Erfaren dansker skal styre verdens største advocacy-fond for uddannelse

Forfatter billede

Det bliver en dansker med over 25 års erfaring med såvel styring af fonde som udvikling af civilsamfundet i både Afrika, Asien og Mellemamerika, der får posten leder af det globale sekretariat for den nye fond Advocacy & Social Accountability (ASA). Det er verdens største advocacy-fond for uddannelse – som danske Oxfam IBIS er blevet udpeget til at administrere.

56-årige Lars Udsholt kommer til at stå i spidsen for arbejdet med at uddele omkring 365 millioner kroner til civilsamfunds organisationers kamp for at forbedre uddannelse i verdens fattigste lande. Og det arbejde er han den helt rette til, mener generalsekretær i Oxfam IBIS, Kristian Weise.

”Det er et meget komplekst program med mange aktører i mange dele af verden, og det kræver den solide erfaring, som Lars Udsholt nu bringer med ind i Oxfam IBIS. Han er den helt rigtige til at stå i spidsen for at løfte denne vigtige opgave. Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med ham om sammen at styrke verdens uddannelsessystemer og sørge for, at endnu flere børn og unge får en god uddannelse. Og til at få endnu en kapacitet med på holdet i Oxfam IBIS,” siger generalsekretær Kristian Weise.

Lang erfaring med støtte til civilsamfundet

Siden de tidlige 1990’ere har Lars Udsholt været involveret i arbejdet med støtte til civilsamfundsorganisationer, blandt andet i danske ngo’er som Dansk Ungdoms Fællesråd, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Ligeledes var han i 2014-16 formand for Globalt Fokus.

Lars Udsholt har været udstationeret i Tanzania, Vietnam og senest Ghana, hvor han har løst konsulentopgaver samt været ansat som ekstern lektor på Ashesi Universitetet, hvor han har undervist i ledelse samt i ”Governance in Africa” og ”Africa Beyond Aid”. Nu flytter han teltpælene til København og Oxfam IBIS, hvor han med egne ord ”glæder sig til at stå i spidsen for et internationalt hold af kompetente medarbejdere i Danmark og de fire regionale centre i Nepal, Uganda, Ghana og Mexico.

”Der er et behov for et vedvarende folkeligt pres for at sikre at staterne lever op til deres forpligtelser om at sørge for retten til uddannelse for piger og drenge verden over. At kunne sikre sine børn skolegang og uddannelsesmuligheder er et håb, som forældre over hele verden deler. Det er også en forpligtelse, som regeringer og myndigheder har påtaget sig, men som desværre langt fra automatisk realiseres. Civilsamfundet har en vigtig rolle at spille for at sikre at dette sker,” siger Lars Udsholt om den kommende opgave.

Det er den internationale fond Global Partnership for Education (GPE), som også Danmark støtter, der har besluttet at skabe og finansiere ASA, og som har udvalgt Oxfam IBIS til at styre fonden.