Mere end fire års forhandlinger blev torsdag kronet med den endelige underskrift på en aftale mellem uddannelsesministeriet, klimaministeriet og University of Chinese Academy of Sciences om at sætte gang i opførelsen af en bygning til det danske universitetscenter i Kina.
Det skriver Industriens Fond under Dansk Industri (DI) i en pressemeddelelse om de forsinkede byggeplaner.
Lundgaard & Tranberg arkitekter har tegnet et “innovativt og dynamisk hus”, som skal være symbol på det dansk-kinesiske universitetssamarbejde og huse de mange aktiviteter omkring de 400 kandidatstuderende, 100 forskere og 75 ph.d.-studerende, hedder det.
Den samlede byggeramme på 100 mio. kr. blev sikret, da Industriens Fonds bestyrelse besluttede sig for at øge sin oprindelige bevilling med knap 20 mio. kr.
”Beløbet skal sikre, at huset bliver af den høje standard og kvalitet, som det oprindeligt har været ønsket, samt sikre at huset bevarer sin danske identitet samtidig med at kinesisk byggelovgivning bliver overholdt”, fortæller Mads Lebech, adm. dir. i Industriens Fond.
Samarbejdet omkring det nye universitetscenter i Kina blev indledt tilbage i 2009, hvor Industriens Fond oprindeligt bevilligede 80 mio. kr.
Vi er blandt de første
Danmark er et af de første lande i verden, som har etableret et universitetscenter i Kina.
Huset, som skal danne ramme om universitetscenteret, kan samtidigt blive et aktivt udstillingsvindue for dansk arkitektur og teknologi.
Ligeledes kan huset benyttes som spydspids for danske virksomheder, der ønsker tæt kontakt med forsknings- og uddannelsesmiljøerne, som er tilknyttet universitetscenteret.
Formålet med Industriens Fonds Hus i Kina er at sikre Danmark et brohoved ind i Kina, hvor danske forskere, studerende og erhvervsliv kan få adgang til det hastigt voksende kinesiske marked.
”Visionen er at skabe et attraktivt fysisk mødested, der knytter universitetscenteret og de mange danske virksomheder, som allerede er engageret i Kina, sammen. Jeg ser frem til, at forskere og studerende fra Kina og Danmark kan indtage lokalerne og takker fonden for deres vedholdenhed og generøsitet”, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
Bygningen vil danne ramme for et forsknings- og studiemiljø for både danske og kinesiske forskere og studerende. Danske studerende har mulighed for at tage en del af deres uddannelse i Kina og kan dermed ruste danske virksomheder bedre til de udfordringer og muligheder, som findes i Kina, hedder det.
De to danske ministerier har påtaget sig opgaven med at sikre byggeriets kvalitet, når arbejdet forventeligt går i gang i foråret 2014.
Om Industriens Fonds hus i Kina
En ny bygning på 10.800 m2 skal fremover danne ramme om det dansk-kinesiske universitetscenter i Kina, Sino-Danish Centre for Education and Research, SDC. Bygningen får navnet Industriens Fonds Hus.
* Industriens Fond har bevilliget 99 mio. kr. til byggeriet.
* Byggeriet forventes at gå i gang 1. kvartal 2014 med indvielse i efteråret 2015.
* Industriens Fonds Hus opføres på et naturskønt område på Yanqihu Campus – en del af University of Chinese Academy of Sciences (UCAS) ca. 30 km. nord for lufthavnen i Beijing.
Om Sino-Danish Centre for Education and Research (SDC)
Formålet med Det Danske Universitetscenter i Beijing, Sino-Danish Centre for Education and Research (SDC), er at skabe de bedste vilkår for, at danske universiteter og virksomheder får udbytte af Kinas store satsning på viden og talent.
Centret skal understøtte det dansk-kinesiske forskningssamarbejde, forbedre danske studerendes muligheder for at gennemføre en uddannelse i Kina samt lette rekrutteringen af kinesiske forskere og studerende til danske virksomheder og videnmiljøer.
Centret danner ramme om dansk-kinesisk forskning, uddannelse af ph.d.-studerende og kandidatuddannelser. Desuden vil centret indgå i et tæt samarbejde med danske virksomheder, der opererer i Kina, om bl.a. forsknings- og udviklingsopgaver og praktikpladser.
Forsknings- og uddannelsessamarbejdet er centreret omkring fem forskningsområder:
* Bæredygtigt miljø og vand
* Vedvarende energi
* Biovidenskab & biomedicin
* Nanovidenskab
* Samfundsvidenskab
Inden for hvert forskningsområde udbydes 1-2 fælles kandidatuddannelser.
I 2012 startede fire nye kandidatuddannelser i Water and Environment, Neuroscience and Neuroimaging, Public Management and Social Development og Innovation Management.
I 2013 er der udbudt yderligere tre kandidatuddannelser i Nanoscience, Omics og Chemical and Biochemical Engineering
Om Industriens Fond
Industriens Fond har til formål at udvikle og støtte nyskabende, inspirerende og økonomisk bæredygtige projekter og initiativer, der styrker dansk industris og erhvervslivs konkurrenceevne.
Fonden arbejder filantropisk ved at udvikle og støtte initiativer og projekter inden for tre overordnede områder:
* Viden og kompetencer
* Virkelyst og iværksætteri
* Globalisering og åbenhed
Industriens Fond er en privat fond med en egenkapital på ca. fire milliarder kr., heraf uddeles årligt ca. 100 mio. til projekter. Projekterne skal medvirke til at udvikle og inspirere til samarbejde på tværs af forskning og industri samt styrke Danmarks konkurrenceevne.
Fonden har siden 2009 uddelt 450 mio. kr. fordelt på 80 projekter.
Yderligere oplysninger hos:
Industriens Fond, adm. dir. Mads Lebech,
tlf. 20 94 90 46 og e-mail: [email protected]
Styrelsen, presseansvarlig Ingeborg Nielsen,
tlf.: 22 11 02 00 og e-mail: [email protected]