Af Henrik Døcker
Journalist og forfatter
De civile tab under krig begrædes altid, men der er en stærk tendens til at tage det let, når det er fjendens tab, der er tale om.
Er man interventionsmagt – som f.eks. i Irak eller Afghanistan – er det hele imidlertid meget mere kompliceret, end såvel politikere som militærfolk hidtil har antaget.
Civile ofre nu om dage er retsbe-vidste og forstår at drage sådanne fremmede magter til ansvar.
2 nylige domme fra Den Europæiske Menneskerettig-hedsdomstol i Strasbourg har fastslået britisk ansvar for henholdsvis drab på og flerårig retsstridig tilbageholdelse af irakiske borgere – med deraf flydende tungt erstatningsansvar.
Men, hov denne domstol gælder vel for Europa og ikke europæiske magters militære aktiviteter i fremmede verdensdele og tilmed aktioner under FN-auspicier?
Ja og nej: Jura, og i dette tilfælde folkeretten, opererer næsten altid med en hovedregel, hvortil kommer diverse undtagelser. Den europæiske menneskerettighedskonvention fastslår ganske vist allerede i art. 1, at dens parter (ofte kaldet signatarmagterne) garanterer borgere under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, som er angivet i konventionen.
EUROPÆISK menneskeretsbeskyttelse for ikke-europæere uden for Europa
I ganske overvejende almindelighed tolkes dette som de pågældende staters europæiske territorium. Kernen i bestemmelsen er imidlertid, at staternes ansvar undertiden kan strækkes til områder uden for Europa, særlig i en situation, hvor den eller de europæiske magter udøver en magt og kontrol, som i realiteten tilsidesætter den oprindelige nationale højhedsret på stedet.
Det viser med al tydelighed de 2 domme vedr. irakiske borgere: Al-Skeini og Al-Jedda, der i juli blev afgjort af Strasbourg-domstolens såkaldte Storkammer (17 dommere).
I Al-Skeini-sagen blev en iraker dræbt, da han var i britisk fangenskab i Basra-området, mens 5 andre omkom under skyderier eller i forbindelse med britisk patruljeren i samme område.
I Al-Jedda-sagen var en irakisk mand, der havde opnået asyl i Storbritannien og britisk statsborgerskab, under et ophold i Irak blevet tilbageholdt af britiske styrker i landet i 3 år, alene på mistanke om hans deltagelse i rekruttering af unge terrorister. Der blev aldrig rejst formel sag imod ham.
I begge sager fastslog Menneskerettighedsdomstolen, at Storbritannien udøvede den egentlige magt i den pågældende del af Irak (Basra-området), og at det var britisk jurisdiktion.
De 2 afgørelser har vakt stor opsigt i Storbritannien og blandt folkeretsjurister. Den kaster nemlig nyt lys på det indviklede spørgsmål om europæiske magters ansvar uden for, hvad man kunne kalde deres traditionelle jurisdiktion. Noget juristerne kalder den ekstra-territoriale jurisdiktion.
Fra Strasbourg-domstolens tidligere domspraksis citeres ofte den i Bankovic-sagen, som var anlagt af i alt 6 jugoslaver mod de i alt 17 NATO-lande, som ved deres luftbombardementer af Serbien i 1999 bl.a. tog livet af deres familiemedlemmer.
Men den sag tog Menneskerettighedsdomstolen ikke, fordi de pågældende lande – som handlede til forsvar for de folkedrabstruede albanske indbyggere i Kosovo – ikke havde effektiv kontrol over det bombede territorium og dets befolkning.
DRAB I mulm og mørke – og ingen efterforskning
Ganske anderledes i Irak, hvor USA og Storbritannien indtil indsættelsen af den irakiske overgangsregering i 2004 udøvede den reelle magt (jurisdiktion) i Basra-området, noget den britiske højesteret (de såkaldte law lords i det britiske Overhus) dog havde afvist.
Selv om den multinationale styrke i Irak handlede i henhold til en FN-resolution, havde FN intet egentligt ansvar. Spørgsmålet var så, hvem der havde det?
Det fremgår af andre retssager (vedr. Kosovo og Srebrenica), at FN er immun, og at der ikke i forbindelse med udsendelse af tropper kan rejses erstatningsansvar mod FN.
At civilpersoner omkommer som følge af fremmede soldaters tilstedeværelse på et territorium i beskyttelsesøjemed kan desværre ikke undgås. Men det er mere end beklageligt, at der undertiden ikke kan placeres et ansvar – hverken hos en international organisation eller hos de stater, der har bidraget til en international styrke.
