I 2020 skal rige landes klimastøtte udgøre 100 milliarder dollar på årlig basis. Det er løftet, der er indskrevet i den globale klimapagt, Paris-aftalen, og andre steder.
udgjorde 21,7 milliarder euro, eller lige knap 24 milliarder dollar, hvilket næsten er en fjerdedel af den lovede finansiering.
Det skete på et rådsmøde, hvor ministrene også vedtog en tilgang til klimafinansiering, som EU-kommissionens repræsentanter kan tage med til det store klimatopmøde i Madrid, COP25, i december.
De mange milliarder er offentlige midler fra EU’s institutioner og medlemslandene, men det er ikke alle, der er helt tilfredse med summen.
”Dertil er de fleste af pengene taget fra eksisterende udviklingsbistand, og klimatilpasning er ekstremt underfinansieret. Europæiske lande fortsætter med at undvige deres ansvar for at styrke udviklingslande, så de kan skære i udledningerne og tilpasse sig konsekvenserne af klimakrisen,” fortsætter han.
Klimastøtten er steget fra 20,4 milliarder euro i 2017 og 20,2 milliarder euro i 2016.
som den danske kritiseret for at blive trukket fra kontoen med udviklingsbistand. Oprindeligt var der tilbage fra COP15 i København i 2009 et løfte om at levere de 100 milliarder dollar i ”additionelle” midler, således at de skulle leveres oveni den traditionelle udviklingsbistand.
rådskonklusionerne fra mødet fredag opfordret til, at flere bidrager til formålet.
Ved den seneste donorkonference for Den Grønne Klimafond holdt både Australien og USA sig tilbage. Det efterlader et smalt felt af ydere, hvor EU-landene står ret alene sammen med lande som Norge, Schweiz, Japan og Korea til at finansiere det anseelige beløb, der skal være på plads næste år.
Der er håb om, at vækstlande som Kina og Indien eller rige golfnationer som Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater kan hjælpe. Men ifølge FN’s Klimakonvention, som stammer fra 1990’erne, er disse lande kategoriseret som udviklingslande og har derfor ikke umiddelbart pligt til at lægge penge i kassen.
