske kvinder i gennemsnit får 3 børn, mens gennemsnittet for resten af befolkningen er 1,7 barn. Vi bør også huske på, at ordet islam på arabisk betyder underkastelse.
Burmesters gennemgang af Muhammeds liv, koranen, islams udbredelse mv. munder ud i en opfordring til at lade det muslimske Tyrkiet slippe ind i EU. ”Vi må ikke stikke hovedet i busken”, skriver han.
EU vil ikke have landet med, fordi ”der tales om brud på menneskerettighederne” og ”det er sandsynligvis rigtigt”. Det er som et ekko af talrige amerikanske erklæringer, hvor de fortsatte massive tyrkiske menneskeretskrænkelser – og det ikke kun over for kurderne, men også over for regimekritiske journalister, akademikere m.fl. – bagatelliseres.
Ellers tegner han et uhyre dystert billede af den arabisk/muslimske verden:
Så sent som i det 18. årh. var de arabiske lande overordentlig økonomisk velfunderede, men efter Vestens industrialisering er det støt gået ned ad bakke, så alle muslimske lande i dag er u-lande, hvad enten de er rige eller fattige!
Deres eksperimenter med socialistiske og kapitalistiske samfundsmodeller er nu afløst af “den islamiske model”. Men lige lidt hjælper det. Midt i velkendte opsummeringer af denne elendighed mindes vi om Verdensbankens erfaringer med 3 betingelser for økonomisk udvikling.
Og her er så en lille dosis nyttig viden:
– For det første skal priserne være i nogenlunde ro, dvs. renten, valutakursen og inflationen skal ikke udsættes for for store rystelser.
– For det andet skal regeringen være rimelig kompetent, hverken korrupt eller tyrannisk, og
– for det tredje skal landet investere alt hvad det formår i folkesundhed og uddannelse.
I de arabiske lande er budgetterne for militæret ofte større en dem for undervisning og sundhed tilsammen. Det er aldrig tilfældet i Vesten så lidt som i Østasien. I Kina har Burmester fundet meget mere at glæde sig over, selv om han forarges over den officielle kinesiske holdning til massemyrderierne i Sudan.
Vi har fået indtryk af, at kineserne alle til hobe er arbejdsomme myrer, hævder han, men kineserne er afslappede og kun regelrette, når det er absolut påkrævet! Tja, jeg tror nu fortsat på, at millioner af kinesere har et slidsomt arbejdsliv og et pauvert udkomme.
Burmester opskræmmes dog over den forfærdende forurening, som Kinas byer – under indtryk af en dynamisk økonomisk udvikling – udsættes for. Fra 1980-2000 vandrede 200 millioner i øvrigt fra land til by. Han taler om et behov for en tidobling af levestandarden – hvad miljøet simpelt hen ikke kan holde til.
Burmester kalder USA ”det sande rige i midten” (og altså ikke Kina, som traditionelt har fået hæftet denne etiket på sig), thi USA er ”dynamoen i globaliseringen”, dvs. det land, vi andre tvinges hen imod.
Der er dog stadig ”kolossale spændinger” i USA, men integrationsproblemer for den sorte og spansk-sprogede befolkning ”er godt på vej mod en løsning”.
Forf. demonstrerer en forbløffende optimisme vedrørende USA, ”alle er (dér) glade for USA”; at landet (men måske især dets nuværende præsident) er yderst upopulært i Europa, bekymrer ham tilsyneladende ikke. Problemet med FN er, at ”slyngler og engle stort set har samme indflydelse”.
Han begiver sig ud i det helt store globale kandestøberi ved at lancere en idé om en ”demokratisk alliance” med G8-landene som ”et demokratisk alternativ til FN”. Men USA er stærkere militært, politisk, økonomisk og socialt end nogensinde.
Spørgsmålet er nu om dette land vil lukke sig ind i selvvalgt isolation, om det vil lade den øvrige verden sejle sin egen sø – eller det stadig vil være garant mod slyngel- og fejlslagne stater?
Idealister vil synes om Burmesters afslutningsfanfare: At vi bør have en verdensregering, der ikke vil tillade, at de forskelle, der eksisterer mellem os, udarter i vold og fører til krig. Halleluja!
Journalist Henrik Døcker har i mange år beskæftiget sig med internationale spørgsmål, ikke mindst FN og menneskerettighederne.
