Udviklingsministerens omstridte kendis-konkurrence, hvor kendte personer skal udvælge u-landsprojekter for mange millioner skattekroner, fordi de er kendte, mister endnu en deltager.
Entertaineren Master Fatman, alias Morten Lindberg, har meldt fra, angiveligt fordi han har meget travlt med at lave fredags-TV for DR.
Tidligere har kandidaterne Silja Schandorff, Flemming Østergaard og Anna Thygesen forladt projekt-konkurrencen af “tidsmæssige og personlige årsager”, som det siges på internetsiden Dilemma.dk.
Deudover har mindst 2 kendte personer, kogebogsforfatteren Camilla Plum og skuespilleren Søs Egelind, på forhånd sagt fra, fordi de er imod konceptet, som er blevet stærkt kritiseret af danske NGOer.
Ifølge kilder kan endnu et forhold muligvis indgå i Master Fatmans overvejelser om at melde fra til en rejse til Afrika, han ifølge eget udsagn havde set meget frem til.
Han skal nemlig ifølge ugebladet “Her & Nu” afsone en hashdom. – Min vinterferie bliver lidt utraditionel i år. Jeg har fået en hashdom og skal i fængsel, fortæller den 41-årige entertainer til “Her & Nu”.
– Jeg skal sidde inde i 5 dage – ja, det er ikke så godt, lyder det fra kærlighedssprederen, der ikke helt kan forklare, hvorfor han fik dommen.
– Jeg har jo altid været meget åben med mine ting, og umiddelbart vil jeg jo bare have, at alle skal være glade. Men jeg sad sammen med nogle også … ja, der var nogle, der ikke blev så glade, og nu skal jeg altså i fængsel, lyder det fra entertaineren, der endnu ikke ved, hvor han skal afsone fængselsstraffen.
Før Morten Lindbergs selvvalgte frasortering svarede han følgende om sine bevæggrunde for at deltage på spørgsmål fra Dilemma.dk:
Har du nogle erfaringer med u-landshjælp?
– Ja. Jeg har altid prioriteret involvering og rejseri meget højt i mit liv. Jeg har derfor besøgt mange steder på planeten og altid været i stand til at omstille ikke bare min krop og min mave, men også min sjæl og mit hjerte ret hurtigt. Derfor har jeg lavet forskellige småprojekter i de lande, jeg har besøgt, hvor jeg har forsøgt både at hjælpe og se fremad. Men mine småprojekter er kun en dråbe i det store hav.
Hvad håber du på at få ud af Afrika-rejsen personligt?
– Møde helt vildt mange nye sorte venner + nogle hvide. Få indtryk som sætter sig dybt inde i mig, og som jeg vil kunne hive frem, når jeg spiller for et nyligt børsnoteret it-firma, når jeg holder foredrag, og ikke mindst når jeg er sammen med andre mennesker, som også ønsker at gøre verden til et bedre sted at være.
Hvad gør i dine øjne et bistandsprojekt værd at støtte?
– Hvis der er nogen, der er kede af det, er det altid værd at stoppe op og hjælpe dem. Uanset om de er sultne, syge, deprimerede eller bare har svært ved livet, og uanset om det er i Frankrig, Etiopien, på Amager eller i Caracas.
– Med hensyn til bistandsprojekter er jeg af den overbevisning, at man altid skal tage udgangspunkt i sammenhængen og i personerne, man hjælper. Jeg vil ikke hjælpe Sudans nordøstlige befolkning, men jeg vil hjælpe Adis, Jamalia, Hassan, Tarre osv. Det er måske lidt store ord, men de kommer fra hjertet.
– Det at hjælpe er ikke så let, som det ser ud, fordi fremtiden altid venter lige om hjørnet. Hvis man formår at tænke den med ind i projektet – selv om det også kan se uoverskueligt ud nogle gange – synes jeg, at hjælpen er bedst og mest givende, slutter han.
De 5 udsendte, der rejser ud i løbet af februar, er herefter:
Charlotte Bircow, fitness- og ernæringsekspert
Christian Stadil, ejer af tøjfirmaet Hummel
Martin Miehe-Renard, teaterdirektør og virksomhedsejer
Jon Stephensen, direktør for Aveny T (erstatter Morten Lindberg)
Timm Vladimir, skuespiller
De 5 skal hver især en uge til Ghana, Kenya, Uganda, Tanzania eller Zambia, hvor de skal besøge projektmuligheder inden for hiv/aids og malaria, vand og sanitet, fejlernæring samt uddannelse.
Blandt projektmulighederne, der allerede er fundet støtteværdige og bæredygtige af lokale og internationale bistandseksperter, skal de anbefale et projekt hver til finansiering af Danida.
De 5 er udvalgt via en internetafstemning, som betød, at galleriejer Jens Veggerby, arkitekt Bjarke Ingels og sangerinden Karen Mukupa ikke kommer afsted, da de blev fravalgt.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har fået sat igennem, at 19 mio. kr. af Danidas midler skal gå til kendis-projektet, eller projekt-konkurrencen.
Heraf anvendes 7 mio. kr. på at udforme og skabe opmærksomhed om konkurrencen. Det betyder, at ca. 40 procent af pengene går til markedsføring, honorar til opdragsgiveren Carl Bro A/S, rejseudgifter til de kendte m.v. – og altså ikke havner hos de fattige i u-landene.
-Søe.
Se også i rubrikken “Kalender” for onsdagens møde “Er Kendisprojektet nytænkning?: Nye kommunikationsveje i u-landspolitikken?”, under dato 21.02.07.