Fyrre år efter, at Michael Møller som ung mand begyndte i FN’s Flygtningehøjkommissarat, har den 66-årige nu tidligere generaldirektør afleveret nøglerne til det store labyrintiske Palais des Nations i Geneve. Fyrre år, hvoraf langt de fleste har været i FN – som udsendt og mange år på øverste etage i FN-bygningen i New York – blandt andet som en af daværende generalsekretær Kofi Annans nære medarbejdere.
Michael Møller er allerede indtrådt i bestyrelsen for Kofi Annan Foundation – som arbejder for fred og udvikling over hele Verden. Første udfordring her er at tilpasse organisationen til dens nye virkelighed – at tidligere generalsekretær Kofi Annan ikke er mere.
Priser og ros er regnet ned over den danske diplomat for hans indsats som “slotsforvalter” de seneste seks år i Geneve. Han har formået at skabe en ny dynamik i FN’s europæiske hovedkvarter, lyder det blandt andet.
Men hele FN-systemet er ifølge Michael Møller i dyb krise. Det internationale samarbejde knirker. Og det på et tidspunkt, hvor der er alvorligt brug for FN i løsningen af verdens store problemer med klima, fattigdom, sult og sygdom, ufred og ulighed.
Politisk krise
“FN-systemet er offer for den meget dårlige politiske periode, verden er på vej igennem. En periode, hvor flere lande ikke mener, de har brug for andre. FN bliver tilsidesat og sparket til og spyttet på. Jeg håber, at vi kommer igennem, uden at det lykkes for en række lande fuldstændigt at ødelægge eller nedlægge systemet. Det ville være mere end synd, det ville være katastrofalt”, siger Michael Møller til Globalnyt.
Han forklarer denne særligt vanskellige periode for det globale samarbejde med, at verden er i en kæmpe transition, og at de politiske ledere bliver bange og usikre i overgangsperioden. Mange har ikke den kapacitet, der skal til for at håndtere de langsigtede problemer, vi står over for – både globalt og i hvert enkelt land. Og politikerne bliver presset af andre mennesker fra andre dele af samfundet. Grupper, der siger, at hvis I ikke kan, så gør vi det.
En af de store udfordringer for de demokratiske lande er, at det politiske system er kortsigtet – perspektivet er en valgperiode på typisk fire år. Mens de løsninger, der skal findes på de store eksistentielle problemer, måske først giver resultat efter 15 år. Det bliver stadigt sværere for verdens landspolitikere at træffe de nødvendige beslutninger. Og blandt andet derfor har det politiske system stadigt sværere ved at tiltrække de bedste og de dygtigste.
“Det er en overgang, vi skal igennem, uden at vi ødelægger os selv. Hvis der er nok, der samarbejder på en helt anden måde, end vi er vant til, så kan vi sagtens komme ud af det her. Hvis – og det er det store hvis – vi i mellemtiden får gjort noget seriøst ved klimaet. Det er det store spørgsmål. Hvis vi ikke bremser klimaforandringerne, kan alt det andet være ligemeget.”
Klima har første prioritet
“På dagsordenen er klima nummer 1, 2 ,3, 4 og du kan gå meget langt ned i rækken. Det er den store problemstilling, som vi skal gøre noget ved. Det skal gå hurtigt, og vi skal håndtere det på en helt anden måde, end vi hidtil har gjort. Vi ser begyndelsen af det, der skal til. Men det er stadigt for lidt og for langsomt,” siger Michael Møller.
Verden har midlerne til at løse klimakrisen. Det, der mangler, er den politiske vilje. Sådan er det stadig, selv om den politiske vilje bliver mindre og mindre vigtig. Netop, fordi andre grupper i samfundet stiller op.
“Det gør folk i forretningsverdenen og i NGO-verdenen, det gør de unge og andre dele af samfundene. Der er mange, der har smøget ærmerne op og er gået i gang med at få problemerne løst. Jeg tror, det kan lade sig gøre.”
