Direktør i Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU), Finn Jønck, Charlottenlund, fylder 60 fredag den 15. februar.
Fødselaren er en af Danmarks bedst bevandrede diplomater i udviklingsspørgsmål og overtog direktørposten i fonden på københavnske Bremerholm i sommeren 2006 som en slags foreløbig krone på værket.
Her står han i spidsen for en institution, der støtter økonomisk udvikling i fattigere u-lande gennem medvirken til investeringer i form af aktieindskud, lån og garantier.
Finn Jønck har en lang og aktiv international karriere med poster i tilknytning til bl.a. FN, OECD og Verdensbanken. Han kom til IFU fra en stilling som chef for Danidas udviklingspolitiske kontor, det gamle S.1, også kaldet “Danidas hjernetrust”.
Med Jøncks overgang til IFU mistede udenrigsministeriet en af sine dygtigste folk, som mange havde ventet blev næste Danida-chef. Det er der næppe udsigt til længere. Jøncks forgænger som IFU-direktør, den kompetente og afholdte Sven Riskær, sad i stolen i 28 år og overlevede dermed stort set alt og alle i u-landsmiljøet.
Jønck kom til udenrigsministeriet som nybagt cand.polit. i 1973, var souschef ved den danske OECD-delegation i Paris 1977-81, ansat i Danida 1981-84 og økonomisk rådgiver ved den danske FN-mission i New York 1984-89, hvorefter han kom hjem til ministeriets økonomisk-politiske afdeling 1989-91.
Han var ministeriets konsulent i handelspolitik 1991-95, kontorchef i UM 1996 og drog så til Washington D.C. i 2000 for at være eksekutivdirektør og fast repræsentant for de nordiske og baltiske lande i Verdensbankgruppen (Banken og IMF). Her opnåede han bl.a. at blive formand for Verdensbankgruppens Komite for Udviklingspolitik i 2002 og 2003.
Den respekterede Jønck, der mere end én gang er set i tvangfri ikke speciel ministeriel påklædning, har ved flere lejligheder optrådt åbenhjertigt og to-the point overfor pressen. Han er lidt barn af samme åbne – amerikanske – pressetradition som eksempelvis Ole Lønsmann Poulsen, en af de bedste chefer Danida har haft.
Åbenhed og nytænkning er også nøgleord for den indsats, regeringen utvivlsomt forventer af ham. Der har nemlig været en del kritik af IFU, før han kom til.
I 2005 blev IFU offentligt hudflettet for at offentliggøre de forventede og ikke rent faktiske beskæftigelsestal i fondens projekter. Den kritik har man taget til sig og offentliggør nu begge tal.
Fonden var også ude i modvind efter en række projekter, hvor den reelle jobskabende og udviklingsmæssige effekt for almindelige fattige mennesker – især i Egypten og Vietnam – har været markant i søgelyset.
IFU fik i efteråret 2005 et vink med en vognstang fra regeringen og Danidas ledelse om at lægge flere investeringer i de fattige afrikanske lande. Derfor var det interessant at se, hvor langt man var nået, da årsslut 2006 blev lagt frem sidste forår og det første hele år med de nye pejlepunkter kunne gøres op.
Det fremgik, at godt en tredjedel af alle nye investeringer i 2006 lå i Afrika, ligesom IFU åbnede et nyt regionskontor i Kenyas hovedstad, Nairobi.
IFU valgte sammen med Danida netop at invitere danske virksomheder til Nairobi i november sidste år for at præsentere aktuelle erhvervsmuligheder i Østafrika. På det tidspunkt var det over 3 år siden, en større dansk erhvervselegation havde gjort den tur sidst.
IFU gik i september sidste år også med i en ny valutafond, der skal gavne både virksomheder og u-lande. En stribe europæiske og afrikanske finansieringsinstitutioner skabte ved den lejlighed den ny valutafond (TCX).
Det skete for at fremme langsigtet långivning i lokal valuta og dermed nedsætte den ofte store finansielle valutarisiko, som virksomheder oplever i u-landene i dag. TCX vil opnå dette ved at tilbyde langfristet valuta- og “rentehedging”, i første omgang til sine investorer, og vil herigennem også bidrage til udviklingen af de lokale kapitalmarkeder i u-landene.
Fonden har fået en startkapacitet på 1,2 milliarder US dollar, som forventes øges i takt med, at der gives yderligere tilsagn. IFU deltager med 10 mio. US dollar ud af en samlet aktiekapital på ca. 300 mio. dollar.
IFU er for nylig tillige gået ind i en dansk fond sammen med andelskassen Merkur, som skal gavne små virksomheder i en række udviklingslande.
Overskriften for Jøncks virke og muligheder beskrev han meget godt ved sin tiltræden i IFU: “Her er et instrument, der kan opnå en win-win-win-situation. U-landene får udviklet deres erhvervsliv, dansk erhvervsliv bliver internationaliseret og det er en form for udviklingsstøtte, der ikke koster staten noget”, lød det.
Men det med Afrika er nu ikke altid lige nemt. Kontinentets til tider kaotiske forhold påvirker danske virksomheders vilje til at investere. Det er kort sagt ikke altid let at trække hesten til truget.
Og sporene skræmmer. Forhåbentlig undgår Jønck og hans IFU en gentagelse af følgende skrækscenario for et par år siden:
Finansmanden Michael Burgess var op til sin konkurs i 2004 dybt involveret i 2 større luftfartsprojekter i Afrika for i alt 215 mio. kr. sammen med IFU. De 2 projekter var med til at skabe troværdighed hos hans forretningspartnere og kreditorer.
Pengene fra IFU blev dog aldrig udbetalt, fordi Burgess ikke opfyldte udbetalingsbetingelserne, inden hans flyselskaber gik i betalingsstandsning.
Det ene projekt handlede om flyopgaver i oliesektoren i Algeriet med en samlet investering på 28 mio. kr., hvoraf IFU skulle stå for godt halvdelen.
Det andet og større projekt drejede sig om at etablere en flyflåde i Kenya, som skulle leases ud til andre selskaber og operere for nødhjælpsorganisationer i Østafrika og det påtænkte selskab i Algeriet.
Den samlede investering i Kenya-projektet ville løbe op i 187 mio. kr., hvoraf IFU gav tilsagn om 56 mio. kr. Ganske mange penge, må man sige.
Men dog småbeløb ved siden af de flere hundrede millioner, som VK-regeringen har tappet IFUs kapital for de senere år.
Alll right, IFU har siden sin skabelse som “Kaffefonden” i 1967, hvor provenuet fra en særlig kaffetold blev ført over i fonden, oparbejdet en betydelig kapital, men det er næppe for meget sagt, at Jønck og hans medarbejdere gerne ser den trafik stoppet.
Finn Jønck, manden med den store optimisme og enorme faglige ballast, klarer vel også at skuldre det og får forhåbentlig tid til lidt privatliv på hjemmeadressen i det nordlige København, som han deler med hustruen Mette. Han har 4 børn på 28, 26, 18 og 8 år.
Et stort til lykke på dagen fra
Redaktionen
