Den lille pige bag hotellet – Et juleeventyr fra Malawi frit efter H.C. Andersen
Af Frants Staugård
Det var så grueligt koldt. Det begyndte at blive mørk aften. Det sneede ganske vist ikke, for dette er et eventyr fra Afrika. Men også i de varme lande kan et barn dog fryse, når det hverken har et tæppe at dække sig med eller mad at spise.
Den lille pige færdedes barfodet på gaden i den store by. Hun var heldigere end andre forældreløse gadebørn i hovedstaden, for hun havde fundet et lille hjørne at sove i bagved det store Hotel Meridien. Lige ovenfor hendes soveplads var et lille vindue åbent og derigennem trængte de lifligste dufte ud fra hotellets køkken – af steg duftede det, af krydrede sovse. Det var så man næsten kunne glemme sin sult deraf.
Den lille pige var netop kommet til den store by, og helt ensom var hun blandt de mange andre gadebørn i hovedstaden Lilongwe. Hun var kommet langt borte fra – helt oppe fra det nordlige Malawi, hvor hun havde gået i skole og fået mad gennem et projekt for forældreløse børn i alle aldre.
Deres forældre var døde af aids og projektet kaldtes Towvirane. Det var på Tumbuku, som var den lille piges sprog, og Towvirane betyder ”lad os hjælpe hinanden”. Det var netop hvad det umådeligt rige land Danmark, i sit hjertes inderlige godhed, så gerne ville gøre.
Men nu havde Danmark dog ikke længere råd til at støtte uddannelsesprojektet for forældreløse børn i den lille piges landsby langt ude på landet, så derfor var hun flygtet ind til hovedstaden. Hun overlevede sammen med mange andre forældreløse børn på gaden, og forsøgte at tjene lidt penge til mad ved at sælge tændstikker til de mange mennesker på gaden foran det store hotel.
Hun ville jo så gerne undgå at sælge sin egen krop til de rige hotelgæster, sådan som mange af de andre forældreløse piger måtte gøre. Særligt de hvide hotelgæster betalte ellers vældigt mange kwacha for at købe de helt små pigers kroppe, men dette gjorde så ondt at tænke på og endnu mere ondt at opleve. Det vidste den lille pige fra alle de historier, som hendes små veninder havde fortalt.
I dag ville ingen købe hendes tændstikker, så derfor sultede og frøs hun og krøb sammen i hjørnet under det åbne køkkenvindue, hvorfra de liflige dufte strømmede ud. For dog at få en smule varme og lys strøg hun en af sine tændstikker, selv om hun egentlig hellere skulle have solgt dem for nogle kwacha.
Så kunne hun måske have fået råd til at købe en lille majsbolle henne på gadehjørnet hos den fattige enke. Enken sad på en gammel Carlsberg-ølkasse og i bunden af en tom flaske ved siden af kassen, kunne den lille pige læse, at der stod ØL på dansk med store bogstaver, og det ord forstod pigen meget vel.
Hendes lærer i skolehytten havde jo fortalt om, hvorledes det store Carlsberg bryggeri var det allerførste danske udviklingsbistandsprojekt i Afrikas fattigste land, hvortil den danske regering havde skænket mange, mange penge.
Hun strøg en tændstik – hvor sprudede den, hvor brændte den med en klar og varm flamme. Det var et underligt lys: den lille pige syntes bestemt, at hun var tilbage i skolehytten i den lille landsby langt mod nord. I mange små skolehytter havde den lille danske hjælpeorganisation undervist 4.000 forældreløse børn i 240 landsbyer.
Den lille pige lærte sig at læse og skrive og sy på en gammel Singer-symaskine, som var skænket til hjælpeorganisationen af en godhjertet dansk familie. Så nu kunne pigen sammen med sine mange kammerater sy og siden sælge tøj på landsbyens marked og tjene nogle kwacha. De penge trængte man så hårdt til, for at kunne købe sæbe og lidt mad til de mange aids-syge i hytterne i landsbyen.
Hver dag fik hun og alle hendes kammerater også den dejligste majsgrød og sojabønner – så meget som de nu kunne spise. Alt dette var muligt, fordi den lille danske hjælpeorganisation havde indført noget, som man kaldte for ”mikro-kreditter” og ”rullende lån” og pigen vidste meget vel, at dette var en ny slags udviklingsbistand.
Man kaldte den ”bæredygtig”. Meningen var, at de fattigste hurtigt skulle blive uafhængige af flere gaver fra de rige landes regeringer, som man alligevel aldrig kunne stole på, og at de fattigste snart skulle kunne overleve og udvikle sine bysamfund ved egen hjælp.
