Plukkerne på verdens te-plantager lever under hårde vilkår – og selv om Fairtrade gør en forskel, er der stadig lang vej igen.
Max Havelaar Fondens magasin “FAIRnok” har besøgt plantagen Greenfield i Sri Lanka (Ceylon), og det er der kommet en bemærkelsesværdig åbenhjertig og journalistisk artikel ud af, som u-landsnyt.dk her bringer med forfatterens tilladelse.
Af Sune Prahl Knudsen
informationsmedarbejder i Max Havelaar Fonden Danmark
De grønne plastikstole bliver sat frem. Te-plukkerne ankommer i deres stiveste pus og referenten tager den store logbog frem og gør klar til at skrive noter. Vi er til møde i te-plukkernes fællesråd i kulturhuset på plantagen Greenfield i Sri Lanka.
Plantagen er med i Fairtrade, og gennem årene har fællesrådet fordelt penge til forbedringer på plantagen. Den seneste investering er meget håndgribelig, nemlig bedre skraldespande til alle beboerne.
Spørger man rundt blandt deltagerne, er der stor tilfredshed med Fairtrade. 42-årige Rajakumari fortæller om det legat, hendes børn har fået, så de kan fortsætte med at studere. Og 61-årige Paramaurian om det mikrolån, der betyder, at en stor gæld nu kan betales af.
Pengene fra Fairtrade er også blevet brugt på skolebøger, et uddannelseshus og et kulturhus.
I uddannelseshuset lærer plantagens børn og unge blandt andet at sy og andre færdigheder, så de fremover har et alternativ til at arbejde som te-plukkere.
Kulturhuset lejes ud til egnens øvrige beboere, så der er tale om en langsigtet investering. Men netop det kulturhus, som fællesmødet holdes i, er et meget konkret eksempel på, at forbedringerne ikke er kommet med det samme eller uden problemer.
Kulturhuset er betalt af Fairtrade-penge, og det har været rigtig mange år undervejs. Faktisk så mange, at Fairtrade-systemet flere gange har måttet rykke plantagen for at få arbejdet afsluttet.
Og det er der flere eksempler på. Det har f.eks. tidligere haltet med at få vedtægterne for fællesrådet på plads.
Går man rundt på plantagen, finder man også hurtigt ud af, at forholdene er noget blandede. Et sted bor folk i relativt nye og velholdte huse, andre steder er boligerne mere slidte og misligholdte.
Plantagen er i gang med for egne penge at bygge 25 nye huse, men indtil da er der nok at se til for Wathsala. Hun er socialarbejder på plantagen, og det er bl.a. hendes opgave at arbejde med familierne og børnene.
Hun glæder sig til, de nye boliger står klar, så der bliver mere plads og ro. Og hun er glad for, at Fairtrade hele tiden kigger plantagen over skulderne, og kommer med anmærkninger, hvis tingene ikke kommer på plads.
Under overfladen gror forandringerne
6 timers kørsel fra plantagen sidder 3 mænd i hovedstaden Colombo med 3 forskellige holdninger til Fairtrade.
Mohedeen er leder af LJEW, der er en af mange fagforeninger, som over 70 procent af te-plukkerne er organiseret i. Han er som udgangspunkt positiv over for Fairtrade, men mener, at den fælles bonus burde bruges mere strategisk på at skabe alternative former for produktion.
Han frygter, at brugen at bonussen på eksempelvis mikrolån ikke for alvor vil få te-plukkerne ud af de hårde levevilkår, de har levet under i de 140 år, der har været plantager i landet. Han mener også, at te-plukkernes løn er alt for lav.
Et andet sted i Colombo møder vi Hasita. Han er konsulent i landets te-organisation og også bekymret. Selv om te-plukkerne kun tjener, hvad der svarer til 20 kroner om dagen, er lønninger ved hver af de foregående overenskomstforhandlinger nemlig steget voldsomt.
I dag går 60 pct. af udgifterne ved te-produktion til løn; et tal, der stiger. Og det afspejler sig ikke i den pris, som teen kan sælges for. Hele te-produktionen på Sri Lanka, der involverer over halvanden million mennesker, er altså under pres.
Fairtrade kan for ham at se være en vej til at sikre, at det pres ikke kommer til at gå så hårdt ud over te-plukkerne. Og modsat Mohedeen mener han, at Fairtrade med bl.a. legaterne til uddannelse er med til at skabe alternativer for fremtiden.
