Når vi arbejder med international mission, er vi så med til at pådutte kulturen i missionslandene vores egen kultur? Nej. Ikke hvis det drejer sig om en bevidst, påtvunget påvirkning. Ja. Hvis det går på, at vi altid tager vores kultur med os og påvirker andre med den.
Med et fremmedord handler det om, hvorvidt international mission er kulturimperialisme.
Kulturimperialisme forstået som ”tvangsmæssig overføring af et dominerende samfunds kulturelle værdier til andre, svagere samfund” – for at tage ordbogens definition.
Generelt er kulturimperialisme et grimt ord og udtryk for en kulturel herre-mentalitet: ”Vores kultur er den bedste i verden.”
Som missionsorganisation ønsker vi at bringe evangeliet og det bibelske budskab ud i verden til fremmede kulturer. Men vi har ikke noget mål om at eksportere vores kulturværdier ind i de andre kulturer.
Må have respekt
Selv om det ikke er vores mål, skal vi dog ikke være kultur-naive. Der vil altid ske en kulturel påvirkning. Missionærer tager deres kultur med sig til missionslandet. Før udrejse får missionærerne undervisning i kulturforståelse og i, hvordan de bør takle en ny kultur. Vi ønsker, at missionærerne skal møde missionslandets kultur med respekt. De bør være kulturelt fintfølende og ikke bare tromle igennem, som om missionærens kultur altid må have forkørselsret.
Et menneske kan lære at være kultur-bevidst, men det vil altid bære sin egen kultur med sig. Og påvirke andre mennesker og sine omgivelser med den. Det er urealistisk at tro andet.
Hvis mennesker tager imod evangeliet og kommer til at leve i den kristne tro, skal det ikke nødvendigvis have konsekvens i forhold til deres kultur. Men det kan få det, og nogle gange vil det også være åndeligt nødvendigt.
For eksempel kan en kristen etiopier godt fortsætte med at spise nationalretten injera be wått. Han behøver ikke lave om på sin madkultur på dette punkt. Men kan en kristen syd-etiopier, som traditionelt har gået klædt i skindtøj, blive gift i skindtøj? Nogle vil svare ja, for det er jo bare dyreskind. Andre vil svare nej, fordi skindtøjet sender signaler om en religiøsitet, som den kristne nu ønsker at lægge afstand til. Altså kan den kristne tro få konsekvenser i forhold til tøj-kulturen.
Hvis man er kultur-romantiker, vil man måske begræde nogle af disse kulturændringer og stemple det som kulturimperialisme. Men her må vi bare sige, at kristendommen i nogle tilfælde bliver nødt til at få konsekvenser i forhold til den oprindelige kultur. Dér, hvor den lokale kultur ikke kan forenes med den kristne tro på grund af det religiøse verdens- og menneskesyn.
Nedværdigende kultur
Et eksempel fra masai-kulturen i Tanzania. I den traditionelle kultur blandt disse nomader i området ved Iringa bliver kvinder ikke opfattet som mennesker. I deres samfund er der en bestemt hierarkisk rangorden: 1. Manden. 2. Mandens børn. 3 Kvæget. 4. Kvinden. Når disse masaier bliver kristne og får et mere bibelsk menneskesyn, sker der noget med deres kulturelle rangfølge.
Den bibelske pointe, at mennesket er skabt af Gud og er elsket af ham, sætter masaierne kulturelt fri. Det går op for kvinderne – og mændene – at både kvinder og mænd er mennesker og har samme status. Kvinderne overhaler køerne i værdi! Kvinden bliver ligeværdig med manden, og manden får en ligeværdig partner. Kristendommen befrier især kvinderne fra en fastlåst og dybt nedværdigende kultur.
Der kan som følge af missionsarbejde i et folk ske kulturændringer, som ikke er nødvendige. Både missionæren og de nye lokale kristne kan bilde sig ind, at der er kultur-forhold, der må ændres. Det kan ske i uklog nidkærhed eller på grund af religiøse misforståelser. Nogle gange kan det ødelægge kulturen på en urimelig og unødvendig måde. Her er der i missionshistorien givetvis en del synder at bekende. Det er vigtigt, at vi er os bevidste om det.
Global og lokal
Kristendommen og evangeliet vil altid tage farve af den kulturelle sammenhæng. Den nøgne kristendom uden kultur findes ikke. Rent missionsarbejde uden kultur findes heller ikke. Kristendommen skaber kultur, og den bliver formet af kultur.
Det gælder i Danmark, og det gælder alle andre steder i verden.
Der er meget stor forskel på at deltage i en gudstjeneste, om det er i Siem Reap i Cambodja, Iringa i Tanzania, Cuzco i Peru eller Spjald i Vestjylland. Selvom hovedindholdet i den kristne tro kan være det samme, er kulturen mildest talt forskellig. Og det er det, der gør det stærkt at opleve.
Vi tror på den samme Herre og frelser, men vi gør det i forskellige kulturelle former. På den måde er kristendommen både global og lokal. 
Med global gyldighed og med lokal kultur-kulør.
Carsten Skovgaard-Holm er vicegeneralsekretær og missionsleder i Luthersk Mission.