Sådan fungerede denne nye form for udviklingsbistand, til stor nytte for den lille pige og hendes 4.000 forældreløse kammerater og mange flere mennesker i de 240 landsbyer, som Towvirane projektet omfattede:
Der blev givet et lille lån af den lille hjælpeorganisation til en kvindegruppe i hver landsby – oftest enker efter mænd, som tidligere var døde af aids. Lånene blev brugt til at starte små virksomheder som et lille syværksted, en lille hytte med kyllinger, grøntsagsdyrkning på et lille jordstykke eller et snedkerværksted.
En fjerdedel af de penge der kom ind fra salget af det tøj, som blev syet i de små værksteder, fra salget af de kyllinger som blev udruget i de små hytter, fra salget af grøntsagerne og fra salget af de enkle møbler som familierne tømrede sammen i deres hytter, kunne bruges af de fattigste kvinder selv til at købe mad for og betale skolepenge for nogle af deres børn.
Den næste fjerdedel af pengene kunne bruges til at købe små, nødvendige ting som sæbe og lidt mad til de mange mennesker, der var for syge af AIDS til at kunne arbejde og bare lå i deres hytter og ventede på døden.
Den næste fjerdedel var reserveret til at tilbagebetale det lille lån, som den danske hjælpeorganisation havde givet kvindegruppen. De var ansvarlige for regnskaberne, oplæring af børnene og andre medlemmer i arbejdsgrupperne og for tilbagebetalingen af lånet til en ny kvindegruppe i nabobyen.
Og den sidste fjerdel af indkomsterne fra de små virksomheder blev gemt som opsparing for kvindegruppen og kunne bruges til at dække uforudsete udgifter, som begravelse af slægtninge – og af begravelser var der mange – og måske til skolepenge og til skoleuniformer for de nye, forældreløse børn, af hvilke der hele tiden blev flere i de 240 landsbyer, som omfattedes af Towvirane projektet.
Det rygtedes snart i mange andre landsbyer over det ganske land, at denne form for udviklingshjælp var en sand hjælp til selvhjælp i de små landsbyer. Den var også mere nyttig for landsbyernes egen befolkning, end de mange penge som de store bistandsorganisationer gav til ministrene i regeringen og som man i landsbyerne ofte hørte om i radioen – men dog aldrig så noget til.
Så derfor stod mange kvindegrupper i mange landsbyer i kø for at få lov til at
komme med i Towvirane projektet.
Hele Towvirane-projektet for de 4.000 børn i de 240 landsbyer havde kostet en tusindedel af den nye motorvej mellem Århus og Silkeborg – 35 meter motorvej -. Det var hvad en af lærerne i skolehytten havde læst i en avis fra Danmark.
Den lille pige var meget dygtig til at regne – og hun havde hurtigt kunnet regne ud, at hver meter af denne nye motorvej havde kostet det samme, som den lille danske hjælpeorganisation behøvede, for at sikre at 114 forældreløse børn i Malawi hver dag kunne få al den mad og uddannelse de behøvede for selv at kunne overleve og hjælpe aids-patienterne i landsbyerne.
Dog kunne Danmark – selv om det var et umådeligt rigt land – ikke få råd til både at bygge en meter motorvej og at uddanne 114 forældreløse børn i et fattigt land i Afrika. Det forstod hun nok.
Lærerne i skolehytterne i Towvirane-projektet havde også forklaret, at den nye danske regering efter det sidste valg nu havde indført en omvendt Robin Hood politik – og derfor var nødt til at tage endnu mere fra de allerfattigste på jorden og give det tilbage til de allerrigeste.
Det kunne man dog også forstå. Og den lille piges tændstik slukkedes og hendes indre billeder af al den gode mad og uddannelse i Towvirane-projektet slukkedes med den.
Men ak, hvor koldt det var at sidde der i hjørnet bagved hotellet i den store by, sulten som den lille pige var. Og mæt blev hun jo alligevel ikke af de liflige dufte fra køkkenvinduet ovenover hende. Og så strøg hun endnu en tændstik for dog at varme sig endnu en lille smule.
Og hvor den brændte, hvor den lyste – og hvor dens skær faldt på hotellets mur, syntes den lille pige, at hun igen så det mest forunderlige skuespil, som hun havde oplevet sammen med sine kammerater i den lille landsby.
Den lille danske hjælpeorganisation havde for nogle af sine mange penge fra Towvirane-projektet lavet en stor fest for hele landsbyen, købt mange sække majsmel og sojabønner, lavet mad til alle og indbudt Gulu wamkule teatergruppen fra en anden landsby.