Rangit har i mange år arbejdet i Fairtrade-systemet i Sri Lanka. I dag arbejder han i stedet med nødhjælp og er med til at genopbygge landet efter tsunamien for 4 år siden.
Han mener, at det på overfladen kan være svært at finde forskellen mellem Fairtrade plantager og almindelige te-plantager. Minimumslønnen er den samme, og ofte er boligforholdene det også. Men man skal ikke lade sig narre, siger han. For under overfladen gror forandringerne.
Te-plukkerne er med til at investere i fælles projekter og til at hjælpe og støtte hinanden med blandt andet lån og legater. Og så er hele fællesråd-princippet med til at skabe en selvbevidsthed hos te-plukkerne, som han ikke er stødt på andre steder. En selvbevidsthed, der for alvor på sigt kan ændre forholdene på plantagerne og i landet, håber han.
Tilbage på Greenfield er fællesrådsmødet ved at være slut. I referentens logbog står det seneste ønske fra te-plukkerne. Det er et nyt lægehus på plantagen.
Fairtrade for begyndere
Fairtrade betyder, at te-plukkerne får en fælles bonus, som de på demokratisk vis gennem et fællesråd bruger på sociale investeringer og forbedringer. Hver gang, der sælges Fairtrade te i Danmark, kommer der penge direkte ud til te-plukkernes fælles bonus.
Fairtrade kontrollerer, at te-plukkerne derudover som minimum får landets mindsteløn. Desuden holdes der øje med arbejds- og boligforhold, bl.a. må der ikke forekomme børnearbejde. Endelig skal produktionen skåne miljøet.
Fairtrade kontrollerer kun første led i produktkæden, plantagerne, og ikke den videre forarbejdning af produkterne på for eksempel fabrikker. Fairtrade bestemmer heller ikke, hvad varen i sidste ende koster i de danske butikker.
Læs mere på www.maxhavelaar.dk
3 år efter
I 2005 besøgte FairNok te-plukkeren Mariamma Jebamali i Sri Lanka. Dengang var hun 34 år og havde arbejdet i 18 år som te-plukker på plantagen Greenfield.
På det tidspunkt blev Fairtrade bonussen bl.a. brugt til en fond, som står for lån med lav rente for te-pukkerne, som ellers låner penge med meget høj rente i bankerne, hvis de overhovedet vurderes kreditværdige. Mariamma lånte dengang blandt andet penge til nye møbler. De penge er nu betalt tilbage.
I dag, 3 år efter, da FairNok er på plantagen igen, er resultaterne af Fairtrade blevet endnu mere tydelige. Der er stadig mulighed for lån. Samtidig står et nyt kulturhus for te-plukkerne færdigt, ligesom børnene får de skolebøger, som skolen ikke betaler.
Mariamma kan også se lidt fremad. Bl.a. kan hendes børn få del i de legater, som Fairtrade pengene bliver brugt til, så de kan få en uddannelse.
Modsætningernes ø
A. Punniyamoortiy er 26 år og har arbejdet 5 år på fabrikken på Kelliewatte te-plantagen, der ligger 6 timers kørsel fra hovedstaden Colombo. Han bor på plantagen, det samme gør hans forældre, der arbejder som te-plukkere.
En te-plukker tjener som minimum 290 rupies om dagen – cirka 20 kroner. I sin fritid spiller han cricket på plantagens hold. Han regner med at fortsætte med at arbejde på plantagen de næste mange år.
Shamindra på 19 går på St. Peters college i hovedstaden Colombo. Han Bor hos sine forældre, som arbejder i den finansielle sektor, og som også betaler for hans uddannelse og leveomkostninger.
En burger på McDonalds, hvor Shamindra ofte hænger ud med sine venner, koster omkring 200 rupies (ca. 15 kr.) – altså 2/3 af en hel dagløn for en te-plukker. Shamindra vil gerne et par år til England for at læse business for derefter at vende tilbage til Sri Lanka og starte sin egen virksomhed.
Om Sri Lanka
Sri Lanka er et land med mange modsætninger blandt de 20 millioner indbyggere: Mellem rig og fattig, by og land og det tamilske mindretal og resten af befolkningen. Og det er et land, der stadig er midt i en borgerkrig, som sætter megen udvikling i stå.
