En forlader miljøet – og en arriverer

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Cand.comm. POUL KJAR holder 1. august som journalist på Danidas månedsavis “Udvikling” efter godt 2 år og forlader dermed u-landsmiljøet til fordel for et job som medopstarter af og underviser på en ny TV-uddannelse, der går i gang på Den Grafiske Højskole i Emdrup i København til efteråret.

Den nye studiebane bliver den første egentlige specialuddannelse herhjemme i TV og nye medier, hvor man kan erhverve sig en bachelor-grad i disciplinen. TV-stationerne bakker initiativet op og garanterer bl.a. eleverne praktikpladser i uddannelsesforløbet.

Poul Kjar (37) er uddannet i kommunikation og dansk fra Roskilde Universitetscenter og indledte sin journalistiske løbebane på TV2s Fak2eren i 1995.

Siden arbejdede han i 5 år på Easy Film (1997-2002), hvor han tilrettelagde en lang række TV-programmer til DR, TV2 og BBC World om 3. Verdens-forhold i samarbejde med Ibis, Folkekirkens Nødhjælp, Fagbevægelsens U-landssekretariat (nu U-landssekretariatet) og Red Barnet. Samt film og undervisningsmateriale til Danida.

De næste 2 år arbejdede Poul Kjar som journalist for Folkekirkens Nødhjælp i Mellemamerika, hvor han fra Honduras skrev til organisationens medier, til aviser og blade og til “Udvikling”.

Selv om han nu forlader redaktionen på Asiatisk Plads, siger han til u-landsnyt.dk, at han fortsat vil være optaget af problemstillingerne omkring Den 3. Verden, og regner med at søge Danidas oplysningsbevilling om støtte til en større TV-produktion desangående.

Samtidig kommer der nye til miljøet udefra.

OLE HOFF-LUND trådte 1. juni til som presseansvarlig i Amnesty Internationals danske afdeling og redaktør af medlemsbladet Amnesty.

Den 37-årige journalist kommer fra et job på Ritzaus Bureau, hvor han siden 2000 har været ansat på indlandsredaktionen og den politiske redaktion. Han har desuden arbejdet for bl.a. Berlingske Tidende og Socialdemokraternes Nyhedstjeneste (SNT) på Christiansborg.