Det måtte have kostet næsten det samme som at bygge tredive centimeter motorvej mellem Århus og Silkeborg, kunne pigen regne ud.
Gulu wamkule tolkede de tanker og erfaringer, som forfædrene ønskede at viderebringe til sine efterkommere i landsbyen, de dansede, spillede og sang og fortalte om livet i gamle dage.
Sammen med den danske hjælpeorganisation havde teatergruppen nu indøvet mange danse, sange og dramaer, som alle handlede om, hvordan man bedst kunne undgå at blive smittet med hiv og andre kønssygdomme, og også hvordan man bedst skulle pleje alle de voksne, som allerede havde fået aids og give dem lidt mad og medicin.
Og selv om alle dansene og sangene og dramaerne egentlig handlede om noget sørgeligt og alvorligt – var det dog så fornøjeligt, og den lille pige glædede sig og varmede sig så inderligt over at genopleve denne vidunderlige fest i sin landsby.
Men ak, også denne tændstik slukkedes snart, og mørket og kulden svøbte sig igen om den lille pige i hjørnet bagved det store hotel.
Og så strøg hun igen en tændstik, for dog igen engang at opleve lidt varme og lys der i den kolde nat.
Åh, hvor tændstikken dog brændte og lyste i den mørke nat. Og i dens skær oplevede den lille pige et forunderligt og næsten uvirkeligt syn.
I glansen fra tændstikken så hun en verden, hvor de 3 rigeste mænd ikke længere ejede lige så meget som de 48 fattigste landes samlede bruttonationalprodukter, men hvor de 3 mænd delte ud af deres ufattelige rigdomme, så ingen længere behøvede at sulte.
Hun så en verden, hvor en femtedel af alle mennesker ikke længere var nødt til at leve for mindre end 7 kroner om dagen – og hvor de rigeste landes mennesker ikke længere behøvede at lide så meget under deres overvægt og kolesterolfyldte blodkar.
Hun så en verden hvor 3.600 børn om dagen ikke længere behøvede at dø af diaré og andre sygdomme, som kunne forebygges for nogle få ører.
Og hun så en verden, hvor hun selv og alle hendes 4.000 forældreløse kammerater i Malawi kunne fortsætte deres uddannelse og hver dag kunne spise sig mætte, fordi det umådeligt rige land Danmark alligevel havde bestemt sig for at fortsætte at give lidt penge til Towvirane-projektet.
Måske bare netop så mange penge, som det ville koste at bygge 35 meter af motorvejen mellem Århus og Silkeborg? Det ville være nok til, at alle de 4.000 forældreløse børn kunne fortsætte deres skolegang i endnu et helt år.
Men om morgenen fandt nogle gæster fra det store hotel den lille pige i hjørnet bagved hotellet, lige under det åbne køkkenvidue, hvorfra liflige maddufte stadig strømmede ud. Hun var død af sult og kulde og havde stadig nogle tændstikker i hånden.
Hun har villet varme sig, sagde man.
Men hvad kan vi gøre?
Der er jo så mange af disse børn – og der bliver stadig flere!
Hun har dog selv valgt at lade sig føde i et af verdens allerfattigste lande og tillige af helt forkerte forældre. Det kan vi ikke gøre noget ved.
Men i aften serveres på hotellet en dejlig cognacsflamberet oksefilet med pommes duchesses, smørstegte trøfler og en veltempereret Chateau Montrose 1996 Saint-Estephe.
Og som forret kan vi nok fortjene en snitte med Beluga-kaviar og dertil et godt glas Moet & Chandon. Det er jo dog juleaften og den må vi fejre!
ADRA Danmark – Adventist Development and Relief Agency – er en lille dansk bistandsorganisation, som støttede Towvirane-projektet.
Det omfattede i 2001-2002 i alt 8 distrikter i det nordlige Malawi med et budget på 1,1 million kr. fra den danske ambassade i Malawi. Projektet stoppedes i 2002 ifølge en beslutning, truffet af den da nytiltrådte VK-regering om at lukke ambassaden og stoppe bevillingerne derfra.
ADRA Danmark støtter, gennem sin søsterorganisation ADRA Malawi, et omkostnings-effektivt hiv/aids-forebyggelsesprogram i Malawi – AIDS Prevention, Family Planning, Home Based Care and Orphan Support Malawi – som siden 1991 har opbygget lokalsamfundsbaserede programmer over hele landet.
Juleeventyret er venligst stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren.
Frants Staugård, MD, Dr Med Sci. Consultant International Public Health, The Ipelegeng Foundation, Nissanro Kappeled, 333 91 Smålandsstenar, Sverige.
E-mail: [email protected]
