Der har aldrig rigtigt været fred i Sudan siden landet blev selvstændigt i 1956. I årene fra 1972 til 1983 var borgerkrigen i den sydlige del af landet på pause. Så med lidt god vilje kan man sige, at der var nogenlunde fred i landet i den periode. Men landets borgerkrige – for eksempel i Darfur, i den sydlige del af landet (som i dag er den selvstændige stat Sydsudan) og i Blue Nile-provinsen – har aldrig nået hovedstaden, Khartoum. Ikke før lørdag den 15. april, hvor spændingerne mellem landets militær og den paramilitære styrke Rapid Support Forces (RSF) brød ud i lys lue.
Kampene mellem militæret i den paramilitære gruppe raser forskellige steder i byen, og selvom begge sider siger, at de tager alle mulige hensyn til civilbefolkningen, meldes der om mange dræbte og store ødelæggelser.
”Det var nok forventet, at der ville komme en konfrontation mellem militæret og RSF, men omfanget og voldsomheden overrasker mig. Det ser ud til at være helt ude af kontrol med tanks og kampfly, der angriber i hovedstaden.”
Sådan siger Redie Bereketeab, der er seniorforsker på Nordisk institut for Afrikastudier, der ligger i den Uppsala lidt nord for Stockholm. Han forsker i Afrikas Horn – herunder Sudan – og har en overgang selv boet i landet. Han stammer fra Eritrea, men har boet i Sverige i 35 år.
At situationen ser ud til at være ude af kontrol understreges af to episoder, der involverer udenlandske diplomater. EU’s ambassadør blev overfaldet i sit hjem og en kortege med amerikanske diplomater blev angrebet. Begge dele skete mandag. Ingen er kommet til skade ved de to episoder.
Lig i gaderne
Hvor mange der er blevet dræbt og såret er uvist. Tirsdag eftermiddag skriver forskellige medier, at der er 185 dræbte, heraf knap 100 civile, og 1.800 sårede. Men det fremgår også, at tallene forventes at stige, fordi der ligger lig i hovedstadens gader, og fordi der flere steder i landet er kampe, som også resulterer i dræbte og sårede.
Men sikkert er det, at situationen har udviklet sig til en humanitær katastrofe. FN har mere eller mindre sat sit humanitære arbejde i bero. For det første fordi grænserne er lukkede, og verdensorganisationen derfor ikke kan få forsyninger og folk ind i landet, og for det andet fordi det er farligt at bevæge sig rundt. En i forvejen sårbar situation har udviklet sig til en katastrofe, som FNs generalsekretær Antonio Guterres udtrykker det.
I byen Kebkabiya, som ligger i provinsen Norddarfur, er tre medarbejdere fra FN-organisationen World Food Programme (WFP) blevet dræbt, og et af organisationens fly er blevet beskadiget. Fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, lyder det, at dets lagre rundt omkring i landet er ved at være tømte.
Ifølge den humanitære organisation Islamic Relief er mindst fire hjælpearbejdere blevet dræbt. Det er ikke umiddelbart klart om tallet inkluderer de tre dræbte WFP-medarbejdere.
I hovedstaden melder hospitalerne, at de er ved at løbe tør for blandt andet blod og forsyninger til det livreddende arbejde samtidig med, at der bliver bragt sårede ind fra kampene i byen. De er også ved at løbe tør for diesel til generatorerne, der sikrer elektriciteten, når den centrale elektricitetsforsyning svigter.
Og det gør den nu i højere grad end normalt – og det samme gør vandforsyningen. Det betyder også at indbyggerne i byen begynder at mangle rent drikkevand.
En beboer i nærheden af den internationale lufthavn i Khartoum beskriver overfor amerikanske NPR kampene som ’regulær krig’. Og parterne bruger da også det udstyr, de har adgang til. Det er for eksempel pansrede køretøjer og fire-hjulstrækkere med maskingeværer monteret på ladet, såkaldte technicals, og kampfly.
Der har været kampe omkring militærets hovedkvarter, ved den statslige tv-station og ved byens internationale lufthavn. De internationale flyselskaber har indstillet deres flyvninger til byen og ifølge NPR kan man på satellitbilleder se ødelagte fly.
