For nogle uger siden ville jeg have opladt min røst ved U-landsforeningen Svalernes 50 års jubilæum, men jeg fik halsbetændelse og brændte inde med min lykønskning.
Nu har udviklingsminister Chr. Friis Bachs planer om yderligere professionalisering af NGO-bistanden dog givet mig en anledning til at grave guldkornene op igen, så de ikke er helt spildt.
Jeg ville nemlig have fortalt om det hold af volontører (u-landsfrivillige), som Svalerne sendte til Bangladesh i august 1976. Vi var fire. De tre var helt nyuddannede socialrådgivere, jeg var journalist. Ingen af os havde nogen praktisk erfaring med udviklingsbistand.
Den ballast, Svalerne gav os med på rejsen, bestod først og fremmest i nogle måneders ophold i foreningens klunserkollektiv i Lyngby ved København. Kollektivet var inspireret af den franske præst Abbé Pierres tanker om arbejde for og med de fattigste, den samme ideologi, der lå bag Svalernes udviklingsarbejde.
Således moralsk oprustet sendte de os ud for at lede og drive to udviklingsprojekter i Bangladesh. Den drivende kraft i Svalerne dengang var en ung statskundskabsstudent, der var rejst ud til Bangladesh et par år tidligere og på bare tre uger havde startet de to projekter op samtidig med, at han med venstre hånd evaluerede et projekt for børnenes U-landskalender i DR. Han havde på det tidspunkt kun sit gåpåmod og sit engagement at bygge på. Præcis som os.
Min pointe med den aldrig holdte jubilæumstale var at fortælle, at tre af os fire, der blev sendt ud dengang, fortsatte i bistandsarbejdet: En blev u-landskonsulent i DUF, der dengang fyldte meget i det danske u-landskab, en blev ansat i Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun bl.a. har været regionalleder i Indien, og jeg selv fik brændstof til årtiers arbejde som udviklingsjournalist. Den før omtalte student gik med fuld musik ind i de professionelle bistandsfolks rækker og løser i dag vigtige opgaver i Uganda.
Med andre ord: Svalerne var dengang tumleplads for glade amatører, hvis vigtigste brændstof var idealisme og virketrang. Men den alt andet end professionelle organisation blev i praksis en effektiv rugekasse for nogle af de engagerede professionelle, som i de følgende tiår udfyldte rammerne for dansk udviklingsbistand.
Jeg er helt enig med Chr. Friis Bach i, at amatøragtig NGO-bistand i nogle tilfælde gør mere skade end gavn. Vores arbejde i Bangladesh indeholdt både skidt og kanel, og jeg har senere set det, der var værre. Men ensidig vægtning af professionalisme kan blive dødbringende i en NGO-sammenhæng, der må være præget af idealisme, hvis den skal have nogen mening.
Og som sagt: jeg kender fire mennesker, der blev fostret i Svalernes rugekasse og senere bidrog professionelt til den danske bistandsindsats. Jeg tror ikke, at dansk udviklingsbistand kan bevare gejsten uden den slags tumlepladser, der let bliver kvalt med alt for snærende krav om professionalisme.
