Efter godt 27 års engageret og dedikeret ansættelse på Danida Fellowship Centre forlader Annette Kaalund-Jørgensen stillingen som uddannelsesrådgiver for at gå på en velfortjent pension 30. juli 2021.
Annette Kaalund-Jørgensen har om nogen tegnet Danida Fellowship Centre og er kendt af stipendiater fra de fleste af Danidas samarbejdslande i Afrika, Asien og Latinamerika. Stipendiaterne, som har været på uddannelsesophold i Danmark eller har været på efteruddannelse i et af samarbejdslandene, tænker med glæde tilbage på deres møde med Annette, og hun modtager jævnligt hilsner fra dem, også selvom deres ophold ligger mange år tilbage i tiden.
Annette Kaalund-Jørgensen har haft flere og indimellem mange roller på samme tid hos Danida Fellowship Centre. Hendes primære rolle har været som uddannelsesrådgiver, hvor hun i samarbejde med partnere i ind- og udland har udviklet læringsprogrammer for Danidas partnere i udviklings- og vækstlande. Annette Kaalund-Jørgensen har blandt meget andet været primus motor i at udvikle læringsforløb på fransk for stipendiater fra Burkina Faso, Mali, Benin og Niger og i at udvikle kurser om ligestilling, demokrati, konflikthåndtering og kampen mod korruption. Hun har i lange perioder haft en rådgiverfunktion for stipendiaterne, og i de seneste år har hun også fungeret som stedfortræder for direktøren. Annette Kaalund-Jørgensen har påtaget sig en meget lang række andre opgaver, nogen mere synlige end andre, men altid med godt humør og engagement.
Annette Kaalund-Jørgensen har været stærkt medvirkende til en positiv udvikling af Danida Fellowship Centres rolle inden for kapacitetsudvikling i form af skræddersyede læringsforløb med skiftende temaer fra Danmarks udviklingspolitiske prioriteter.
Annette vil blive stærkt savnet på Danida Fellowship Centre, men vi glæder os over, at hun helt sikkert vil komme forbi, både i de nuværende lokaler på Frederiksberg, og i de fremtidige lokaler i Holbæk, når udflytningen af Danida Fellowship Centre’s administration fra Frederiksberg til Holbæk er tilendebragt i august i år.