Ifølge Sri Lankas præsident, Mahinda Rajapaksa, har regeringsstyrker efter hårde kampe indtaget den sidste af De Tamilske Tigres stærke bastioner og tvunget oprørerne tilbage til en lille stump jungle på den nordlige del af øen.
Det skriver en lang række medier i dag.
Indtagelsen af det såkaldte Elefantpas giver regeringen næsten fuld kontrol over den nordlige halvø – for første gang siden 2000. Regeringen, som fordrev rebellerne fra deres administrative hovedstad Kilinochchi i sidste ugge har lovet helt at udrydde oprørsgruppen og en gang for alle afslutte den borgerkrig, der har hærget landet i snart 25 år.
Menneskerettighedsgrupper advarer om, at mange civile i området risikerer at komme i klemme, når regeringshæren forsøger at omringe oprørerne.
De Tamilske Tigre har siden 1983 kæmpet for en selvstændig nation til øens etniske minoritet tamilerne, som i årevis har følt sig diskrimineret af øens sinhalesiske majoritet.