Endnu en million kr. fra danskerne til Darfurs ofre

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Trods ferietiden har Folkekirkens Nødhjælps bagland sendt mange penge til hjælpearbejdet i Darfur. En million kroner sendes af sted tirsdag, fremgår det af en pressemeddelelse tirsdag fra organisationen..

“De mennesker, jeg mødte i Darfur, har brug for alt: mad, medicin, tag over hovedet og på længere sigt såsæd og udstyr, så de igen kan komme i gang med at dyrke deres jord.”

Sådan skrev en af Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere, Nils Carstensen, i en appel efter en rejse i den volds- og katastrofehærgede Darfur-provins i Sudan. Den blev sendt ud som brev til Folkekirkens Nødhjælps givere, og de har på trods af ferietiden reageret prompte.

Derfor kan Folkekirkens Nødhjælp tirsdag sende en million kroner af sted til hjælpearbejdet i Darfur. Dermed kommer organisationens samlede hjælp til Darfur op på 3,5 mio. kr.

Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med andre kirkelige hjælpeorganisationer om at bistå op imod en halv million mennesker i flygtningelejre i 3 områder i det vestlige og sydlige Darfur.

I øjeblikket koncentrerer Folkekirkens Nødhjælp sig om at skaffe flygtningene tag over hovedet, rent drikkevand samt acceptable sanitære forhold i lejrene. I nogle af lejrene etableres der desuden skoler og klinikker.

En særlig indsats vies til op imod 50.000 små børn under 5 år, som har brug for særligt nærende mad og klinikbesøg. Endelig har Folkekirkens Nødhjælp købt for 750.000 kr. køkkenredskaber, vandbeholdere og hygiejneartikler og fordelt dem.

Folkekirkens Nødhjælp er gået sammen med 6 andre organisationer i en fælles aktion for at skaffe penge til hjælpearbejdet i Darfur. Læs mere om dette arbejde på hjemmesiden www.hjaelpdarfur.dk.

Man kan støtte den fælles indsamling på 3 måder:
– Telefon 90 56 53 00 (100 kroner per opkald)
– SMS: Send DARFUR til 1231 (100 kroner per besked)
– Giro: 12 12 12 10

Yderligere oplysninger hos katastrofekoordinator Lennart Skov-Hansen, mobil 29 61 99 05. Læs mere på www.noedhjaelp.dk