Det går ad helvede til
Michael Møller understreger, at vi mennesker generelt har det bedre end nogensinde tidligere. Goderne er ulige fordelt, men gennemsnitligt har menneskeheden gjort utrolige fremskridt i de seneste 70 år. Lige nu risikerer vi at smide det hele væk.
“Jeg synes, det går ad helvede til lige nu. Det går værre, end det burde. Hvis vi ikke får noget ordentligt samarbejde i gang, så bliver det måske for sent,” lyder advarslen.
Samtidigt tror han på, at menneskers overlevelsesgen er så stærkt, at vi til sidst finder ud af det. Der er meget, der trækker i en positiv retning. For eksempel ny teknologi, der bliver udviklet, og nye generationer med en helt anden indstilling til den verden, de skal leve i. De fire år gamle Verdensmål om en bæredygtig udvikling giver os præcist den retning, verden skal bevæge sig i.
“Så jeg tror, det kan lade sig gøre. Jeg er stadig optimist. En optimistisk realist eller en realistisk optimist om du vil, siger han.
Politik er ikke kun for politikere
Det interessante set med Michael Møllers øjne er, at verdens styresystem er under forandring. Der sker en masse på lokalt niveau. Borgmestre samarbejder på kryds og tværs af kloden. Han har selv været med til at oprette et netværk af byer, der vil leve op til verdensmålene om en bæredygtig udvikling, uanset hvad deres regeringer mener eller gør. Virksomhederne er ved helt at ændre indstilling til deres egen rolle i samfundet.
På globalt plan er politikere, videnskabsfolk, civilsamfund og virksomheder gået sammen om at løse store problemer for eksempel gennem globale fonde, som gennemfører store vaccinationsprogrammer eller sørger for uddannelse i fattige lande.
Til spørgsmålet om det svækker demokratiet, at alle mulige andre grupper tager over, svarer Michael Møller, at demokratiet har det dårligt. Demokratiet bliver brugt til at legitimere folk, der er totalt udemokratiske. Også i Vesten. Også i EU. Valg har resulteret i ledere, der totalt har ødelagt demokratiske systemer og den demokratiske ide. Man vil ikke længere følge regler, der er blevet bygget op gennem årtier. Man vil ikke følge international ret. Hele ideen om at hvert land kan klare sig selv og ikke har brug for andre, den er vokset til et uholdbart niveau. Det er indlysende, at vi ikke kan løse de aktuelle problemer, medmindre vi gør det sammen. Og det handler ikke kun om klima, men alle de store spørgsmål.
“Jeg tror, at de nye styreformer med mange forskellige aktører kan styrke demokratiet. Hidtil har det en del steder været sådan, at de meget rige sammen med de stærkeste i samfundene enevældigt har bestemt, Hvis vi gør det rigtigt, og hvis den udvikling, der er i gang, går i den rigtige retning, så får vi en regeringsform med mange relevante aktører. Helt ærligt, hvis det kan komme til at fungere, hvis vi kan finde en måde at give det legitimitet på, så er det mere demokratisk, end det vi har nu.“
Spillets regler
Lige nu har vi de bedste rammer for samarbejde nogensinde, nemlig Verdensmålene.
Men samtidigt smider vi de internationale spilleregler ud. De møjsommeligt udarbejdede konventioner og andet, som vores liv og fremskridt er bygget på.
Michael Møller sammenligner verden med et VM i fodbold, hvor der bliver spillet for hårdt. Når dommeren ikke griber ind, når dommeren ser den anden vej, ja så bruger spillerne endnu mere vold. Og det smitter nedad i rækkerne. I divisionsklubberne ser man på landsholdet og siger, hvis de kan gøre det, så kan jeg også.
“Så nu går alle og sparker til hinanden, og dommerne kigger den anden vej,” lyder det fra Michael Møller.
