Poul Buch–Hansen
Poul Buch–Hansen (f. 1935) er økonom af uddannelse, cand.polit. fra 1963, og var i små 20 år lektor i udviklingsøkonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Han har ligeledes, i hele sit efterfølgende arbejdsliv, beskæftiget sig med u-lande, økonomisk vækst, social udvikling og udviklingsbistand.
Han har været udstationeret i Liberia, Uganda og Indonesien i længere perioder og har i de seneste godt 25 år arbejdet med dansk udviklingsbistand som ekstern konsulent for Danida. Først igennem Carl Bro International A/S og siden i Development Associates A/S, et privat konsulentfirma han selv stiftede i 1993.
Poul Buch-Hansen er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Ikke mindst evaluerings opgaver har været i fokus, blandt andet i forbindelse med dansk bistand inden for landbrug, landdistrikt udvikling, naturressource forvaltning og privatsektor bistand.
Senest har han foretaget en evaluering af UNIDO’ s interventioner indenfor agri-business sektoren. I 2007 udgav han, sammen med Marie Hertz, bogen ”Dansk udviklingsbistand – er der en vej frem?” på Forlaget Thorup.
Der er tre helt overordnede problemkredse, som de nye regler bør tage hånd om.
Det første vedrører spørgsmålene om, hvilke type virksomheder, der kan modtage støtte, hvad de skal kunne præstere og hvilke krav, der i øvrigt kan stilles til den danske virksomhed såvel som til dens samarbejdspartner.
Den anden problemkreds drejer sig om betaling, kompensation, mv. dvs. de finansielle modydelser finansieret af bistandsmidlerne. Efter hvilke regler kan der opnås finansiel støtte eller betaling og for hvad?
Den tredje problemkreds omfatter arbejdsdelingen imellem Danida og ambassaderne på den ene side og på den anden de involverede virksomheder og deres organisationer med hensyn til det nødvendige opsøgende, forberedende og opfølgende arbejde
Hvad det første spørgsmål angår er muligheden for overførsel af relevant grøn teknologi helt centralt. Investeringerne skal endvidere kunne passes ind i forhold til samarbejdslandets egne behov og strategier, dets vækstmuligheder og -begrænsninger og til udfordringer i øvrigt i det pågældende land for drift af privat virksomhed.
Det må være et første krav til firmaer, der ønsker støtte under programmet, at de kan opfylde sådanne krav. Dertil kommer muligheder for skabelse af nye, gode og permanente jobs. Både den seneste (B2B-) evaluering og tidligere tilsvarende evalueringer har vist, at det netop er manglen på jobskabelse, der har været det store problem op igennem historien.
Landenes behov var ikke afgørende
En af årsagerne til den manglende jobskabelse under programmet i de hidtidige udformninger har været, at alle danske firmaer, der ønskede samarbejde med en virksomhed i de lande, programmet omfattede, var berettiget til støtte. Det var ikke de pågældende landes behov i henhold til egne vækststrategier, der var afgørende.
Det bør der laves om på, således at en støtte under programmet forudsætter, at den påtænkte investering passer ind i en overordnet vækststrategi. Erfaringerne viser endvidere, at det på forhånd må sikres, at hele værdikæden, som virksomhedssamarbejdet bliver en del af, fungerer i alle led.
Det sidste arbejdes der for tiden med i Danida, men det første er også vigtigt. Indsatser visse steder i visse værdikæder medfører større samlet jobskabelse (igennem de fremad- og bagudrettede effekter) end tilfældet er i andre dele af værdikæden og i andre værdikæder, eksempelvis eksport-værdikæder i sammenligning med hjemmemarkeds-værdikæder.
Dansk bistand skal ikke subsidiere danske virksomheder
Det andet hovedspørgsmål drejer sig om betaling og kompensation. Her er det nødvendigt at understrege, at de danske bistandsmidler ikke skal anvendes til at subsidiere danske firmaer. Disse skal betales for deres ydelser til Danida og kompenseres for deres omkostninger i den forbindelse.
På den anden side er samarbejdet jo også i firmaernes egne fælles kommercielle interesser og der ville være tale om subsidiering, hvis den del også blev dækket under reglerne. Problemet er, at det er svært at skille ad.
Men der bør gøres et forsøg på at finde en løsning på det problem. Danske virksomheder, der indgår i samarbejder med tilsvarende virksomheder i samarbejdslandene, leverer typisk også rådgivning i forbindelse med teknologioverførslen, rådgivning der vel er på linje med den rådgivning, der i andre sammenhænge leveres til Danida udefra.
For sådanne indsatser under DBP-programmet bør der derfor kunne betales fuldt ud efter regler svarende til reglerne for konsulentarbejde.
For de i DBP-involverede firmaer ligger der endvidere i samarbejdet på den ene side som nævnt nogle fremtidige indtægtsmuligheder, men på den anden side også en risiko for tab i forbindelse med selve investeringen.
Derfor kunne der være god mening i at kræve investeringerne i maskineri, bygninger, anlæg mv. finansieret på firmaernes egen regning og risiko.
Hvad det tredje område angår, er det oplagt, at forberedende arbejde relateret til nationale såvel som lokale vækststrategier og værdikædeanalyser, mv. ligger uden for, hvad de enkelte virksomheder kan gøres ansvarlige for.
Det må være Danida’s opgave, eventuelt igennem rådgiverbistand og anden støtte til planlægningsmyndigheder i samarbejdslandet at få udarbejdet vækststrategier, relevante værdikædeanalyser og lignende.
Der er også studier og opsøgende arbejde i Danmark, i hvilket såvel virksomhederne som erhvervsorganisationerne måske skal involveres. Det er i så fald et arbejde, som naturligvis skal honoreres på danske forretningsvilkår.
Danida skal have de faglige og økonomiske ressourcer
Det må være en forudsætning for at programmet overhovedet sættes i gang igen, at der i Danida er eller tilvejebringes de nødvendige faglige og økonomiske ressourcer til sådanne arbejdsindsatser.
Er de ressourcer ikke tilstede og til rådighed for implementeringen af programmet, er det spild af gode danske skattekroner at fortsætte med dette og måske også andre af erhvervsinstrumenterne.
En udlicitering til erhvervsorganisationerne af dele af dette arbejde er også en mulighed. Det er dog er nødvendigt med en minimumskapacitet i Danida. Ansvaret kan ikke udliciteres uden at det går ud over den politiske legitimitet.
