Etiopien skruer op for integrationen af flygtninge

oxfam_is_providing_clean_water_to_over_100000_south_sudanese_refugees_in_gambella_ethiopia_15133850241
Flygtninge fra Sydsudan i Gambella i 2014. Med lovændringen kan lejrens indbyggere nu bosætte sig andre steder i landet og på lovlig vis finde et arbejde.
Foto: Oxfam/Aimee Brown (CC BY 2.0)
Laurits Holdt

19. januar 2019

Parlamentet i Etiopiens hovedstad Addis Ababa vedtog torsdag en revideret lov, der betyder, at flygtninge i landet fremover får nemmere ved at få f.eks. arbejdstilladelse, kørekort og en bankkonto.

Det fortæller FN’s flygtningehøjkommisariat, UNHCR i en pressemeddelelse.

Ifølge UNHCR gør lovændringen landets flygtninge lovgivning til den mest progressive i Afrika.

”Ved at give flygtninge mulighed for at blive bedre integreret i samfundet, lever Etiopien ikke bare op til sine forpligtelser under de internationale flygtningelove, men står som en rollemodel for andre lande, der huser flygtninge,” siger Filippo Grandi, der er leder af UNHCR.

Etiopien har i årtier huset store grupper af flygtninge fra nabolandene. I øjeblikket er der omkring 900.000 flygtninge i landet.

De kommer fortrinsvis fra Sydsudan, Somalia, Sudan og Eritrea. Desuden er der mindre grupper af flygtninge fra Yemen og Syrien.

Ifølge Voice of America betyder lovændringen af flygtninge nu må forlade de flygtningelejre, de hidtil har boet i, og bosætte sig, hvor de har lyst.

Desuden har de mange flygtninge nu ret til at skolegang og til at blive registreret i de nationale fødsels- og ægteskabsregistre og på den måde få papirer på deres eksistens og status.