Eva Grambye er nyt bestyrelsesmedlem hos IMS

globalnyt_-_690x390-4
Eva Grambye.
Foto: Dansk Institut for Menneskerettigheder
Gerd Kieffer-Døssing

21. december 2020

Eva Grambye, vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder og leder af den internationale afdeling, er netop tiltrådt som nyt medlem af bestyrelsen i IMS (International Media Support).

”Vi er vældig glade for at have fået Eva Grambye i bestyrelsen. Hun kan med sit kendskab til en række menneskeretslige problemstillinger og langsigtet udviklingsarbejde bidrage til IMS’ arbejde med medieudvikling og pressefrihed,” siger IMS’ direktør Jesper Højberg.

Han takker samtidig Charlotte Flindt Pedersen, direktør for Udenrigspolitisk Selskab, for hendes mangeårige engagement i bestyrelsen. 

Pressfrihed under pres
Eva Grambye tiltræder IMS’ bestyrelse på et afgørende tidspunkt.

Organisationen, der er Skandinaviens største medieudviklingsorganisation, har øget sine aktiviteter i Asien, Afrika og Mellemøsten – blandt andet med fokus på sikkerhed for journalister, ligestilling og bæredygtige forretningsmodeller for uafhængige medier – samtidig med at IMS udvider sin tilstedeværelse i Østeuropa.

I en tid hvor pressefriheden er ekstraordinært under pres, intensiverer IMS samtidig tilstedeværelsen på den hjemlige bane for at inddrage flere danskere i indsatsen.

”Pressefrihed er afgørende for, at befolkninger har adgang til troværdig information, hvilket igen er grundlæggende for ethvert samfund, som vil kalde sig frit og demokratisk. Pressefriheden er under pres i hele verden både off- og online, og det underminerer samfundsstrukturer samt vores tillid til hinanden. IMS laver imponerende arbejde for at modvirke denne udvikling, og jeg ser frem til at følge indsatsen endnu tættere og bidrage, hvor end jeg kan,” siger Eva Grambye.

Eva Grambye har tidligere arbejdet for blandt andet Udenrigsministeriet samt for FN’s Udviklingsprogram, UNDP.