Erhvervslivet advarer integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) imod at tage penge fra u-landsbistanden og bruge dem på flygtninge, skriver dagbladet Børsen onsdag.
Hos de rådgivende ingeniører, arkitekterne, landbruget og industrien peges der på, at den langsigtede økonomiske udvikling i u-landene er forudsætningen for at undgå de konflikter, som skaber flygtningestrømmene.
– Det ville være skidt for os, hvis indsatsen bliver mere punktvis. Det ville være at fjerne pengene fra den langsigtede indsats til fordel for løsningen af de kortsigtede problemer, siger Mads Peter Gede, international direktør i PAR-FRI-rådet, som organiserer ingeniører og arkitekter i firmaer som Carl Bro, Cowi og Rambøll, til bladet.
Landbrugsrådets adm. direktør, Klaus Bustrup, anfører, at det især er afgørende, at der skrues op for forebyggelse af konflikter, som er de mest ødelæggende for de fattigste lande.
Bertel Haarder afviser overfor Børsen, at der bliver tale om nedskæringer i den langsigtede bistand – Der er tale om (at afsætte, red.) 2 procent af den samlede bistand til nærområderne, som vi får meget svært ved at få brugt i starten, anfører han.