Mindeord af Vagn Berthelsen
IBIS blev startet for snart 50 år siden som en organisation, der ville gøre op med apartheid og kolonistyre i det sydlige Afrika. Det lyder selvfølgeligt i dag, men for snart 50 år siden var det langt fra virkeligheden.
En lang række danske folketingspolitikere tog gladelig imod invitationer fra apartheidstyret, også kort tid før Mandelas løsladelse, og kom hjem og meldte frejdigt, at ’de sorte har det jo godt’.
Demokrati var ligesom ikke på mode, og støtten til ANC og Mandela kom fra NGOerne: Fra IBIS, dengang World University Service, fagbevægelsen, MS, Folkekirkens Nødhjælp m.fl.
Den danske regering støttede sådan semi-officielt igennem ’apartheidudvalget’, som bevilgede penge til NGO-arbejde i det sydlige Afrika.
Den støtte glemte Mandela aldrig.
Da han efter frigivelsen første gang officielt besøgte Danmark, insisterede han helt imod normal etikette på at besøge NGO’erne først, før han mødte det officielle Danmark.
En detalje men sigende for manden, der har været et moralsk fyrtårn igennem hele sit liv, både i det store og i det små.
Forsonings-præsidenten
Mandelas betydning for den fredelige indførelse af demokrati og menneskerettigheder i Sydafrika kan ikke overdrives.
Da Mandela blev løsladt, var jeg landedirektør for MS i nabolandet Zimbabwe Alle holdt vi vejret: Var han rask og åndsfrisk? Ville han blive snigmyrdet af en galning? Ville det gå godt?
De fem millioner hvide skulle indenfor et til to år mentalt lave noget af en koldbøtte. Manden, der i årevis var fremstillet som en farlig terrorist og fængslet på livstid, var nu landets kommende præsident, der sad roligt, værdigt og venligt og diskuterede politik på TV!
Mandela blev forsonings-præsidenten, der på trods af sin egen bitre erfaring byggede bro mellem hvide og sorte.
Ingen anden kunne have gjort det, og var han død ’før tid’, kunne Sydafrika let være endt i et blodigt opgør.
Et markant eksempel var, da en ANC leder blev myrdet af en hvid racist i et af de første år efter at Mandela var blevet præsident. Den folkelige opinion kunne let have svunget over imod at gøre gengæld og hævne sig på de hvide.
Mandela tog det i opløbet og sagde (frit efter hukommelsen) at ’det var en hvid, der var morderen, men det var også en hvid, der tilkaldte hjælp’.
Mod aids og korruption
Efter at have styret Sydafrika sikkert igennem de første meget svære år gik Mandela af med ordene ’dont call me, I will call you’.
Han gik efterfølgende i front mod hiv/aids, som hærgede Sydafrika, selv om hans efterfølger på præsidentposten fornægtede problemet.
Han påtalte offentligt den voksende korruption i landet, og det må have smertet ham at være vidne til at ’hans’ parti ANC ikke holdt sig tilbage i den sammenhæng.
Mandela vil med rette blive hyldet som en af de allerstørste ledere i det 20. århundrede, mange vil mene den største.
Det, der står tilbage, er først og fremmest den afgørende rolle han spillede i indførelsen af demokrati i Sydafrika og den efterfølgende forsoning.
Men hans politiske resultater kan kun ses i sammenhæng med den moralske integritet og værdighed, hvormed han kæmpede for sine mål.
Vagn Berthelsen (61) er generalsekretær i IBIS siden 1996.
