Thomas Juel Thomsen
Der er høje forventninger til bidragene fra Danmarks erhvervsliv og fonde. Én vinkel er, at dansk erhvervsliv kan gøre indhug i verdensmålene, hvis de bare angribes som forretningsmuligheder, og man bringer de særlige danske kompetencer i spil – budskabet i den ny udviklingsstrategi. En anden, at CSR er vejen til verdensmålene, og en tredje, at impact-investeringer vil bane vejen med ny finansiering og innovative, resultat-fokuserede løsninger for verdensmålene.
Engagementet og initiativlysten er heldigvis stor. Samtidig har debatten kun lidt fokus på faktiske overordnede behov, mål og retning for indsatsen fra den private sektor. Det kan til dels skyldes, at der ikke er en fuld og færdig international ramme på plads til at guide udtænkningen af en samlet dansk indsats. Men derved er risikoen, at de danske indsatser imens retter sig mod områder, der i det store billede ikke batter mest for verdensmålene.
Brug for fokus på det store billede
Debatten giver tværtimod fornemmelse af, at investorernes positive engagement og nogle officielle støttemekanismer alene er nok til at sikre et effektivt dansk privat bidrag til verdensmålene. Det er næppe tilfældet, og et fokus på det store billede er nok tiltrængt.
Sustainable Development Solutions Network (SDSN) – Investment Needs to Achieve the Sustainable Development Goals”, Guido Schmidt-Traub, SDSN Working Paper, November 2015 (PDF, 137 sider) – og UNCTADs World Investment Report 2014 har dog banet vejen for en international ramme med deres første beregninger af behovene for den private sektors bidrag og overvejelser om en vej frem for at nå finansieringen. I dansk erhvervsliv og udviklingssamarbejde kan man kan med fordel skele til dette arbejde.
Som bud på totaludgiften i lav- og lavere mellemindkomst-landene har SDNS beregnet, at verdensmålene her vil kræve nye investeringer årligt for i alt 1,4 billioner (1400 milliarder) dollars indtil 2030. Den private sektor forventes at levere i omegnen af 39-45 procent, eller mindst 560 milliarder dollars årligt. Resten skal leveres af offentlige midler fra landenes egne skatteindtægter og udviklingsbistand.
SDNS’ beregning viser også, at de lavere mellemindkomst lande efter nogle år helt vil kunne finansiere de investeringer fuldt ved egne skatter og private midler, altså uden udviklingsbistand. Det gælder dog ikke lavindkomstlandene, hvor man ikke venter, at væksten og de private investeringer vil kunne generere tilstrækkelig finansiering. Derfor vil udviklingsbistand til lavindkomstlandene mindst indtil 2030 stadig være nødvendig for at nå verdensmålene.
De private investeringer skal fordobles
Men at nå beløbet på 560 milliarder dollars i privat finansiering betyder ifølge UNCTAD, at de nye private investeringer i udviklingsøkonomier årligt må øges fra nuværende 8 procent til et niveau på 15 procent. Benchmarket for, om vi er på rette vej, er med andre ord, at investeringsraten i verdensmålene fordobles – en ikke beskeden udfordring.
Indsatserne må naturligvis målrettes og derfor tage udgangspunkt i investeringsbehovene for de enkelte verdensmål. Da indsatserne for at nå dem dog typisk overlapper, kan prisen ikke beregnes for hvert enkelt mål. Så SDSN opstiller i stedet otte investeringsområder, der hver må finansieres. Netop de investeringsområder vil nok fremover danne rammen for den internationale diskussion om ”finance for development”, så dem kan man med fordel studere nærmere.
De første beregninger viser fx, at verdensmålene årligt vil kræve nye investeringer i adgang til energi for 321-347 milliarder dollars; telekommunikation for 396 milliarder dollars, transport-infrastruktur for 189 milliarder dollars, og fødevaresikkerhed og landbrug for 189 milliarder dollars. Sundhed estimeres til 69-89 milliarder dollars om året, uddannelse til 194 milliarder dollars om året, og vand og sanitet til 42-45 milliarder dollars årligt. Prisen for klima har man forsøgt at indregne i disse tal.
Få private investeringer på det sociale område
Beregningerne er dog meget foreløbige, og der er bl.a. endnu ikke sat pris på vigtige områder som sociale sikkerhedsnet og privatsektorudvikling, ligesom bl.a. prisen for miljø er meget usikker.
Øvelsen leder dog til nogle vigtige pointer.
