Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Mandag d. 20. juni sendte DR et program, der handlede om dansk bistand til skolebyggeri i Afghanistan. Hovedpointerne var:
- Korruption har ført til elendige bygninger, der falder sammen få år efter at de er blevet opført, og til at borde, stole og bøger aldrig når frem til skolerne.
- Der går måske kun halvt så mange elever som det officielt hævdes. De officielle tal pustes op for at få flere donormidler.
- Mange af skolerne styres nu af Taliban og der undervises efter Sharia-principper.
Konsekvensen af udsendelsen er, at samtlige politikere inklusive udenrigsministeren er gået i selvsving af forargelse. Dansk Folkeparti ønsker selvsagt at stoppe al bistand til Afghanistan, mens andre betragter sagen som ”en vaskeægte skandale”.
Pointen er, at danskerne bliver snydt
Omkring antallet af elever er der et interview med en elev, som siger at mange elever ikke kommer, fordi de skal arbejde eller fordi krigen gør det umuligt. Der er også et interview med en lærer, der taler om at lærerne ikke altid er til stede, og så opgiver eleverne at komme. Disse oplysninger bruges imidlertid ikke, og der sammenlignes ikke med skolegang i andre ekstremt fattige, isolerede og krigshærgede områder. Pointen er ene og alene, at vi danskere bliver snydt.
To uhyrer
Omkring Taliban bringes der interviews med to skoleinspektører, der siger at Taliban kommer og leder skolerne til at undervise efter Sharia-principper. Vi får intet nuanceret billede af, hvem Taliban er og hvad Sharia-principperne går ud på. Meningen er blot at stille de to uhyrer op, Taliban og Sharia, og så forarges over, at danske skattekroner går til dem.
Man kan undre sig over, at Taliban ikke bare har sprunget skolerne i luften eller i hvert fald jaget samtlige piger bort, hvis den skulle være en entydigt ond organisation, men det lader ikke til at være tilfældet. Måske Taliban er en broget flok af alle mulige forskellige mennesker, hvoraf nogle værdsætter skolegang på et religiøst grundlag (jf. den danske undervisningsminister, der nu overvejer at gøre kristendomskundskab obligatorisk)?
Udvikling er ikke neutral
Det er grundigt dokumenteret, at udviklingsaktiviteter i krigshærgede områder er helt ekstremt vanskelige at gennemføre, fordi én af parterne altid vil bekæmpe dem. Udvikling er ikke neutral. Det er derfor utroligt naivt at forestille sig, at samtlige dansk finansierede skolebygninger skulle stå skinnende som fyrtårn i det afghanske landskab.
Afghanistan er desuden et område, der næppe kan kaldes et land. De forskellige egne er særdeles isolerede og har meget svage forbindelser til Kabul. Staten er uhyre svag, og befolkningen har næppe forventninger til, at staten leverer nogen som helst ydelser. Det giver grobund for korruption, når det er mere eller mindre umuligt at holde offentligt ansatte ansvarlige for deres gerninger.
Grundlag for politisk selvsving
Ikke desto mindre har Vestens politikere hele tiden satset på at opbygge en stat som modsvar til Taliban og religiøs fanatisme. Det siger næsten sig selv at det er en meget langstrakt proces, der nødvendigvis ikke kan være en dans på roser hele tiden.
Denne sammenhæng og de fundamentale spørgsmål, jeg har rejst ovenfor, er DRs ’dokumentar’ fuldkommen ligeglad med. Alligevel bruger et stort antal politikere den som grundlag til at gå i selvsving. Tænk, at nogen ved deres fulde fem kan bruge en sådan udsendelse til at fælde dom over noget så kompliceret som udviklingsbistand i Afghanistan.
Derfor kan man kun blive meget bekymret for, om det overhovedet giver mening at yde udviklingsbistand til fattige lande. Danske politikere går nærmest ud fra som givet, at offentlige investeringer er lige så effektive dér som i Danmark.
Vi har nået et sådant topmål af skandalehunger hos medierne og et sådant lavmål af viden blandt politikerne, at det ikke er muligt for udenrigsministeriet at gennemføre fornuftige udviklingsaktiviteter, som nødvendigvis må være behæftet med risici.
At man så udmærket kan diskutere fornuften i udviklingsbistanden til Afghanistan er en helt anden historie, som i det mindste ville kræve at man gjorde det på et sobert grundlag.
