“Vi har netop taget hul på en ny vanvittig spændende – og ambitiøs – periode i Mellemfolkelig Samvirke, hvor vi vil vokse betydeligt som organisation og engagere flere frivillige og medlemmer. Derfor er det et scoop, at vi kan ansætte Jonas til at bidrage til den udvikling. Han er en systematisk og dreven leder og bliver en nøgleperson i at sikre, at vores ambitiøse visioner bliver implementeret og fulgt op på igennem hele organisationen,” siger Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Jonas Giersing har de seneste syv år været direktør for Fairtrade-mærket, og har bl.a. tidligere arbejdet for FN’s udviklingsprogram, UNDP.
Læs mere om ham i forbindelse med hans tiltræden som direktør i Fairtrade: Vagtskifte hos Fairtrade Mærket – Kyst holder (7.3.2011)
”Efter mange udbytterige og spændende år hos Fairtrade er tiden moden til et skift. Mit hjerte banker for social retfærdighed, og jeg elsker at arbejde med at få organisationer til at hænge sammen – administrativt og operationelt. Jobbet i Mellemfolkeligt Samvirke giver mig mulighed for at beskæftige mig med begge dele. Jeg glæder mig meget,” siger Jonas Giersing.
Jonas Giersing tiltræder formelt i Mellemfolkeligt Samvirke d. 1. november.
Mellemfolkeligt Samvirke vil i de kommende år forsøge at vokse betydeligt som organisation – bl.a. er målet at være 30.000 medlemmer i 2022 samt at få flere danskere engageret i organisationens arbejde, skriver organisationen i en pressemeddelelse.