Én er, at den private sektor ikke vil bidrage nævneværdigt til finansieringen af de sociale investeringer. Altså, man kan ikke sætte sin lid til, at impact-investeringer og lignende private satsninger for social udvikling og ansvarlighed gør en forskel for verdensmålene i det store billede. De indsatser er dog stadig vigtige på mikroplan og af mange andre årsager. Billedet af prisen for de sociale verdensmål kan desuden snyde, da fx sundhed og uddannelse mere end de øvrige områder afhænger af midler til betaling af løn og drift af skoler, sundhedsklinikker, etc., som ikke regnes med i investeringerne.
Det vil altså fortsat kræve, at den offentlige sektor tager det fulde ansvar for at sikre finansieringen af de sociale sektorer, hvis de verdensmål skal nås. Det vil i lavindkomstlandene kræve hjælp udefra i form af udviklingsbistand. Det er derfor tankevækkende, at udkastet til udviklingsstrategien ikke forholder sig til de sociale områder, uanset om de i fremtiden måtte være fokus for dansk udviklingsbistand.
Energi, transport og telekommunikation
De infrastrukturtunge investeringsområder, energi, transport – bl.a. prioriteret i udkast til ny dansk strategi – og telekommunikation, vejer mest i totalprisen, og er med privat finansiering på potentielt 50 procent dér, hvor den private sektor kan bidrage mest. Her kan investeringerne nemmest pakkes i projekter, som kan udliciteres, risikostyres og levere et afkast. Balancen mellem risiko og afkast for private investorer må dog specielt i lavindkomstlandene rykkes betydeligt, hvis de 50 procent privat finansiering skal nås.
For den bestræbelse retter UNCTAD først og fremmest fokus mod rammeforholdene for investeringer i den del af verden. Det drejer sig både om regulering og institutionerne, der direkte sætter rammer for investeringer i infrastruktur, landbrug og andet, men også områder, der bredt påvirker investeringsklimaet, som skat, arbejdsmarked, handel, og ikke mindst den makroøkonomiske politik. Det vil også kræve radikale justeringer i rammeforhold og regulering i mange lande, hvis fx private aktører skal have adgang til traditionelt offentlige domæner som energi, vand eller telekommunikation, hvor national sikkerhed og forsyningsinteresser er på spil, eller hvor basale service behov for svage befolkningsgrupper skal sikres. Det kan være en forudsætning for at øge private investeringer i verdensmålene, men kræver politisk vilje.
Et massivt kursskifte
Det vil kræve et massivt kursskift i investeringsstrømmene fra banker, virksomheder, pensionsfonde, og andre investorer at nå ambitionen om den private sektors finansiering af verdensmålene. Den ”bevægelse” og engagement for verdensmålene, der nu ses i erhvervslivet, er afgørende for at drive skiftet. Men, som UNCTAD pointerer, vi når ikke ambitionen uden en international sammenhængende indsats, der sætter målene og angiver retning, og særligt har fokus på at tackle rammebetingelserne.
Indtil en sådan er på plads, kan man herhjemme begynde at overveje fokus og retning for en sammenhængende dansk indsats, både for virksomhederne og i udviklingssamarbejdet. En sådan kan blandt inkludere følgende:
- Mål for de danske private investeringer og indsatser med basis i de dansk prioriterede verdensmål og deres investeringsbehov, herunder også på landeniveau for landene, der får dansk støtte. Det kan sætte pejlemærker for indsatsen, holde parterne ansvarlige, og målrette indsatser mod hvad virker bedst.
- En sammenhængende tilgang for at styrke rammeforhold for private investeringer i verdensmålene, evt. fokuseret på områderne prioriteret af Danmark. Fokus bør være globalt såvel som på lande, der støttes af Danmark. Det skal sikre investeringer i stor nok skala og en rimelig effekt af de relativt små danske finansieringsmekanismer.
- Innovative og katalytiske finansieringsmekanismer, som allerede er det primære virkemiddel i den danske værktøjskasse. De tjener til at skabe udvikling for målgrupperne på mikroplan og forretning for danske investorer. Men effekterne i det store billede afhænger af rammeforhold og succes med at ”opskalere” dem.
- Endelig et overset element, mekanismer til at monitorere på fremdriften og virkningerne af de private bidrag til verdensmålene, så man fælles kan overvåge om udviklingen går som ventet. Her kunne Danmark spille en særlig rolle.
Thomas Juel Thomsen (f. 1968) er freelancekonsulent og uddannet Cand.polit. og Msc i Public Policy and Management. Han har arbejdet med udvikling de sidste 20 år og boet og arbejdet i Uganda, Mozambique, og Brasilien. Han har bl.a. været Chefrådgiver i Udenrigsministeriet og souschef i COWI.
Han beskæftiger sig med strategi, politik, styringsredskaber og programmæssig sammenhæng på tværs af en række udviklingsemner og sektorer.
