Mattias Söderberg
Mattias Söderberg (f. 1974) arbejder som klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har arbejdet med fortalerarbejde i forskellige former siden 2005.
Han er oprindeligt fra Sverige hvor han også har arbejdet i både det svenske Sida (svarer til Danida i Danmark) og Landsrådet for Sveriges Ungdomsorganisationer (svarer til DUF i Danmark).
Klima er en del af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde med sult og Mattias har fulgt de internationale klimaforhandlinger siden 2007.
Siden 2012 er han formand for kilmaarbejdet i ACT alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande.
Læs hans tidligere blogindlæg på Globalnyt
Følg Mattias Söderberg på Twitter: @Mattias_S
FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, har taget initiativ til ”Sustainable Energy for All”, et samarbejde, der skal give alle mennesker adgang til energi.
Det er konkret, vigtigt og et afgørende tema for debatterne om både udvikling og klima. Uden energi er det svært at skabe vækst, og hvis energien ikke er grøn, vil konsekvenserne af klimaforandringerne true udviklingen.
Kort sagt, vi har brug for bæredygtig energi til alle.
Virkelighedens udfordringer
Men selv om titlen er lovende, er der mange udfordringer, når de gode intentioner skal blive til konkrete projekter og aktiviteter. Teknologierne og løsningerne findes, men de koster penge, og når det handler om energi, koster det tit rigtig mange penge.
Private investeringer kan være til stor hjælp i mange tilfælde, men når målet er ”energi til alle”, skal der også findes penge til fattige områder, hvor det er svært at skabe profit, og hvor private investorer får svært ved at få en gevinst.
For de mennesker, som ikke kan koble sig på et el-net, og som ikke har penge til at betale en større elregning, er der brug for lokale løsninger, hvor energien genereres gennem sol, vind og mindre vandkraftværker.
Her kan private investeringer ikke alene skabe løsninger. Der er også brug for bistandsprojekter og nationale investeringer.
Positiv energi til de internationale klimaforhandlinger
Mødet om energi til alle holdes blot få uger inden en ny runde af de internationale klimaforhandlinger. Forhandlingerne skal holdes i Bonn de to første uger i juni, og der er en tung dagsorden med mange faldgruber.
Men måske kan denne uges forhandlinger i New York skabe lidt positiv energi til klimaforhandlingerne i juni. Der er brug for konkret handling og gode eksempler på, at den grønne omstilling kan lade sig gøre – og at det er en vej, som ikke kun skal prioriteres på grund af klimaudfordringerne, men også fordi det giver god mening for den bredere debat om udvikling.
De, der deltager i mødet i New York, har allerede adgang til energi. De skal nu finde løsninger, som hjælper de fattigste til også at få adgang.
Hvis de gør det, vil det for alvor sende nogle positive signaler til de internationale klimaforhandlinger, hvor mange ulande ikke stoler på, at de rige lande reelt forstår deres behov og interesser.