Fødselaren har i hele sin karriere arbejdet i både den offentlige og private sektor med u-landenes problemer.
Efter sin eksamen i 1974 arbejdede Erling Rasmussen for FN-systemet i Afrika i tre år, inden han i 1985 – efter ansættelser i udenrigsministeriet og rådgivningsfirmaet COWI – fandt ansættelse i det landbrugsejede rådgivningsfirma Danagro Adviser, som i 1989 blev en del af Carl Bro-gruppen.
Samme år blev han udnævnt til admin. direktør i firmaet. I perioden 1993-97 var han honorær konsul i Danmark for det lille centralafrikanske land, Burundi.
I 1997 forlod han og familien Danmark for at tilbringe fem år i Uganda, hvor han var chefrådgiver for Danidas nyindledte landbrugssektorprogram. I den periode var han med til at udarbejde en ny landbrugspolitik for det østafrikanske land, der har modtaget så megen dansk udviklingsbistand.
2002 blev Erling Rasmussen ansat i Hanoi for Vietnams Ministry of Planning and Investment. Her var han i tre år chefrådgiver for et internationalt team, der arbejdede med et udviklingsprogram i nogle af det langstrakte sydøstasiatiske lands fattigste nordlige provinser.
Programmet, der blev finansieret af Verdensbanken, sikrede økonomiske ressourcer til mange infrastrukturprogrammer såsom veje, vandingsanlæg, brønde, landsbyskoler og sundhedsklinikker.
Erling Rasmussen afsluttede sit lange u-landsvirke med en udstationering i Østafrika, hvor han i rådgav landbrugsministeriet i Kenya omkring privatiseringstiltag.
Dertil er han præsident for Frederiksberg Rotary Klub.
Læs mere om hans mening om Danidas faglighed og lidt om behandlingen af landbrugsbistanden her i dette indlæg i Danidas magasin “Udvikling”:
DE FODFORMEDE VS. LAKSKOENE
De fodformede faglige rådgivere, der har præget Danida, er på vej ud. Med lægernes, agronomernes og ingeniørernes exit smuldrer fagligheden.
Af Erling Rasmussen
KLAUS WINKEL (KW) reflekterer i sin anmeldelse af bogen ’Idealer og Realiteter’ (Udvikling 02/2008) over den debat, der var i slutningen af 70’erne og i begyndelsen af 80’erne om den stilling, Danida skulle have i statsapparatet. KW mener ikke, at forfatterne til bogen har dækket denne debat tilstrækkeligt. Det er beklageligt, for debatten var ret vigtig dengang – og faktisk også aktuel nu igen.
Spørgsmålet, der blev kraftigt debatteret dengang, var, om der inden for rammerne af Udenrigsministeriet kunne opbygges en forsvarlig bistandsfaglig ekspertise. Det mente de såkaldt Fodformede ikke var muligt og advokerede for oprettelsen af et direktorat i stil med det svenske Sida. Lakskoene, det vil sige Udenrigsministeriets almindelige tjeneste, var af den modsatte opfattelse.
I en kort overgang fandt man en behændig løsning ved, at Danida blev et selvstændigt departement, men det blev snart opgivet. Lakskoene gik af med sejren og fik oprettet det Udenrigsministerium, vi har i dag med en Nord- og en Sydsøjle.
Rådgivernes betydning
Hvordan er det så gået med den faglige kvalitet siden da? Ja, indtil videre er det gået forbavsende godt, og de Fodformedes frygt blev i første omgang gjort til skamme. I Udenrigsministeriet var man så fornuftige, at man oprettede et betydeligt fagligt kontor, TSA, senere BFT (Bistands Faglig Tjeneste), som var base for den faglige ekspertise, og hvorfra mange blev udsendt til ambassaderne som program- og projektansvarlige. Kontoret var bemandet med fagfolk som læger, agronomer, ingeniører m.v. med en betydelig praktisk erfaring, ofte erhvervet gennem mange års feltarbejde indenfor privat rådgivningsvirksomhed eller fra ansættelser i FAO, WHO m.v.
TSA (det nuværende BFT) fik gennem tiden et stort ansvar for formuleringen af projekter og programmer, ligesom det også bar en stor del af ansvaret for at udføre disse. Endvidere blev Danida ved med (i modsætning til mange andre bistandsorganisationer) at tilknytte kontraktansatte rådgivere til de enkelte projekter og programmer.
Med andre ord: Udenrigsministeriet sikrede et højt fagligt niveau ved på hovedkontoret på Asiatisk Plads at holde på en stor stab af faglige eksperter, som havde indflydelse på udviklingsbistandens udførelse, og som også var ankerpersoner på ambassaderne, hvor de fik god hjælp af rådgiverne, som i særlig høj grad havde fingeren på pulsen i marken.
Dette system, som har virket fortrinligt igennem de seneste 20 år, er imidlertid under kraftig erodering.
BFT er kastreret og uden nogen reel betydning for bistandens udformning og gennemførelse. Fagfolkene, det vil sige lægerne, agronomerne, ingeniørerne, er i vid udstrækning overflyttet til andet arbejde eller har forladt Danida. Andre venter på, at pensionsalderen indtræffer, hvor de bliver erstattet med bistandskonsulenter med den samme profil som den almindelige tjenestes folk. Ydermere skæres rådgiverne fra i sektorprogrammerne i et tempo, som vel kun de færreste kender til –og ingen diskuterer konsekvenserne af.
Den faglige base reduceres
Udenrigsministeriet er med andre ord godt igang med at reducere den faglig/tekniske base til det minimalt tænkelige, og det vil med sikkerhed sætte sig sine spor i kvaliteten af den danske bistand. Man kan simpelthen ikke afskaffe den faglige ekspertise på alle niveauer, det være sig i ministeriet, på ambassaderne og i felten, uden at det får en alvorlig indflydelse på kvaliteten af bistanden. Naturligvis skal der ske en vis justering i takt med at bistanden ændres og bliver mere sektororienteret, men til syvende og sidst ender al udviklingsbistand med, at der finansieres nogle aktiviteter, som kræver en faglig indsigt at udforme, implementere og evaluere.
Eroderingen af den faglige ekspertise går hånd i hånd med den stigende fokusering på, hvordan man formidler bistanden, frem for hvad den indeholder. Og når man næsten udelukkende vurderer bistandens kvalitet og effektivitet i forhold til Paris-konventionens kriterier, ja så er det klart, at det er generalister, man har brug for. Så spørgsmålet er i virkeligheden, hvad man skal med et BFT, når det efterhånden består af ansatte med generalistuddannelser og ditto erfaringer.
Som det fremgik af Udvikling 03/2008 (”Vejen til Drømmejobbet”), så er udviklingen mod flere generalister i bistandsorganisationerne et globalt fænomen, men det er mit indtryk, at organisationer, som er selvstændige enheder (som svenske Sida eller britiske DFID), har haft lettere ved – på hovedkontorsniveau og på de enkelte landekontorer – at opretholde en betydelig inhouse faglig ekspertise, som kan yde en indsats i de sektorer, man har valgt at støtte, i de lande man arbejder i.
KW omtaler i sin kommentar det problematiske i, at “netop det ministerium (UM), som måske mere end noget andet traditionelt har excelleret i ministerbetjening, skulle absorbere, hvad der i realiteten var et direktorat.” Der er noget som tyder på, at det stadigvæk er et problem.
