EU-kommissionen har planer om en sukkerreform, som vil sænke de kunstigt høje sukkerpriser i EU med rundt regnet en tredjedel og kan give et tiltrængt skub til frihandelsforhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Det vil gavne en række fattige u-lande, skriver dagbladet Børsen torsdag.
Sukker og bomuld er 2 af de vigtigste eksportprodukter for flere fattige u-lande og derfor kan en reduktion af sukkerprisen via en nedsættelse af EU-støttekvoterne med 17 procent, kombineret med et EU-tilbud om at fjerne al eksportstøtte være afgørende, vurderes det.
I dag får EUs sukkerbønder, herunder de danske, så meget støtte, at de kan udkonkurrere fattige bønder i u-landene. Samtidig har EU opbygget toldmure, så u-landene billige produkter kun i begrænset omfang kan komme ind i det forjættede EU-land med høje priser.
EU-kommissionens forslag vil både reformere den indre støtte til produktionen, lukke op for mere toldfri sukkerimport fra de fattigste u-lande til EU og sænke toldmurene overfor især Brasilien, som er en stor sukkereksportør. Altsammen krydret med en afskaffelse af de garanterede mindstepriser.
Modydelsen skal komme fra de sydamerikanske Mercosur-lande og eventuelt USA, hvis et bredt globalt kompromis skal i hus, anfører Børsen.