Et spørgsmål om magt og penge
Striden mellem militæret og den paramilitære gruppe hænger sammen med en aftale om, at landet skal overgå til civilt styre. En vigtig del af den aftale handler om, at Rapid Support Forces skal indlemmes i landets regulære militær. Militæret, med general Abdel Fattah al-Burhan i spidsen, mener at det skal ske i løbet af to år. Men det er ledelsen af Rapid Support Forces, med general Mohamed Hamdan Dagalo i spidsen, ikke enig i. Det skal tage fem til ti år, lyder det herfra.
Foto: Mahmoud Hjaj/Anadolu Agency via Getty Images
Det kan lyde som en mindre detalje, men det er det ikke. Det er et spørgsmål om magt og penge.
Både militæret og Rapid Support Forces (RSF) har virksomheder, som i visse tilfælde er forbundet direkte til ledernes personlige økonomiske interesser, forklarer Redie Bereketeab.
Militæret kontrollerer for eksempel flere virksomheder, og det skyldes, at landet i mange år reelt var under militærstyre og RSFs leder, Mohammed Hamdan Dagalo, kontrollerer en guldmine i den vestlige del af landet, hvor han stammer fra.
”Så de har begge store økonomiske interesser, som de ikke er villige til at give afkald på. Og hvis militsen (RSF, red.) bliver absorberet i hæren, så vil militsens ledelse miste nogle økonomiske muligheder,” forklarer han.
Peger fingre af hinanden
Hvem der løsnede det første skud står hen i det uvisse, og Redie Bereketeab har heller ikke et bud på det. De to parter fremstiller begge sig selv som den retfærdige part, som kæmper for folket, og blot forsvarer sig mod den anden parts angreb.
RSF anklager general al-Burhan for at være islamist med forbindelser til Det Muslimske Boderskab. Det er en bevægelse, der var allieret med den mangeårige militærdiktator Omar Hassan Ahmad al-Bashir, som styrede landet i mere end 30 år. I 2019 blev han afsat og fængslet af sit eget militær efter en folkelig opstand.
Foto: Mahmoud Hjaj/Anadolu Agency via Getty Images
Opstanden første til en samlingsregering med både repræsentanter for civilsamfundet og militæret. Den fungerede frem til sensommeren 2021, hvor militæret tog magten og dets leder, general Abdel Fattah al-Burhan satte sig for bordenden og med Mohammed Hamdan Dagalo som nummer to.
Fra militæret side lyder anklagerne, at RSF stod bag massakrer og overgreb mod civile i forbindelse med den folkelige opstand i 2019, og at styrken, som tidligere gik under navnet Janjaweed, har begået utallige overgreb mod civile under borgerkrigen i Darfur i den vestlige del af landet. Begge anklager stemmer godt overens med flere uafhængige rapporter. Militæret undlader dog at nævne, at Janjaweed blev bevæbnet af militæret og brugt som regiments forlængede arm mod oprørsbevægelsene i området.
General al-Burhan har stemplet RSF som en oprørsgruppe, og siger nu, at den skal opløses og altså ikke indlemmes i militæret.
Både militæret og RSF beskyldes af civilsamfundsgrupper for at stå bag drab og overgreb mod civile i de seneste år.
Kampene kan fortsætte længe
Det er umuligt at sige, hvordan konflikten vil ende, siger Redie Bereketeab. Men så længe begge sider tror, at de kan vinde militært, så vil de blive ved med at kæmpe, mener han.
”De kommende uger vil vise, om den ene eller den anden side kan vinde over den anden. Hvis det ikke sker, og konflikten kører fast, så vil de ende med at gå til forhandlingsbordet. Lige nu er der pres fra både Den Afrikanske Union, FN, EU og Den Arabiske Liga om, at de skal indgå våbenhvile og begynde at forhandle, men ingen af parterne lytter, fordi de tror de kan vinde.”
Der er forlydender om, at RSF har op mod 100.000 mand i sine styrker, og de har våben og køretøjer nok til at hamle op med det regulære militær. Den eneste styrkeforskel er umiddelbart, at militæret har fly, hvilket RSF ikke har, forklarer han.
Han mener, at der er risiko for at kampene mellem militæret og RSF kan udvikle sig til en regulær borgerkrig, som også kan hvirvle nogle af landets oprørsgrupper ind i konflikten. Og en borgerkrig i det store land vil skabe dønninger af ustabilitet og usikkerhed ud i hele regionen, mener han.
