En stadig større del af de europæiske borgere og statsledere så gerne, at deres land meldte sig ud af EU. Med Brexit så vi, at de populistiske og nationalistiske partier ikke længere kan klassificeres som et mindretal. EU-skeptikerne tror på, at europæiske borgere anno 2016 kan få et bedre liv udenfor fællesskabet – og de er klar til at handle på den overbevisning ved at stemme sig ud.
I Afrika knokler statsledere, virksomheder og civilsamfundet for at udvikle en union, der ligner det EU, mange europæere er i gang med at nedbryde.
Man forsøger i Afrika at skabe en union, som kan give den samme positive forandring for den afrikanske befolkning, som EU har gjort for den europæiske befolkning.
I 2002 blev Den Afrikanske Union oprettet efter inspiration fra EU og med samme slogan: ”Let us all Unite and Celebrate together.” har unionen formået at samle 53 ud af 54 afrikanske lande.
Når Robert Mugabe og Jacob Zuma skal samarbejde for fælles afrikanske interesser, må der indgås kompromisser og sluges kameler, der er langt større end fordelingen af 1.000.000 flygtninge indenfor Schengen-området. Man kan spørge sig selv, hvorfor 53 lande i Afrika har så travlt med at udvikle en union, når en stor del af borgerne i de 28 lande i EU vil af med deres?
Afrika har brug for Den Afrikanske Union
Selvom det går fremad på en lang række områder på det afrikanske kontinent, er der også store udfordringer. Med over 50 millioner flygtninge og interne fordrevne, så har verdens fattigste kontinent skulle håndtere mere end 50 gange så mange flygtninge, som det rigeste kontinent. Verdens største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig udspiller sig lige nu i Afrika. Den Afrikanske Union skal løse nogle af verdens største konflikter – udfordringer i en helt andet skala end dem, EU har. Og det forsøger de hårdnakket, selvom unionen har et stort kapacitetsproblem sammenlignet med EU.
Mange ser et håb i Den Afrikanske Union, og med god grund. For union giver råderum for demokratiske principper og er nået meget langt i forhold til, hvor længe den har eksisteret.
Man har rent faktisk skabt en international spiller, det internationale samfund tager med på råd. Blandt andet fik den Afrikanske Union i 2004 etableret et Freds- og Sikkerhedsråd, der samarbejder med FN og Den Arabiske Liga om at skabe fred på kontinentet. En indsats, som kan vise sig at være afgørende, når det kommer til at undgå, at den ungdom, der skal udvikle kontinent i fremtiden, flygter til Europa for velstand og velfærd er drivkraften for mange afrikanere, som søger lykken ved at migrere til de europæiske lande.
Selvom levevilkårene forbedres hurtigt, er der stadig et stykke vej, når det kommer til at udrydde ekstrem fattigdom, og netop fattigdommen er en kæp i hjulet, når det kommer til at skabe fred.
Unionerne er fredsprojekter
Verdens største fredsprojekt, EU, har siden kul- og stålfællesskabet blev oprettet i 1951, sikret forhøjet levestandard til hele det europæiske kontinent og vigtigst af alt sikret en kontinuerlig fremgang ved at forsikre mod krig. Det har vist sig at være sandt, at når varer krydser grænser, gør våben det ikke, da alle parter har en fællesinteresse.
I Afrika forsøger man at følge samme eksempel. Den Afrikanske Union søger at fremme demokrati, menneskerettigheder og udvikling i Afrika. Mange afrikanske ledere vil have et fællesskab, der ligner EU med bærende elementer som fred, sikkerhed, handel og udvikling, og hvor afrikanske unge ikke behøves at søge lykken ved at tage den tvivlsomme og farlige rute over Middelhavet.
Den Afrikanske Union er også begyndt at indsætte tropper i konfliktfyldte områder som i Somalia, Den Demokratiske Republik Congo og Darfur i Sudan.
Skal man se EU som et eksempel, skal samhandlen dog stadig øges, hvis fred i Afrika skal blive en realitet. En anden vigtig opgave for Den Afrikanske Union er derfor at forhandle handelsaftaler hjem internt såvel som eksternt.
Verdens udfordringer løser vi sammen
Blandt Den Afrikanske Unions lande er der – ligesom i EU – forskellige holdninger til, hvor stærkt integreret samarbejdet skal være, og det er blandt fremtidens udfordringer at nå til enighed om det. Men man fornægter ikke Europas historie, nemlig at unionen som det eneste middel, vi kender til, beviseligt har skabt varig fred og økonomisk vækst. To ting, som der dog trods splittelse i Europa må siges stadig at være enighed om, er idealer, vi alle efterstræber.
Først når vi er blevet enige om, at en fælles union i er en god idé, kan vi flytte den forsimplede debat om, hvorvidt vi skal have en fælles europæisk union eller ej til at handle om de visioner, vi måtte have om fremtidens EU. Den Afrikanske Union har allerede skabt positiv forandring, men med et EU, der fortsat står sammen om at løse verdens udfordringer, som forbillede, kan den skabe endnu mere forandring.
Camilla Bøgelund og Mustafa Murad er henholdsvis Journaliststuderende, DMJX og Stud.polit, Københavns Universitet. Begge studerende ved Europa Akademiet og tilknyttet Tænketanken EUROPA.
