Fællesindsamling til ofrene for jordskælvet i Sydasien

Redaktionen

Folkekirkens Nødhjælp og UNICEF Danmark er gået sammen om en fællesindsamling til fordel for ofrene for jordskælvet i Sydasien. Omkring 4 millioner mennesker er hjemløse, og 120.000 har stort og akut behov for nødhjælp, skrtiver UNICEF Danmark i en pressemeddelelse torsdag.

Jordskælvet har indtil videre krævet over 33.000 dødsofre. En hurtig og omfattende nødhjælpsindsats er nødvendig for at redde liv. Vejret er vådt og koldt især i de højtliggende områder. I en katastrofesituation som denne, kan der meget let opstå smitsomme sygdomme, når mennesker ikke har adgang til rent vand, ordentlig sanitet, ly og sundhedshjælp.

Folkekirkens Nødhjælps indsats

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i både Indien og Pakistan gennem lokale partnere i ACT, Kirkernes Internationale Nødhjælp. På den pakistanske side bliver 15.000 familier i øjeblikket hjulpet med mad, kogegrej, tæpper og midlertidigt husly. I den indiske del af Kashmir gælder indsatsen 10.000 familier, som akut har brug for telte, tæpper og tøj. Hjælpen koordineres af partneren CASA, som har stor erfaring i katastrofearbejde.

UNICEFs indsats

Jordskælvet har ramt regionens børn hårdt. Mange er kvæstede, traumatiserede og blevet væk fra eller har mistet deres forældre. Derudover er mange skoler ødelagte. UNICEF har brug for 386 millioner kr. til nødhjælpsarbejdet i de kommende 6 måneder. Pengene vil gå til at sikre børns overlevelse i Pakistan og nabolandene. UNICEF har som del af FN fået ansvaret for at sikre rent vand, sanitet, børns ernæring, uddannelse og beskyttelse.

Man kan støtte ofrene for jordskælvet ved at ringe på tlf. 90 56 56 99 og give 100 kr. eller indbetale beløb på reg.nr. 9541 kontonr. 165 164 81

Folkekirkens Nødhjælp og UNICEF Danmark har indstik i flere landsdækkende aviser i de kommende dage og håber på danskernes vilje til at hjælpe ofrene for jordskælvet.

Kontaktpersoner i Folkekirkens Nødhjælp: Informationschef Thomas Ravn-Pedersen, tlf. 29 70 06 03 og Pressechef Lisbeth Engbo, tlf. 29 70 06 25

Kontaktpersoner i UNICEF Danmark: Markedschef Thomas Madsen, tlf. 35 27 38 36 / 61 69 94 20 og Informationschef Karin Aaen, tlf. 35 27 38 28 / 25 39 60 99