Jann Sjursen fra Kristendemokraterne og u-landsjournalisten Knud Vilby kritiserer regeringen for at erstatte blød u-landsbistand med knaldhård sikkerhedspolitik. Det sker i debatindlæg i dagbladet Politiken 23. januar.
“Skiftet ses af, at Danmark nu sammentænker de militære indsatser med indsatser som udviklingsbistand og humanitær bistand”, skriver Jann Sjursen. “Der har allerede været tegn på, at udviklingsbistandens fattigdomsorientering må vige til fordel for andre politiske mål og interesser. Det seneste er regeringens arabiske initiativ”, tilføjer han.
Planen går ud på at give penge til demokratiudvikling i Mellemøstens rige oliestater.
Knud Vilby skriver, at flertallet i Folketinget – altså ikke bare regeringen – får vægtskålen til at tippe fra udviklingspolitik til forsvarspolitik:
“Der tegner sig en udvikling, hvor blød dansk sikkerhedspolitik som en selvstændig fattigdomsorienteret bistandspolitik spiller en mindre rolle, mens den militært orienterede politik spiller en større rolle. I dag er det danske militærbudget hvert år omkring fem milliarder kr. større end bistandsbudgettet. Samtidig begynder de militære danske interesser at styre, hvor nødhjælpen og de andre civile indsatser skal sættes ind. Fattigdomsorienteringen er på vej ud”, skriver Knud Vilby.