Den eneste fritstående journalist på et større medie herhjemme, der har FN og FNs udviklingsorganisationer som fuldtids-fagområde, er blevet fyret som led i Danmarks Radios seneste sparerunde, erfarer u-landsnyt.dk torsdag.
Den erfarne reporter, Kirsten Larsen, der har været 16 år i DR kun afbrudt af en afstikker til FNs Udviklingsprogram (UNDP), er opsagt med virkning fra udgangen af juni.
Hun har over et halvt års opsigelsesvarsel og ledelsen forventer, at hun uanset fyringen møder på arbejde også efter den 1. juli som medlem af udlandsredaktionen på aktualitetsprogrammet “Orientering”, der sendes på radioens program 1 (P1).
Den 51-årige u-landsjournalist har gennem årene bedrevet dybdeborende journalistik om FN, dansk og international bistand på et højt plan, siger kilder samstemmende.
De samme kilder stiller sig uforstående overfor afskedigelsen, der sammen med endnu en fyring reducerer “Orientering”s udlandsredaktion til 3, nemlig Niels Lindvig, Tage Baumann og Lars Møller Rasmussen.
Fyringen omtales i en rundsendelse, der torsdag bl.a. tilgik u-landsnyt. Den lyder som følger:
“Fra i morgen bliver det sværere at lave Orientering, – dét, som ledelsen i DR kalder for P1s flagskib.
Redaktionen er blevet uforholdsmæsig hårdt ramt af afskedigelser, som følge af sparerunden: I hele DR skal hver tolvte medarbejdere afskediges, mens det her på redaktionen er hver sjette. 2 kolleger har i dag (torsdag) fået en såkaldt ”sinde”skrivelse, hvor ledelsen varsler, at de bliver fyret ved udgangen af måneden.
Det sker, selv om Orienterings medarbejdere i forbindelse med sparerunden har foreslået andre måder at spare den halve million kroner på, som vi er blevet pålagt. På den måde kunne fyringer være undgået.
Alligevel har ledelsen valgt at reducere redaktionen, der ellers omtales som et kerneelement i DRs public service-forpligtelser.
Med fyringerne mister redaktionen 2 udenrigspolitiske medarbejdere med en kompetence, som er meget svær at erstatte.
Det drejer sig dels om Danmarks eneste journalist med FN som fuldtids-fagområde, herunder udvikling, internationalt samarbejde, demokratisering, globalisering og fredsopbygning.
Dels om Orienterings mangeårige Balkan-, Øst- og Centraleuropa-medarbejder (Thomas Hjortsø, red.), som altså dækker en væsentlig del af Europa, både i og uden for EU.
Vi undrer os over, hvordan Orientering kan have en bred udenrigspolitisk dækning, der bygger på faglig indsigt, uden disse 2 medarbejdere. Men det ligger måske heller ikke i DR-ledelsens planer, at vi skal have det?
Fyringerne på Orientering falder sammen med, at den mere grundige og perspektiverende journalistik også rammes gennem nedlæggelsen af P1s Dokumentar- og Montagegrupper”, hedder det slutteligt.
Fyringen af Kirsten Larsen kommer efter, at VK-regeringen har skåret voldsomt ned på den danske multilaterale bistand – den vi bl.a. yder gennem FN og dets udviklingsorganisationer (UNDP, UNICEF, WHO, UNFPA m.fl.).
Det har medført, at den multilaterale del af bistanden er faldet fra 45 procent det sidste år under SR-regeringen (2001) til 34,5 pct. i 2006.
Alle partier til venstre for regeringen – fra Kistendemokraterne til Enhedslisten – har givet udtryk for at ville genskabe den historiske nøglefordeling af bistanden med nogenlunde lige meget til multilateral og bilateral (direkte dansk) bistand, såfremt de får flertal – nu formentlig i samvirke med Ny Alliance efter næste valg.
Læs også telegrammet “Lokale FN-chefer i opfordring til VK: Genskab fifty-fifty-nøglen i bistanden”, dato 03.11.06, under dansk bistand
-Søe