Poul Buch–Hansen
Poul Buch–Hansen (f. 1935) er økonom af uddannelse, cand.polit. fra 1963, og var i små 20 år lektor i udviklingsøkonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Han har ligeledes, i hele sit efterfølgende arbejdsliv, beskæftiget sig med u-lande, økonomisk vækst, social udvikling og udviklingsbistand.
Han har været udstationeret i Liberia, Uganda og Indonesien i længere perioder og har i de seneste godt 25 år arbejdet med dansk udviklingsbistand som ekstern konsulent for Danida. Først igennem Carl Bro International A/S og siden i Development Associates A/S, et privat konsulentfirma han selv stiftede i 1993.
Poul Buch-Hansen er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Ikke mindst evaluerings opgaver har været i fokus, blandt andet i forbindelse med dansk bistand inden for landbrug, landdistrikt udvikling, naturressource forvaltning og privatsektor bistand.
Senest har han foretaget en evaluering af UNIDO’ s interventioner indenfor agri-business sektoren. I 2007 udgav han, sammen med Marie Hertz, bogen ”Dansk udviklingsbistand – er der en vej frem?” på Forlaget Thorup.
Af kommissoriet for den nu igangværende ”granskning” af dansk udenrigspolitik fremgår det, at resultatet skal ”… indgå i grundlaget … for en ny udviklingspolitisk strategi i 2016.”
Desuden fremgår, at dette grundlag ”… skal … præsentere et samlet bud på en stærkere koordinering og samtænkning af Danmarks udenrigs-og sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, handelspolitik og eksportfremme samt udviklingspolitik.” Arbejdet skal være færdigt i maj 2016.
Tørrer vi ansvaret af på de fattige lande?
Kommissoriet kobler endvidere de nye Verdensmål 2030, som alle FN’s medlemslande nu har skrevet under på, sammen med udviklingsbistanden.
Global bæredygtighed er tilsyneladende noget, som udviklingsbistanden forventes at tage hånd om og det nødvendiggør ifølge kommissoriet, at den må ”… spille endnu bedre sammen med andre instrumenter og modtagerlandenes egne behov og bidrag.”
Lægger det op til, at vi med den nye strategi nu vil tørre vores ansvar for global bæredygtighed af på de fattigere af verdens lande?
Målet om global bæredygtighed indebærer et fælles globalt ansvar for nødvendige indsatser. Hvert enkelt land er forpligtet og Danmark har et ansvar ligesom de øvrige lande i verden, der har skrevet under.
Men Danmark er langt bedre økonomisk og udviklingsmæssigt stillet end mange meget fattigere lande i verden. Derfor skal vi som ”de stærkeste skuldre … bære den største del af byrden” ved det fælles globale ansvar.
Det bør fremover være rationalet bag udviklingsbistanden, som vi fortsat også er forpligtiget på.
Farvel til ”godgørenhedssyndromet”
Det indebærer, at vi nu endelig kan komme væk fra det ”godgørenhedssyndrom”, der længe har været dominerende i debatten.
Ikke at der er noget galt med godgørenhed. Der er bare langt mere på spil.
Samtænkning af politikområder må indebære en klar forståelse af, hvad essensen er i hvert af de politikområder, der nu skal samtænkes.
For udviklingspolitikkens vedkommende bør det fremover være: Økonomisk og faglig støtte til fattigere og mindre udviklede lande til styrkelse af deres egne indsatser til sikring af global bæredygtighed i begrebets bredeste betydning.
Det er jo oplagt i vores egen interesse, at de lande og befolkningsgrupper i verden, som udviklingsmæssigt fortsat sakker agterud, bliver støttet i deres egne udviklingsindsatser frem mod de fælles globale mål. Det gælder økonomisk såvel som med hensyn til erfaringer, viden og moralsk opbakning.
Det er det, midlerne afsat til u-landsbistand bør bruges til. De skal hverken direkte eller indirekte ”deles ud” til de fattige i de fattige ulande.
Midlerne skal finansiere samarbejder imellem personer og institutioner i samarbejdslandene og tilsvarende dansk ekspertise til styrkelse af både den private og offentlige sektor i samarbejdslandene.
Landene skal være parate til at gøre det nødvendige
Samarbejdslandene skal udvælges blandt de lande, som selv er parate til at foretage de nødvendige udviklingspolitiske tiltag.
Selvom det er naturligt, at vores penge fortrinsvis bruges til forbedringer for dem, der økonomisk og politisk er blandt de dårligst stillede befolkningsgrupper i verden, kan det jo principielt godt være i lande, som ikke hører til blandt de samfundsøkonomisk fattigste lande i verden.
For ulandsbistandens vedkommende må det afgørende være om de tiltag, der finansieres ad den vej, bidrager væsentligt til fremme af en bæredygtig udvikling – i landet såvel som globalt. Fattigdom, ulighed og ringe udvikling findes i dag ikke kun i de lande, som sakker mest agterud økonomisk.
Afgørende er det om de tiltag, der finansieres, bidrager effektivt til de nødvendige politiske og institutionelle ændringer.
Den type indsatser kender vi særdeles godt. Vi har prøvet det før, sådan som det eksempelvis er beskrevet i en nylig udkommet lille bog (Ebbe Schiøler og Klaus Winkel: ”Moving Ahead Together” – Government of Tanznia, Danida, Ministry of Foreign Affairs, Denmark, 2015).
Den beskriver kort men ganske overbevisende, hvad vi gjorde på et bestemt område (transport), hvordan pengene blev brugt og hvilken forskel, vi i dag stadig kan se, det gjorde for befolkningen.
Der findes mange, mange flere af sådanne ”gode historier” fra de første 30-40 år med dansk udviklingsbistand. Dem vil danske skatteydere og vælgere kunne forholde sig til og se behovet for. Lad os få dem frem i lyset.
Det fritager os dog, som nævnt, ikke for yderligere – udover ulandsbistanden – at bidrage til den globale bæredygtighed ”på egne vegne”, hvilket kræver sin egen særskilte strategi for Danmarks bidrag til opfyldelse af Verdensmål 2030.
