Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er mandag rejst til New Zealand og Vanuatu for at skabe en alliance mellem EU og Stillehavsstaterne, de afrikanske og vestindiske lande om bæredygtig udvikling op til Rio+20-mødet d. 20.-22. juni.
Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag.
Udviklingsministeren rejser til ministermøder i de to lande på den anden side af jordkloden for at repræsentere EU på vegne af EU’s udenrigsrepræsentant Catherine Ashton.
Der tegner sig en ny alliance i klimadebatten på tværs af det traditionelle skel mellem udviklingslande og industrilande, mener Christian Friis Bach:
”Det er virkelig stærkt, hvis vi i Vanuatu kan finde sammen om en fælles erklæring om bæredygtig udvikling. Det kan blive et vigtigt indspil til det store topmøde. Vi har en fælles interesse i, at udviklingsdimen-sionen kommer til stå stærkt i Rio”.
“AVS-EU partnerskabet repræsenterer 105 stater på fire kontinenter (inklusive de 27 EU-lande, red.). Det er en stor del af verdenssamfundet, som tilsammen har en betydelig stemme. Vi har en fælles interesse i at bekæmpe klimaforandringerne og fattigdom samtidig med at skabe bæredygtig udvikling for alle”.
De lavtliggende østater i Stillehavet er meget sårbare overfor klimaforandringernes konsekvenser i form af oversvømmelser, saltvand i vandforsyningerne, orkaner og andre ekstreme vejrforhold.
Ti af stillehavsstaterne er blandt verdens 15 mindste økonomier. Der bor kun samlet 10 millioner mennesker på stillehavsøerne, heraf over halvdelen i kystnære områder.
Vanuatu, der er vært for AVS-EU ministermødet, er en østat i Stillehavet øst for Australien, som førhen hed Ny Hebriderne. På dagsordenen for ministertræffet står også handelssamarbejde mellem EU og AVS-landene samt sammenhængen mellem udvikling og migration.
EU giver i perioden 2008-2013 via den europæiske udviklingsfond 22,7 milliarder euro til de 79 AVS-lande for bl.a. at bidrage til at bekæmpe virkningerne af klimaforandringer og fattigdom.
I New Zealand går Friis Bach i i dialog om EU’s udviklingssamarbejde med stillehavsstaterne i Pacific Islands Forum. I Vanuatu skal ministeren den 14.-15. juni deltage i et ministermøde med regeringsrepræsentanter fra Afrika, Vestindien, Stillehavet (AVS) og Europa.
Friis Bach rejser efter møderne direkte videre til Rio de Janeiro i Brasilien for at deltage i Rio+20 topmødet om bæredygtig udvikling.
Navnet Rio+20 er afledt af, at det nu er 20 år siden den store miljøkonference fandt sted i 1992 i den brasilianske by. Den formåede for første gang at sætte miljøets fremtid i centrum på den globale dagsorden
Det første store miljøtræf fandt sted i Stockholm i 1972, altså igen 20 år tidligere.
Mere om Rio+20 topmødet på http://www.uncsd2012.org
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/07-06-12/kulsort-global-milj-status-op-til-rio-90-m-l-kun-f