Især, når det gælder “systematiske tilsidesættelser af folkeretten”, skriver medlemmer af Rådet For International Konfliktløsning (RIKO) i en henvendelse til Folketinget torsdag, hvor partierne med stort flertal afviste et beslutningsforlsag om, at regeringen skal anerkende Palæstina som stat.
“I disse dage er der et holdningsskifte undervejs i Europa i forhold til Israel-Palæstina-konflikten. Flere europæiske lande har anerkendt Palæstina og har haft en politisk debat omkring forholdet til Israel”, hedder det fra underskriverne, som fortsætter:
“Også Danmark burde udnytte det politiske momentum og anerkende Palæstina i en forsinket erkendelse af, at Oslo-aftalen efter mere end 20 års frugtesløs forhandling ikke længere bør respekteres som fundamentet for Israel-Palæstina-konfliktens løsning.
Ofte udtaler politikere og kommentatorer, at fredsprocessen skal tilbage på sporet. Så længe der er en ‘ fredsproces’, er tanken, at det går fremad, selv om udviklingen på jorden går den modsatte vej. Succeskriteriet er blevet, at man ser billeder af, at de to parter sidder sammen om et bord.
Men Oslo-aftalerne er tænkt forkert fra start og er nu med til at fremme besættelsen bl. a. ved at koncentrere palæstinenserne i enklaver, så Israel kan overtage mere land.
Så længe der er en ‘ fredsproces’, er tanken, at det går fremad, selv om udviklingen på jorden går den modsatte vej. Succeskriteriet er blevet, at man ser billeder af, at de to parter sidder sammen om et bord.
Fra konfliktforvaltning og status quo til konfliktløsning
Riko arbejder for konfliktløsning og holder sig i andre sammenhænge ikke tilbage fra at understrege nødvendigheden af forhandling. Men den nuværende proces omkring Palæstina er ikke konfliktløsning, det er konfliktforvaltning, der fastholder status quo.
Hvad vil Israel i realiteten have af palæstinenserne? Og hvad har palæstinenserne at give, efter at de allerede har afstået 78 procent af det historiske Palæstina? Reel forhandling vil kun finde sted, når præmissen for forhandlingerne ændrer sig.
Hvis situationen skal ændres, må der lægges massivt pres på Israel for at stoppe bosættelser og besættelse. Fredsbevægelsen i Israel er så svækket, at det er urealistisk, at presset vil komme herfra.
Forandring kan i stedet komme to steder fra: ikke-voldelig modstand i Palæstina, ligesom den første intifada, der var altovervejende ikke-voldelig og førte til Oslo-forhandlingerne, samt gennem internationalt pres. Der er flere ikke-voldelige initiativer så som BDS-bevægelsen, fredelige demonstrationer på Vestbredden samt teltbyer, der besætter land, før det besættes af Israel.
Disse initiativer får dog sjældent støtte og opmærksomhed i dansk politik og mediebillede. I stedet ender Hamas og døde børn i Gaza med at være det, der kan sætte konflikten på dagsordenen og få os til at tage stilling for en stund, før vi igen stiltiende accepterer status quo.
Vi bør støtte de kræfter, der med ikke-voldelige midler vil udfordre normaliseringen af konflikten.
Må være konsekvente, også når det gælder Israel
Hvad angår internationalt pres har vi bl.a. sanktioner og symbolsk anerkendelse til rådighed.
Hvis vi skal stå fast på vore værdier, må vi være konsekvente, også når det gælder Israel.
Hvorfor vil den danske stat være med til igen og igen at betale for Gazas genopbygning uden samtidig at udfordre fundamentet for denne cyklus af fredsproces-krig-tilnærmelse-fredsproces-krig?
EU og Danmark har alt for længe set igennem fingre med systematiske overskridelser af folkeretten. Manglen på fordømmelse og sanktioner over for Israel udstiller Danmarks og Vestens hykleri.
Israel bør sanktioneres, så længe de ulovlige bosættelser består, ligesom EU’s fordelagtige handelsaftale med Israel bør sløjfes. Udenrigsministeren har varslet en skærpet kurs over for Israel, men vi har endnu ikke set nævneværdige konkrete tiltag.
Et stigende pres på Israel kan gøre, at de får ‘ noget på spil’ igen og således et øget incitament til at ændre situation. Det handler ikke om at være pro-israelsk eller pro-palæstinensisk.
De to folk har et omfattende skæbnefællesskab, og det er mindst lige så meget for israelernes bedste, at situationen skal ændres.
Den seneste tids spændinger kan ses som et udtryk for, at palæstinenserne har mistet håbet. Det kan skabe en særdeles farlig situation.
En europæisk anerkendelse af Palæstina og øget pres på Israel kan genskabe håbet. Det vil være et lille, men potentielt vigtigt skridt i en symbolsk krig om at ændre den asymmetriske magtbalance.
Derfor bør Danmark også udnytte det politiske momentum i Sverige, Storbritannien, Irland, Frankrig og Spanien og anerkende Palæstina samt presse på for en ny vej frem mod en retfærdig og varig fred”, slutter henvendelsen.
Underskriverne er:
Aase Rieck Sørensen centerleder ved Center for Konfliktløsning, cand.mag.
Ahlam Chemlali, program-koordinator
Anders Kærgaard, Kaptajn
Anders Seneca Bang, Journalist
Annette Stubkjær, BA i konfliktstudier
Birgitte Rahbek, Ph.d. i pædagogik, konfliktmægler
Hans Branner, cand.scient.pol. Forfatter og lektor
Isabel Bramsen, ph.d. kandidat ved CRIC
Jørn Boye Nielsen, cand.scient.pol.
Leila Stockmarr, ph.d. kandidat Roskilde Universitet
Lars Erslev Andersen, seniorforsker
Maja Greenwood, ph.d.-kandidat ved CRIC og DIIS.
Maria Stage, studerende ved statskundskab
Marianne Norgaard Jensby, kandidat i Internationale Forhold
Nagieb Khaja, journalist og forfatter
Poul Villaume, dr.phil., professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet.
Vibeke Vindeløv. dr.jur. professor i konfliktmægling ,Københavns Universitet
Poya Pakzad, politisk rådgiver i MS
Søren Friis, ph.d.-kandidat ved Aarhus Universitet
Thorkild Høyer, advokat.
Tue Magnussen, cand.mag, medlem af Rådet i MS
