Tekst og foto: Lars Zbinden Hansen
Tilbageblik på et ophold i Nairobi med store journalistiske planer, hvoraf nogle lykkedes, mens andre ikke gjorde.
RUBAVU, 2. november 2014: Tørken har været streng i Nairobi. En enkelt morgen observerede jeg et par dryp regn i få sekunder. Det var det.
Masaier drev køer ind til Nairobi, til små fugtige oaser og græstotter i vejrabatter, tegn på at situationen uden for byen var endnu værre. Og det var den, forlød det. Ingen regn i mere end seks måneder.
Og så:
Retur på bopælen i Rubavu, Rwanda røg der en nyhedsmail fra kenyanske The Standard ind i min inbox. Den lød (oversat):
”Kraftig regn forårsager ødelæggelser i Nairobi og Kirinyaga (nord for Nairobi/det centrale Kenya, red.)..….
Byens veje var ufremkommelige på grund af vand. Boliger blev oversvømmet i Eastlands, South C, South B og dele af Thika Road, efter et voldsomt skybrud ramte Nairobi….
De fleste af byens veje, herunder Mbagathi Way, Bunyala Road, Ngong Road og Haile Selassie Avenue blev ramt af regnskyllet…. Politiet sagde, at situationen skyldtes manglende dræning….”
En gammel kliché om Afrika fik ny næring:
Ingen regn = problemer. Regn = problemer.
Tiden
Ti tørre dage i Nairobi og opfølgning på hjemmefronten med daglig scanning af medier, der fortalte om Uhuru Kenyatta, at han blev den første præsident nogensinde, som mødte frem ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, hvor han afviste sigtelserne for at have planlagt og/eller tilskyndet til vold og forbrydelser i kølvandet på præsidentvalget i december 2007.
Andre rapporter berettede om politiske grupper, der rejser Kenya rundt og advokerer for en folkeafstemning om ny grundlov, selvom den eksisterende kun er fire år gammel.
Korruptionsforkæmperen John Githongo forklarede hvorfor i den første artikel fra Nairobi, nemlig at kenyanerne er trætte af politikere:
“Politics have failed. We keep on going to the polls every five years and end up recycling the same bunch of tired politicians and the new ones are quickly sucked into the morass of thievery that characterizes the top. …….The primary desire was …..that leaders stop stealing from their citizens….. so ……agitation for constitutional reform kicked in”.
Medier og kommentatorer klagede over, at der endnu ikke foreligger en rapport om al-Shabaabs terrorangreb den 21. september 2013 på Westgate shopping centret, hvor 67 blev dræbt.
Offentligheden har heller ikke fået en forklaring på, hvorfor en militær indsatsgruppe havde mere travlt med at rydde Westgates butikker for varer end at nedkæmpe terrorister. Det blev stillet til skue via optagelser fra shopping-centrets overvågningskameraer.
Det kom frem, at olieforekomsterne i Kenya er større, end fund ved Lokichar i Turkana-regionen og i havet ved Lamu lader ane.
Det canadiske firma, Taipans, har i Mandera-regionen fundet så store mængder, at olie-estimatet for Kenya p.t. er oppe på 6 milliarder tønder. Der kan skjule sig meget mere i de vidstrakte, karrige egne i nord og i Det Indiske Ocean.
Igen diskuteredes det gigantiske jernbaneprojekt, der skal forbinde Mombasa med Nairobi og føres videre til Kampala i Uganda og sydpå til Bujumbura i Burundi over Kigali, Rwanda, med en nordlig baneføring til Juba i Sydsudan.
Hvordan har kineserne fået kontrakten, og hvordan skal folk langs første etape, Mombasa-Nairobi, kompenseres for ekspropriering af deres jord?
Projektet gik i stå, inden det var kommet i gang, men når og hvis det bliver færdigt, vil banen overhale englændernes over 100 år gamle jernbanelinje, der ”kun” nåede til Kampala, dengang ved for-forrige århundredeskifte.
Det glippede
Disse emner var lidt af medie-vægtæppet, mens jeg hjemsøgte Nairobi og havde store journalistiske planer, hvoraf nogle lykkedes. De fleste gjorde ikke.
