Et år efter cyklonen i Burma: Stadig brug for hjælp trods store fremskridt

Redaktionen

Siden cyklonen Nargis ramte Burma natten mellem den 2. og 3. maj 2008 har UNICEF været i gang med at hjælpe, skriver UNICEF Danmark i en pressemelding fredag.

Genopbygningen af de mange ødelagte hjem, skoler og sundhedscentre er nået langt, men befolkningen har stadig brug for hjælp, og mange familier er fortsat afhængige af humanitær hjælp.

– UNICEF har arbejdet i katastrofeområderne hver dag det seneste år med nødhjælp og genopbygning, så befolkningen kan komme videre, fortæller Ramesh Shrestha, som er UNICEFs leder i Burma.

– Lige nu står katastrofens ofre overfor den store udfordring, at strømmen af hjælp og opmærksomhed er dalende. Hvis der ikke bliver gjort mere her og nu for at genoprette befolkningens hverdag og levebrød, vil de berørte lokalsamfund fortsat være afhængige af humanitær hjælp, og det bliver meget svært at opretholde de store fremskridt, vi har nået det seneste år, lægger han til.

UNICEF arbejdede allerede i landet, da katastrofen indtraf og kunne derfor rykke ud med akut nødhjælp med det samme. Og da de mest akutte behov var dækket, gik et stort genopbygningsarbejde i gang.

Uddannelse

Umiddelbart efter katastrofen etablerede UNICEF midlertidige skoler i nødhjælpstelte, så børnene hurtigt kunne genoptage deres skolegang. UNICEF har støttet genopbygningen af 60 procent af de 4.000 ødelagte skoler, så omkring 410.000 børn kunne komme tilbage på skolebænken.

UNICEF er desuden i gang med at bygge helt nye skoler med bedre faciliteter. 9 af de indtil videre planlagte 37 nye skoler står klar, når skoleåret begynder i juni og yderligere 10 ventes færdige ved udgangen af året. De øvrige skoler bliver bygget i løbet af 2010.

Vand og sanitet

UNICEF har leveret rent drikkevand til 250.000 mennesker i 10 distrikter. 20.000 familier og 500 skoler samt midlertidige lejre for katastrofeområdernes hjemløse har fået adgang til toiletter som et resultat af UNICEFs arbejde.

UNICEF har også medvirket til at sikre vandforsyningen bl.a. ved at rense 530 damme og 246 brønde, som blev forurenede af oversvømmelserne efter cyklonen.

Sundhed og ernæring

UNICEF har i tæt samarbejde med andre hjælpeorganisationer sat ind for at forebygge alvorlige sygdomsudbrud og underernæring blandt Burmas katastroferamte børn. Det betyder bl.a., at 90 procent af børnene nu er vaccinerede mod mæslinger og 80 pct. er beskyttede mod øvrige livstruende børnesygdomme.

Beskyttelse af børn

UNICEF har hjulpet 1.396 børn, som var blevet væk fra deres forældre, og indtil videre er det lykkedes at genforene 575 børn med deres familier.

UNICEF har oprettet 135 lokale børnecentre, som bl.a. laver psyko-sociale aktiviteter, som hjælper børnene med at bearbejde de traumatiske oplevelser, de har været igennem siden katastrofen ramte.

Mange danskere støttede op om UNICEF Danmarks indsamling til hjælpearbejdet efter katastrofen. I løbet af få uger nåede indsamlingen 8 millioner kr., og danskerne har således bidraget væsentligt til at hjælpe Burmas børn gennem en hård tid.

Vinder skræmmer stadig

Rædslerne for et år siden vil ikke slippe de overlevende. En smule regn eller lidt blæsevejr skaber frygt, skriver Dansk Røde Kors Kors samtidig i en pressemelding fredag.

– Tidligere, når det regnede hernede, løb børnene ud og legede i regnen, men det gør mange af dem ikke nu. De bliver inden for, fordi de er bange. Mange børn er heller ikke tilbage i skolen, fordi de ikke tør forlade deres familier, eller fordi mange af deres venner i skolen er døde, fortæller Lasse Nørgaard, der arbejder for Internationalt Røde Kors i Bangkok og netop har været i Burma.

Derfor fokuserer Røde Kors ikke kun på at bygge skoler og huse – de overlevende skal også genopbygges mentalt.

– Røde Kors-frivillige har indtil nu besøgt 600 landsbyer, hvor de har talt med overlevende. Oftest er det de allerhårdest ramte, som de besøger i hjemmene – for eksempel de eneste overlevende i en familie. De tænker stadig meget på katastrofen – mange har eksempelvis skyldfølelse over, at de er den eneste overlevende i en familie, siger Lasse Nørgaard.

Derudover har Røde Kors aktiviteter i bl.a. skoler og lokalsamfund, hvor frivillige laver teater, synger eller leger med børn. Det giver et tiltrængt pusterum fra en hård hverdag.

Røde Kors har indtil videre hjulpet ca. en million burmesere, og genopbygningsarbejdet fortsætter i de kommende år.

Om katastrofen

Cyklonen var den hidtil voldsomste i det asiatiske lands historie. Den hærgede floddeltaet Irrawaddy i det sydlige Burma og dele af regionen omkring hovedbyen Yangon blev også ramt.

140.000 mistede livet og 2,4 millioner blev hårdt ramt af katastrofen. 800.000 mennesker havde brug for akut nødhjælp, fordi de måtte flygte fra vandmasserne, eller fordi deres hjem var blevet ødelagt.

Halvdelen af skolerne og 75 procent af sundhedscentrene blev jævnet med jorden eller udsat for alvorlige skader. Mange damme og brønde blev forurenet, da oversvømmelserne skyllede hen over regionen.

Netop dét er ekstremt kritisk i Burma, som på grund af de klimatiske forhold, hvor det regner en del af året og ellers er tørt, er dybt afhængig af de vandreserver, som opsamles i regntiden.

Cyklonen forårsagede ifølge The Post Nargis Joint Assesment (PONJA) ødelæggelser og tab for omkring 2 milliarder US dollar.

Yderligere oplysninger hos kommunikationsmedarbejder Ditte Hartvig i UNICEF Danmark, tlf. 35 27 38 44 eller 51 25 62 09, e-mail: [email protected] og Lasse Nørgaard på + 66 89 63 57 177 eller [email protected].

Man kan læse mere om Røde Kors-arbejdet på www.drk.dk