Paradokset Bangladesh var den overskrift, Bo Simonsen fra Udenrigsministeriet satte på sin artikel om Danidas strategi for den danske bistand til landet 2005-2009 i Udvikling 2:2005.
Det lød både spændende og rigtigt! Bangladesh er virkelig et ægte paradoks, der lever, eksisterer og trives selv om det er umuligt. Jeg læste interesseret videre. Måske var Bo Simonsen den vise onkel, der kunne fortælle hemmeligheden bag det øjensynlige mirakel!
Det gjorde han nu ikke, og det skal han ikke lastes for. For hvis han havde gjort det, havde han været klogere end en hel generation af bistandsfolk og politikere, der har undret sig over landets naturstridige fremgang lige siden Østpakistan blev Bangladesh i 1971.
Derimod opstillede Bo Simonsen et falsk paradoks, idet han satte den økonomiske vækst og sociale fremgang i Bangladesh op som modsætning til landets dårlige regeringsførelse, korruption og mangel på menneskerettigheder.
Demokrati og menneskeret er goder, vi bør tro på og fremme. Vi bør også bekæmpe korruptionen og alle dens gerninger. Men det er simpelt hen overtro og i strid med historiske kendsgerninger at påstå, at demokratisk og social udvikling er to sider af samme sag. Og det er den underforståede påstand Bo Simonsen lægger til grund, når han taler om paradoks i sin artikel.
Den holder bare ikke! Kina og massevis af andre lande har bevist det gennem deres udviklingshistorie. Det er fakta, selv om rettroende demokrater helst vil benægte fakta.
Det sande paradoks ligger et andet sted. Nemlig i den positive sociale udvikling Simonsen indleder med at beskrive og som er sket på trods af alle odds.
Da jeg kom til Bangladesh første gang i 1976 havde landet 80 millioner indbyggere. Det var så overbefolket, fattigt og hærget af naturkatastrofer, at alle rystede på hovedet og så opgivende ud, når man spurgte, hvordan landet nogensinde skulle klare sig som selvstændig stat. Der var simpelt hen ikke nok at leve af.
Bangladesh is an international basketcase (et menneske uden brugbare lemmer), sagde Henry Kissinger allerede i 1971. Selv oplevede jeg det første møde som rystende. Landet var stinkende fattigt.
I dag har Bangladesh over 140 mio. indbyggere, der for længst burde være gået til af sult, sygdom og de mange stormfloder, der har været i årenes løb. Det er de bare ikke. Tvært imod har de hevet sig selv op ved hårene.
I 1970erne var Bangladesh et af Verdens fattigste lande. I dag placerer FNs udviklingsorganisation, UNDP, Bangladesh i kategorien mellem de lavt- og højtudviklede lande.
Gennemsnitsindtægten er meget højere end før. Forskellen mellem rig og fattig er mindre. Flere kan læse og skrive. Kvinderne har det bedre. Færre børn dør som spæde. Et gensyn med Bangladesh er et godt gensyn. Man kan se fremskridtet.
Årsagerne er mange: Bedre dyrkningsmetoder, mere skolegang, ny eksport og masser af hårdt arbejde.
Men udviklingen er alligevel paradoksal i den forstand, at ingen, jeg kender, kan give en udtømmende forklaring. Landet burde være sunket i havet under vægten af sin egen befolkning. Men klarer sig bedre end nogensinde.
Jørgen Harboe er freelance journalist og forfatter med u-landsforhold som speciale. Kommentaren stod i Danidas månedsavis, “Udvikling”, nr. 2, 2005, og gengives med tilladelse fra forfatteren.