Og dem vil jeg runde serien af med: planerne der glippede. Måske kan det, om ikke andet, tjene som inspiration for andre på vej til Kenya, journalister til eksempel.
I flæng kan jeg nævne følgende ønsker og forsøg, der ikke førte til noget:
Interview med oppositionslederen Raila Odinga.
Et interview med generalsekretæren for Kenyas Red Cross, Abbas Gullet, som jeg ville have brugt til min oprindelige idé om en ”kenyanske stemmer”-serie.
En anden ”kenyansk stemme” kunne have været bladtegneren Gado, men han havde nok for travlt med at slå streger.
En tredje var ministeren for turisme Phyllis Kandie, der kunne give et input om den katastrofale nedtur for turismen i Kenya efter Westgate-angrebet. Turisme er landets næststørste indtjener af hård valuta, med normalt næsten halvanden million besøgende om året.
Antallet af indrejsende er ifølge Kenya National Bureau of Statistics faldet måned for måned, bare i andet kvartal i år med 28 procent.
Kandie har givetvis også en mening om krybskytteri. Jeg fik stillet et interview i udsigt, men det blev aldrig til noget.
En fjerde stemme var tiltænkt folkene bag TV-”mockumentaryen” ”Aid for aid” om en bistands-NGO, der ikke laver andet end at snakke. Mærkeligt nok svarede de aldrig.
En femte interessant stemme fandt jeg på nettet, nemlig web-siden www.lovematters.co.ke om sex, kærlighed og forhold. Et møde var ved at falde på plads, men smuldrede i sidste ende. Måske var jeg for genert.
En sjette var Irene Mutungi, den første kvindelige afrikanske pilot på store passagerfly. Hun flyver en Dreamliner for Kenya Airways. Hun var sikkert ude at flyve.
UNHCR, World Food Programme og IOM kunne have været instrumentale for en tur op til flygtningelejrene ved Dadaab (den tredje artikel i serien), men de svarede aldrig.
Norske ambassade ejheller. Jeg ville have spurgt til en ny norsk-kenyansk olieaftale.
Save the Children henviste mig til UNHCR, som for dem står for al sikkerhed i Dadaab-lejrene, og det er jo fair nok.
Tæt på
Det store kinesiske firma Huawei lovede et interview med en repræsentant i Kenya, men det kæntrede til sidst. Jeg prøvede andre mindre firmaer for at få et ”kinesisk input”. Lykkedes heller ikke.
FN’s miljøprogram, UNEP, var jeg tæt på, fordi de bor i samme bygning som UN Habitat i Gigiri, Nairobi (Habitat blev omtalt i reportagen fra Kibera-slummen)
Men jeg glemte at banke på og minde dem om en mail fra mig fra midten af september.
Dem og så Kenya Electricity Generating Company og Kenya Geothermal Development Company var/er interessante, fordi de har sparket gang i bygningen af tre geotermiske værker i Rift Valley, der bliver verdens største, når de står færdige i slutningen af 2016.
Ifølge el-selskabet vil værkerne levere ”ren, pålidelig og billig” elektricitet til 10 procent flere mennesker og forretninger i et land, hvor tre-fjerdedele af befolkningen er uden strøm.
Det er et mammut projekt, koster 11,5 milliarder shilling (eller cirka 723 millioner kroner), er ”sam-finansieret” af den kenyanske regering, Verdensbanken og den Europæiske Investeringsbank og bliver bygget/implementeret af sydkoreanske Hyundai Engineering, japanske Toyota Tshusho og indiske KEC og søsattes for nylig af præsident Uhuru Kenyatta.
Der er masser af geotermisk energi i Rift Valley, og projekthistorien havde en potentiel konfliktdimension indbygget, i og med at masaierne går i vejen for de geotermiske bestræbelser.
Men det lykkedes altså heller ikke.
Den sydafrikanske ambassade og et input om det nedkølede kenyansk-sydafrikanske forhold havde jeg på forhånd skudt en hvid pind efter. Det holdt stik.
