Et dansk skridt mod løsningen på tuberkulosens mysterium

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Dansk forskningsprojekt skal udvikle ny og følsom teknologi til at finde frem til, hvem der er i risikogruppen for at blive syge af tuberkulose. InnovationsFonden investerer tre millioner kr. i udviklingen af teknologien.

Et forskningssamarbejde om tuberkulose mellem Aarhus Universitetshospital og virksomheden Immudex ApS har fået tre millioner kroner fra den nyetablerede Innovationsfond. Forskerne skal undersøge, hvem af de mange smittede, der har risiko for at udvikle sygdommen. Det skriver Innovationsfonden i en pressemeddelelse tirsdag.

Tuberkulose er et af verdens største sundhedsproblemer. En tredjedel af verdens befolkning er smittet og har sygdommen latent liggende i kroppen. Ud af dem vil ca. 90 procent aldrig udvikle en aktiv sygdom, men de resterende 10 procent risikerer at udvikle aktiv tuberkulose på et tidspunkt i løbet af livet. Bakterierne kan ligge i dvale i adskillige år for derefter pludselig at blive aktiveret. Det estimeres, at 8,6 millioner mennesker udvikler aktiv tuberkulose om året, og for 1,5 millioner får det en dødelig udgang.

Uforudsigeligt hvem der bliver syge

I dag kan man identificere tuberkulosesmittede ved hjælp af forskellige immunologiske tests, men det er en stor udfordring at udpege den lille andel, som udvikler aktiv tuberkulose. Det er således i praksis fuldstændigt uforudsigeligt, hvem der aldrig bliver syge, og hvem der udvikler aktiv tuberkulose og dermed også kan give sygdommen videre.

Der er brug for nye, mere følsomme metoder til at identificere dem, der er smittet med tuberkulose, og til at forudsige, hvem der er i risiko for at udvikle den alvorlige, aktive form af sygdommen. Et nyt forskningssamarbejde mellem Lungemedicinsk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital og virksomheden Immudex ApS tager nu udfordringen op.

Parterne vil bruge den såkladte Dextramer-teknologi til at måle immunceller, som genkender tuberkulosebakterier.

Dextramerer består af kunstigt fremstillede MHC-molekyler. Disse fremviser stumper af bakterier, virus, kræftceller el.lign, som man ønsker at måle, om kroppen genkender – i dette tilfælde indeholder de dele fra tuberkulosebakterier.

Teknologien skal forfines

Hvis man er inficeret med tuberkulose, har man T-celler (immunforsvarsceller), som ’husker’ disse dele fra tuberkulosebakterier, og Dextramererne vil binde sig til dem. Man kan så måle hvor mange celler, der binder dextramererne, ved hjælp af en teknik kaldet flowcytometri.

Målet er at udvikle teknologien til at være så følsom, at man samtidig kan forudsige, om personen har risiko for at udvikle aktiv tuberkulose.

Dextramer-teknologien anvendes allerede i vid udstrækning i forskningen og til at påvise patienters evne til at bekæmpe forskellige virusinfektioner. Forskningsgruppen vil overføre disse erfaringer til at fremstille en ny type test for tuberkulose.

”Vi kan sagtens behandle tuberkulose. Men vi er ikke ret gode til at udpege de smittebærere, som på sigt vil blive syge af tuberkulose. Det er en stor begrænsning, og det er her, at dette projekt kan blive revolutionerende,” siger overlæge Ole Hilberg fra Lungemedicinsk afdeling i Aarhus.

”Dextramer-teknologien kan bruges til at identificere og tælle de celler, der er med til at bekæmpe en tuberkuloseinfektion, og denne viden kan være en afgørende faktor i diagnosticering af patienter med latent eller aktiv infektion,” siger Liselotte Brix COO (Chief Operating Officer) i Immudex.

Projektet har et samlet budget på fem millioner kroner og løber over tre år.

Om Innovationsfonden

InnovationsFonden skal fremme viden, vækst og beskæftigelse i Danmark. InnovationsFonden er etableret 1. april i år. InnovationsFonden har et budget på 1,6 milliarder kroner i 2014 og er den største reform af det danske forsknings- og innovationssystem i de seneste to årtier. Fonden styrker virksomhedernes og universiteternes forsknings- og i innovations indsats og har fokus på resultater, som giver værdi til samfundet i de kommende år.

Kontaktoplysninger

Immudex ApS, 2100 København, Liselotte Brix, COO, tlf. 3917 9772

Aarhus Universitetshospital, Lungemedicinsk Afd. LUB, Ole Hilberg, MD, DMSc, tlf. 2087 8694