Man skønner, at hver tiende indbygger direkte eller indirekte er afhængig af te-produktionen, der står for 1/6 af den samlede eksport. Te-plukkerne, der ofte er tamiler, tilhører den fattigste gruppe indbyggere i landet. Der er over 2.700 te-plantager på den store ø ved Indiens fod. Kun 17 af dem er Fairtrade.
—————
7 skarpe om Fairtrade og te-plantager
Generalsekretær Judith Kyst fra Max Havelaar i den varme stol
Når man snakker med te-plukkerne på f.eks. Greenfield plantagen i Sri Lanka, er der flere, der siger, at de har svært ved at leve af deres løn. Er det fair?
– På plantagerne er det de lokale overenskomster, der gælder. Det, vi til gengæld kontrollerer, er, om mindstelønnen i landet bliver overholdt. Desuden får te-plukkerne en fælles bonus, som de demokratisk fordeler til sociale investeringer og forbedringer.
Men hvis I ikke kan garantere en tilpas høj løn for den enkelte te-plukker, hvorfor arbejder I så overhovedet sammen med plantager?
– Det korte svar er: fordi alternativet ikke er tillokkende. Hvis vi ikke arbejdede med plantagerne, ville der ikke være nogen fælles bonus at fordele. Og der ville ikke være nogen, der kontrollerer minimumslønnen eller undersøger arbejds- og boligforhold.
Når te-plukkerne ikke får en højere løn, hvem scorer så kassen, når forbrugerne betaler mere for Fairtrade teen i butikkerne i Danmark?
– Der er ikke nogen, der scorer kassen hverken mere eller mindre end ved almindelig te. Det, vi garanterer, er, at der går penge direkte fra købet til plukkernes fælles bonus. Og Fairtrade-mærket te på hylderne i Danmark fra f.eks. Sri Lanka koster faktisk oftest mindre end sammenlignelig konventionel te fra samme område. Så Fairtrade-mærket te kan godt være billigere og samtidig betyde flere fælles penge til te-plukkerne.
Du sagde, at I undersøger arbejds- og boligvilkår. Men kan du udelukke, at man kan finde problemer på plantagerne?
– Vi gør meget ud af kontrol og inspicerer som udgangspunkt plantagerne hvert år, hvor vores uafhængige kontrolorgan ser på forholdene og taler med te-plukkerne. Men en del af de problemer, vi får frem i lyset , er ikke nogle, der løses fra den ene dag til den anden. En gang imellem får plantagerne derfor en anmærkning og bliver bedt om at stramme op på nogle ting. Og hvis de ingenting gør, ja så risikerer de at blive smidt ud af Fairtrade.
Men er forholdene i orden eller ej?
– Som udgangspunkt er de i orden. Men, som jeg også har set på mine egne besøg på plantagerne, så er der stadig ting, der skal arbejdes med. F.eks. at sørge for at fællesrådene fungerer demokratisk, og at ledelsen på plantagerne rent faktisk lader te-plukkerne få indflydelse. Men man skal huske, at hvis vi ikke var der, ville der ikke være nogen til at holde øje med, om tingene bevæger sig i den rigtige retning.
Når man snakker med te-plukkerne, er der nogen, der slet ikke aner, at de arbejder på en Fairtrade plantage. Det går vel ikke?
– Vi taler altså om store plantager, nogle gange med tusinde beboere. Og folk er ofte dårligt uddannede og ressourcesvage, så selv om de rent faktisk får gavn af Fairtrade gennem f.eks. pensionsordninger, er det slet ikke sikkert, de er klar over det. Selv om vi gør endog meget for at engagere alle, vil man altid kunne finde nogen, som ikke er helt med.
Så du synes ikke, at I tager munden for fuld, når I kalder Max Havelaar-mærket for en garanti?
– Hvis man ser på, hvad vi siger på te-pakkerne på supermarkedets hylder, så står der, at købet er med til at forbedre arbejds- og levevilkårene for nogle af verdens fattigste mennesker. Men vi lover ikke, at forbedringerne løser alt med det samme. Og en ting er sikkert: hvis forholdene skal blive bedre, skal man ikke købe mindre, men mere Fairtrade-mærket te.
Kilde: Magasinet “FAIRnok, nr. 9, årgang 2008.