Skulle være mødt personligt frem
Flere potentielle kontakter reagerede ikke på mails, men det skal nok tilskrives, at sådan ”er det bare i Afrika”: Skriftlige henvendelser bærer ikke samme vægt som personlige.
Jeg havde planer om at dukke op hos et par af de følgende, men flere af disse delprojekter lykkedes ikke af den simple grund, at jeg sad fast i trafikpropper. Gad vide, hvad trafikkaos koster det kenyanske samfund hver dag?
En rigtig god entreprenør-historie kunne have været om Ashleys Kenya, skønheds-salonen i Nairobi, der ekspanderer helt vildt.
Chacha Mwitas adresse fandt jeg, men nåede ikke frem. Mwita er advokat for terroristerne fra Westgate Shopping Mall, og det kunne have været interessant at få en udlægning af sagen fra den kant.
Kommunikationsministeriet, skrev jeg til og ville have ringet på hos, men nåede det ikke. Ministeriet har lavet et biometrisk program, som angiveligt skal ”root out ghost workers” i Kenya.
Ifølge en revisionsrapport tidligere på året, som BBC News havde fået fingrene i, koster lønninger til offentligt ansatte ”spøgelsesarbejdere” næsten seks millioner kroner om måneden.
Det ville ministeriet rydde op i med en eksercits over to uger, hvor alle medarbejdere skulle lade sig registrere elektronisk. Blev medarbejderen væk uden gyldig grund, røg lønnen.
Til gengæld fik jeg en snak med en bunke andre mennesker, som ikke er nævnt i artiklerne, ”almindelige” borgere som i Kibera-slummen, men også med NGO-autoriteter og kapaciteter som den svenske chef i Lutheran World Federation, Lennart Hernander.
En anden svensker, min tandlæge Anders Glimtberg, kan anbefales, hvis man bor i regionen og gerne vil føle sig tand-tryg på skandinavisk.
Konfiskation
Inden jeg lettede fra Nairobi, nåede jeg at få noget international fast food, som har gjort sit indtog i Nairobi, siden jeg færdedes permanent i byen.
Der er flere kæder, men den største og den mest ekspanderende er Zimbabwe-baserede Innscor med deres Quick Service Restauranter som Chicken Inn, Pizza Inn, Creamy Inn og Baker’s Inn.
320 af dem er der nu på kontinentet, i Ghana, Kenya, Malawi, Nigeria, Senegal, Sydafrika og Zambia.
Boerwors-pizzaen i outleten først på Ring Road Parklands i Westland smagte, som Boerwors-pizzaer skal gøre, i hvert fald som de har gjort i Sydafrika og i Accra Mall, Ghana eller på samme bys Oxford Street. Sådan!
I flyet til hjem til Kigali havde jeg omsider held med kontakt til UNHCR. Jeg kom til at sidde ved siden af en medarbejder fra Højkommissariatet på vej til regionalmøde i den rwandiske hovedstad.
Hun kunne måske have hjulpet mig til Dadaab, havde vi mødtes lidt før, og havde hun haft Dadaab i sin portefølje. Det havde hun ikke.
Jeg kiggede ned over Victoria-søen i skumringen og følte mig som en privilegeret muzungu på træk fra en metropol, der stadig virker fascinerende og skræmmende på en og samme tid. Det fortæller nok blot, at jeg ikke har forstået ret meget, men et par historier kom der da ud af det.
I lufthavnen i Kigali måtte jeg slippe mine lækre, kraftige, stærke og nyttige plastikposer fra den toldfrie i Kenyatta-lufthavnen. Plastikposer er forbudt i Rwanda, og mine blev konfiskeret af ”plastik-pose-kontrollen” lige efter bagageudleveringen.
Og så mangler jeg blot som en måske inspirerende detalje at notere, at parallelt med, at lysten til at gense Nairobi og gamle venner og til at fortælle historier blev tilfredsstillet, summede Sting og hans Ten Summoner’s Tales konstant i ørene.
Det skyldes sikkert, at jeg hørte sangene igen og igen de første gange, jeg kom til Nairobi i 1992 og årene frem. CD’en udkom i foråret 1993.
”If I ever lose my faith in you”
Det gør jeg ikke, Nairobi!
C’ya!