Al-Skeini-sagen omfattede i alt 6 personer dræbt af britiske styrker, som i henhold til Sikkerhedsrådets resolution 1483 var i Irak som besættel-sesmagt – men med det formål ”at fremme velfærd for et irakiske folk hen i mod retablering af sikkerhed og stabilitet”. Besættelsen ophørte 28. juni 2004.
Der opstod da i denne periode uhyggelige episoder, som til dels havde rødder i kulturforskelle. Som da irakiske deltagere i en begravelse affyrede skud i mørke, hvorved britiske soldater følte sig truet.
Eller da de brød ind i et hus og skød en mand, fordi de havde hørt, at svært bevæbnede irakere var forsamlet her. Atter andre episoder og drab udspilledes også efter mørkets frembrud i forbindelse med mistanke om plyndring eller ved razziaer.
Den britiske forsvarsminister havde i første omgang forsøgt at afværge retssager ved at nægte uafhængig juridisk efterforskning, ansvar for dødsfaldene eller kompen-sation.
De efterladte krævede imidlertid en juridisk kulegravning. 5 af de efterladte modtog efter Strasbourg-domstolens afgørelse hver 17.000 euro samt tilsammen 50.000 euro i sagsomkostninger: Den europæiske menneskerettighedskonventions art. 2 om retten til liv fandtes krænket..
Ét af de 6 drab behandles dog fortsat ved britiske domstole, eftersom Storbritannien til sidst vedgik jurisdiktion i dette tilfælde.
INTERNERET i 3 år alene på mistanke
Al Jedda-sagen drejer sig om en irakisk født mand, som oprindelige spillede på det nationale irakiske basket ball-hold, men som i 1978 forlod sit land og i perioder boede i De Forenede Arabiske Emirater og Pakistan.
I 1992 tog han til Storbritannien, opnåede politisk asyl og statsborgerskab i 2000. I 2004 vendte han imidlertid med sine fire ældste børn tilbage til Irak, hvor han slog sig ned hos sin søster i Bagdad.
Kort efter ankomsten blev han anholdt af amerikanske soldater og siden hen ført til Basra. Her sad han interneret i 3 år indtil december 2007. Han mistænktes for at have rekrutteret terrorister uden for Irak – med det formål at de skulle komme til landet og foretage deres ugerninger.
Den britiske højesteret fastslog – i den sag, Al-Jedda rejste mod Storbritannien – at FN var ansvarlig for hans internering, og at FN-resolution 1546 pålagde Storbritannien en pligt til at holde personer tilbage, der antoges at true sikkerheden i Irak.
Desuden at det efter FN-pagtens art. 103 skulle lade forpligtelser efter pagten have forrang i en eventuel kollision med andre internationale forpligtelser – her over for den europæiske menneskerettighedskonvention.
Herefter blev Hilal Abdul-Razzaq Ali Al-Jedda frataget sit britiske statsborgerskab. Efter løsladelsen tog han til Tyrkiet og bor nu i Istanbul.
Menneskerettighedsdomstolen gjorde i sin dom opmærksom på, at FN-resolution 1546 ikke udtrykkeligt nævnte noget om retten til at internere (irakere); det var omtalt i et følgebrev fra den dav. amerikanske udenrigsminister Colin Powell som et eksempel på de forholdsregler den multinationale styrke kunne tage i anvendelse.
Nej, styrkens hovedformål var at øge sikkerheden og dét i overensstemmelse med den internationale menneskeret.
Både FN’s generalsekretær og den særlige Irak-styrke (forkortet UNAMI) understregede gang på gang, at respekten for menneskerettighederne skulle fremmes i Irak, og at det gav anledning til bekymring, at så mange irakere blev interneret uden den ringeste juridiske prøvelse af grundlaget herfor.
Der var således efter Menneskerettighedsdomstolens opfattelse intet juridiske grundlag at hente for at tilbageholde irakere i ubegrænset tid uden formel anklage.
Herefter statueredes britiske krænkelse af den europæiske menneske-rettighedskonvention art. 5, stk.1, der forbyder frihedsberøvelse, idet ingen af de undtagelser, der siden hen er opremset, gjaldt i denne sag. Al-Jedda tilkendtes 25.000 euro i godtgørelse plus 50.000 euro til sagsomkostninger.
(slut)
Kilde: Artiklen optræder i FN-forbundets medlemsblad “GLOBAL”, nr. 6, september 2011 – se også http://www.fnforbundet.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev
